7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
AT SVÆVE LIDT
18694
post-template-default,single,single-post,postid-18694,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

AT SVÆVE LIDT

AT SVÆVE LIDT

Trine Wilhelmsen

Christina Hagens seneste bog, Jungle, er en coffee table book, man godt kan få kaffen galt i halsen af. Den er brygget på eksotiske bønner, leverpostej og sortmandspik i billige plasticbaljer, jyske udestuer og på et lille stykke grusvej i mørke. Hagen mikser sig frem i et forsøg på at indkapsle frihed og ægthed.

Jungle er ikke en bog, der gemmer sig i reolen. Den er stor i formatet og blank på overfladen. Der er et billede af en halvnøgen dreng på forsiden, som ser læseren i øjnene med et forførende blik. Indeni er der et miks af forskellige udtryk. Der er Christina Hagens prosatekster, korte og lange, skrevet på maskine og med kragetæer på servietter. Der er også tekster skrevet af andre. Forfatterkollegaen Signe Maxen bidrager med tragikomiske barndomserindringer, og kulturjournalist Lone Nikolajsen anmelder løbende værket indefra. Der er dokumentariske elementer. Ekskæreste-citater på DYMO og Hagens metarefleksioner over sin skriveproces i mails til redaktøren Martin. Og så er der en hel masse farverige fotografier af børn, kæledyr, badestrande, pølsepicnic, analsex og andet.

Det er et vildt værk, både formelt og tematisk. Vildskaben skal til, for at Hagen kan nærme sig og formulere fænomenet Jungle præcist. Jeg får det indtryk, at hun bevæger sig omkring i skriften og livet og samler ind af alt, hvad der indfanger det junglede, og når hun så har samlet længe nok, kan det formuleres til os andre. Hagens jungle manifesterer sig i specifikke steder, ting og typer. Fx i jamaicanske palmeblade, korthårede jyske kvinder og fitness-trænede elskere. Men junglen repræsenterer også en følelse af at være frisk og fri til at tale og leve lige ud af posen. En væren på grundlæggende niveau, uden alt for mange nuancer.

”Umiddelbar lyst, umiddelbare behov, at spise lidt, at svæve lidt, det er det, der findes i junglen. (…) Politisk korrekthed og millimeterdemokrati, det er ikke noget, man kender til i junglen. Her gælder: Lyst, vrede, forelskelse, sorg og håb. Her er man uinteressant som intellektuelt væsen. (…) I junglen er der ingen vej udenom; hvis du ikke er dig selv, så dør du af det.”

Jungletilværelsen er nødvendigvis ucensureret og kræver, at man følger kroppens impulser i stedet for at spilde tid og energi på ligegyldigheder som forfængelighed. Hagens sprog er på lignende vis ligefremt. Fine fornemmelser og kloge ord er udskiftet med en tone, som minder om den, man kan finde i dagbøger og på postkort. Der er cheasy og pladderromantiske formuleringer som: ”Så går jeg til ro med endnu en veloverstået dag på all inclusive-hotellet i bagagen” og ”Vi havde begge set for meget og hørt for meget i vores lille liv”. Teksterne tillader sig også en hel del indholdsmæssigt med racistiske bemærkninger om sorte mænd; ”Der er en helt anden motor gemt i det maskineri. Et helt andet grundlæggende fokus på at overleve. At spise, at sove, at formere sig”, hjemmestrikkede sandheder, generaliseringer og store armbevægelser; ”Livet er i Jylland, vi er livet.”; ”It’s very important to have a large penis. The woman loves it”.

Generelt er der grimhed og grovhed og en gåen til sagen uden hensyn til normer og gode manerer –”Kentucky Fried Chicken er god kneppemad” – og i lyset af det opgør med pænhed fremstår Lone Nikolajsens ordforråd – hendes brug af ord som ”subversivt”, ”hyperseksualiseret” og ”privatmytologisk” – som en parodi på det akademiske. Hun har, måske bevidst, taget lidt for pænt tøj på til Hagens uformelle fest. Via anmeldelserne fungerer hun som værkets overjeg eller en slags mor, som tygger junglens grovkost for læseren. Som arketypen på den gode akademiker kender Nikolajsen sin Jørgen Leth og påpeger et stilmæssigt slægtskab mellem ham og Hagen. Man kan også sammenligne Hagen og Leth på et biografisk niveau. De bevæger sig begge driftigt igennem livet og insisterer på at følge egne regler og tilbøjeligheder.

På min læsefærd igennem Jungle gør jeg ophold ved sætningen; ”At turde noget, det er skønt i mine øjne. at lægge forfængeligheden væk.”. Der er ikke ret mange voksne mennesker, der tør lægge forfængeligheden væk og svinge lidt i lianerne, for det har konsekvenser at udtale sig for frit og umiddelbart om emner som race og seksualitet. Jeg oplever selv, at jo mere jeg lærer på universitetet om postkolonialisme, autofiktion, performativitetsteori, jo sværere er det at sige og mene noget uforbeholdent. Alt kan relativeres og nedbrydes med teoretiske argumenter, og man kan hurtigt komme til at støde nogen eller lyde dum.

Der er en vis nostalgi i Hagens projekt, fordi Jungle søger bagom alt det, og jeg kan godt genkende længslen efter endnu ikke at have set og hørt for meget til at være naiv og ensporet. Bogen er en ventil for erfaringer og begær, som ikke kan retfærdiggøres udenfor fiktionens eksperimentarium. Den sætter en masse refleksioner i gang om den afstand, der ofte er imellem tanker og ord – en afstand, som kan være god, fordi det ikke er alt, man tænker, der fortjener at blive udtrykt. Men der kan også gå noget tabt i afstanden. En debat for eksempel. Der findes racistiske og sexistiske tanker i de fleste mennesker, tror jeg, og det er ikke så underligt, for det racistiske og sexistiske findes i vores kultur, og har, så vidt jeg ved, altid gjort det. Det skal vi tale om, og Hagen lægger ud.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz