7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Alcatraz er en hengiven kærlighedserklæring
18950
post-template-default,single,single-post,postid-18950,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Alcatraz er en hengiven kærlighedserklæring

Alcatraz er en hengiven kærlighedserklæring

Af Camilla Schack

Luca Engberg Talamona debuterer med en digtcyklus, tilegnet sin italienske far.

Digtcyklussens jeg sidder på et fly til Italien, Alcatraz. En flyskræk kvinde snakker om sandsynligheden for, at flyet styrter. Jeg tænker, den er lille. Jeget fortæller om sin fars sandsynlighed for at dø af kræft inden for en måned. Jeg fornemmer, den er stor.

Og det er dét, digtcyklussen kredser om, farens kræftsygdom, det er hans historie, der er interesse i at fortælle. Det er en fin kærlighedserklæring: at skrive en andens historie for bedre at forstå.

Jeget selv tager ikke meget plads og udtrykker sjældent eksplicit, hvordan han har det (en undtagelse er, når han udtrykker kvalme over de kvinder, faren har vist film i hjemmet og jalousiudbryder: ”hvad fanden betød de for dig”?). Det er tydeligt, at det er jegets behov for at forstå farens sygdom og hans valg om at forlade Danmark for at bo i et kunstnerkollektiv i Italien, som driver teksterne frem.

I nogle passager nærmer jeget sig en forståelse af faren og hans valg ved at stille spørgsmål: ”Hvorfor vælger du at bo der/ Er det fordi det er et kulturelt epicenter?/ Er det fordi du ikke vil tilbage til Danmark?/ Hvorfor vil du ikke tilbage?” og i andre ved at indtage farens position og sanse fra hans sted: ”Hvisken i dit øre/ Små stød i dit bryst/ Du blinkede/ Små farver overlappede hinanden/ Du blinkede igen/ Sorte prikker blev til øjenæbler..”.

Fordi digtene ikke er præget af jegstærke sansninger, er der en fare for, at fortællingen falder i ”en-generel-fortælling-om-forældre-barn-forholdet-i-et-kræftforløb-kategorien”, men Luca Engberg Talamona skriver sig udenom kategorien ved at gøre sygdommens sanseerfaring fælles for far og søn. Sønnen ”træner med faren”, og de ”går tilbage til sengen”, hvor de senere ligger ved siden af hinanden med sengetøjet klæbende til deres kroppe. Den fælles sanseerfaring er særegen og måden den kobles til jegets barndomsminder på, fx en tur i kløften i Petra hvor jeget fik ømme ben, og faren tog ham på skuldrene, står i stærk modsætning til hvordan rollerne i far-søn-forholdet er nu: faren afhængig af sønnens styrke.

Selvom forholdet mellem far og søn skrives fint frem, og kærligheden til faren er tydelig, savner jeg at mærke jegets affekt. Hvor er angsten? Usikkerheden? Det virker umuligt, at et menneske, der tager del i sin dødsyge fars kræftsygdom kan gemme affekten bag erindringer, genfortællinger fra farens ungdom og forskydning af egne sanseerfaringer til farens. Fortællingen ville være mere troværdig, hvis kontrollen blev sluppet, og jeget gav sine følelser til kende, når farens sygdom bliver særligt ubærlig.

Luca Engberg Talamonas debut er en fin kærlighedserklæring til en døende far, og jeg mærker farens smerte, og jeg lærer faren at kende, det projekt er lykkedes, men jeg savner jeget.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz