7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
At gå med stok gennem digte
5111
post-template-default,single,single-post,postid-5111,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

At gå med stok gennem digte

Mary_VicanFoto: Mary Vican

At gå med stok gennem digte

I det billedtunge og tågede poetiske univers hos Simon Grotrian måtte denne læser famle sig frem i blinde

Fuglestjernegynge
Simon Grotrian
Gyldendal
46 sider

I begyndelsen var frustrationen. Det var i hvert tilfælde min første, umiddelbare oplevelse af at læse mig igennem Simon Grotrians nyeste digtsamling: en frustration over ikke at blive taget i hånden som læser, over at skulle bevæge mig vaklende gennem et univers af utilnærmelige billeder og tågede betydninger. Jeg følte mig rådvild, og det har måske at gøre med, at Grotrian i Fuglestjernegynge piller sproget fra hinanden. Gamle, velkendte billeder, talemåder og klicheer splitter han op i deres enkeltdele og sætter dem sammen på nye måder.

Grotrian har ikke i sinde at ’guide’ sin læser igennem sit poetiske rum af mærkelige, oxymoroniske, surrealistiske (indimellem ret kryptiske) sproglige billeder, der går hånd i hånd med et væld af litterære, mytologiske og bibelske referencer. Men på trods af den umiddelbare oplevelse af at famle i blinde efter en eller anden form for mening, var der alligevel noget, der åbnede sig op for mig i læsningen. Dette ’noget’ handler om selve poesien, om hvad poesi er og kan. Det handler om at skrive og at give betydning. I Fuglestjernegynge er sproget ikke, som i dagligdagen, kommunikativt eller informerende – det er derimod noget helt fysisk og konkret, der kan bøjes, formes og splittes, der kan pilles fra hinanden og sættes sammen på nye måder.

I digtene er sproget et materiale, der kan gøre abstrakte og uhåndgribelige ting konkrete
og fysiske. Her kan man smække ”frygten op på væggen”, man kan have ”et træ for munden”, man kan vride ”en titel med en skruetrækker”. ”Hér er de ord, du kan læne dig mod”, indledes det sidste digt. Ordene er materielle, de er en fysisk sammenhængskraft. De har tyngde:


og ordene på læben tynger hovedet ned
som mørtel i en spand
det var en mur, som vi holdt oppe
ved at ae nogen over kontinentet

Med ordene bygges mure, verdener – skaberværker. Selve denne Skaber-figur, en parallel mellem Gud og digteren, er kernen i digtene. ”jeg er højgravid med strofer” lyder en verselinje i et digt, og ”der dannes børn i dine hænder” lyder det i et andet: Skaberen – det være sig Gud eller digteren – giver liv med ord. Ord er liv. Heri ligger der uden tvivl en enorm poetisk kraft, men den gennemgående kristne referenceramme og religiøse metaforik er smørtyk. Og alligevel, på trods af den tunge metaforik, er det netop også denne, der skaber dynamik i digtene. Det er den modsatrettede bevægelse mellem det horisontale og vertikale; mellem himmel og jord, op og ned, ind og ud, mellem det at falde og at stige, der sætter digtene i bevægelse og deres betydning i spil. Eksempelvis er fuglen og vingen et genkommende motiv.

Den poetiske kraft er for mig at se en uomgængelig dimension i digtsamlingen. Det er en
kraft, der opstår når det konkrete og det abstrakte sidestilles. Spørgsmålet er bare, om Grotrians poesi er vedkommende og tilnærmelig overhovedet. Om ikke man som læser lades i stikken. Det er svært ikke at lægge en vis distance til den tunge, indforståede metaforik og ugennemskuelige billeddannelse, og på sin vis mener jeg, at den poetiske kraft derfor går tabt i digtsamlingens mislykkede forsøg på at formidle selve sit poetiske potentiale. Tilsyneladende er dette også noget, det skrivende digter-jeg kæmper med:

den store trang
der rører verden rundt i gryden
gir mig modstand
til det yderste af pennen.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz