7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Barregn
2560
post-template-default,single,single-post,postid-2560,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Barregn

barregn
Foto: Caleb Thal

Barregn

Problemet er, at når K har været alene en tid og igen begiver sig ud blandt mennesker, så taler han sløret og med en skamfuld mildhed. Her er ingen holdninger, kun dem han møder. K læner sig op ad dem, så tror han ikke, han falder. Som en servil hund lytter han. Det er pinlig fortænkthed, og selvfølgelig fornemmes det, jeg ved det, for jeg kender K. I aften er han taget ud. For alle ved, hvornår hvem er ude, sig farvel til de formummede og mure af mulm. Han sidder på en bar, hvor det regner, lette dråber rammer K, men han ænser det ikke, for når K er taget alene på bar, er han ophængt af spillet, de mange strenge der binder et rum sammen. Dem vil han så gerne få øje på, og han kigger ikke op. Op på væsken. K snakker med to, de to er kommet ind sammen. Halvdelen af ordene siver aldrig ud gennem skægget, det tykke hår som skjuler sår. De to går. Den glædesild der omkredser nabobordet, rammer ham ikke. Han vånder sig alene, det er K’s skjold. ”Tag en dyb indånding, K. Mærk beværtningens luft fra tusind cigaretter helt nede i mellemgulvet, lad ikke nogen gå triste hjem. Ingen skal nogensinde igen lægge hovedet på en pude med hævet ansigt.” Den indre mismod skal ud i tovene gennem udvendig rædsel. Nu vil han hjem, og udenfor står cyklen stadig, skønt han ikke låste den. Håbet svinder hen, da en mjavs kat på et tag parodierer K og jamrer lydløst med samme træk om munden. Nattens dunkle luft farer sammen over katten, så hen over ham. Missens leg med musen, den mindes sin hemmelighed. Skæbne? Slunkne barylere var fanget i en krog af øjnene, men det kunne han ikke sige til de to. Jeg tror, det er det, han tænker, i det han sætter sig op og cykler af sted. K er sulten, det ved jeg. For igen ser jeg, hvor han tager hen. I kiosk for at for at få fat på samosa på beløbet. De ryger hurtigt ned, og de er slet ikke umulige at fortære på cyklen. Han suger sine tænder, skotter mod himlen og opdager en trevl mellem kindtænder. Håret er er svedfedtet, tror han, og et franskkursus gør ingen sommer, selvom han repeterer bøjninger til sin udødelige sjæl. Nu går mine tanker til Tyskland, alt det fuglefjerne søndernede. Autobahns karsystem tager imod, pumper ud. K tager den lige vej hjem, og jeg kan lade sindet vandre. Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at han snart er hjemme. Jeg holder fraværende øje. Der er han. Nu. Han sætter cyklen i den grå gård, vugger lidt som nyligt slagtet kød i den morgen, der meget snart kommer. Kæden larmede, for hvor er den rusten. Først nu hører han hendes høje hæle slå hurra mod fortovet, et spektakel, det er jeg overbevist om, K synes. Nu op af trappen, først den forkerte nøgle, men nu inde. Og se derude! En by fedtet ind i fiskeslim. Her er stadig kristne i kirkerne og svin lidt udenfor, på gårdene. Myndighederne er forsvundet kilometer væk, men beboerne regeres af dunst. Ingen veje fører langt bort. Der er et andet lejlighedskompleks lige over for K’s, han kan kigge ind af vinduerne. K kan se skærme. Han er egentlig træt af at leve for denne dag, men han bliver siddende og betragter. Skulle han have snakket til pigen, den potentielle rendemaske? Jeg synes det, han kunne have givet det en chance. Nu er det søndag. Men de to gad jo ikke engang. Måske er det ikke sved, der har vædet håret? K mærker sig på ærmerne og buksebenene. De er også våde. Måske skete der noget derinde, han ikke opdagede. Det går skummelt til med alt det druk. Han ligger sig på ryggen, og det ser behageligt ud, men smilet er forbeholdt vovseansigtet. Det fortænkte kunne vel elimineres, få er smukke, færre karismatiske. Og forelskelsens blodsyge. Det er okay at stirre og nærme sig. Man må ikke slagte sine egne dyr på en gård, og alligevel findes mange landbrug som byder velkommen med et kranium på en stage. Man åbner munden på – lad os sige et dødt æsel – så man selv kan forestille sig skryderiet i efterlivet. Det må være Helvede, dyreskrig hører til søndernede. Der vrinskes ikke i himmerige. Æslet fra Peter Plys har fuldstændig mistet den, og man skal ikke betragte den mule længe for at forstå, at Æsel netop tilintetgør dette binære forhold. ”Jeg er ikke fed, selvom jeg har taget på”. Jeg går ud fra, K sidder og betragter sin egen mave der på kanten af sengen. Fedtet er ved at lægge sig i valke, især når han krymper sig. De fede falder tungere til jorden, når de dør. Sikke en lyd, når blævrende kød rammer stengulv med fart. De fede dør før K og mig. Og kvinder rakkes stadig ihjel. På gamle mennesker er alt spidst, og K’s morfar gik altid i shorts om sommeren. Det slog mig hver gang: ”Hvor har han spidse knæ!”. De 180 knogler vil ud til sidst og godnat.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz