7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Den fælles ensomhed
415
post-template-default,single,single-post,postid-415,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Den fælles ensomhed

lone man
Bild: Yasser Alghofily/Flickr

Den fælles ensomhed

Ensomheden og dokumentarismen har godt tag i den danske litteratur, mener kritiker Linea Maja Ernst og de to digterkolleger Emeli Bergman og Lea Løppenthin. Fællesskab, sprog og form er værnet mod at synke ned i det tabloide

Det er tæt, men på en fin måde. Sådan beskriver kritiker Linea Maja Ernst, den allerede debuterede Lea Løppenthin og den spirende forfatter Emeli Bergman det københavnske og danske litteraturmiljø.

Vi er tæt på hinanden, fordi vi kan være det. Men vi vil også være det. Det bliver de tre hurtigt enige om ved det firkantede bord på Nørrebro-baren, hvor jeg havde sat dem stævne for at tale om fællesskaber, isolation og dansk litteratur. For venskab og fællesskab er en drivkraft, en drivkraft der hjælper os med at bære ensomheden, den menneskelige ensomhed med lige så meget den skrivendes ensomhed.

Melankolien som default

Lea Løppenthin udgav sidste år den meget roste digtsamling “Nervernes adresse”. Den har Emeli Bergman netop oversat til svensk. Emeli skriver i øvrigt også lidt om bøger for Floret. Linea Maja Ernst er anmelder og skriver også om bøger, men i papiravisen, Weekendavisen. Og så er de allesammen venner.

Meget af den nyere danske litteratur synes ellers skrevet ud af en ensomhed, bliver de hurtigt enige om. En ensomhed, der blandt andet ses i det, Linea omtaler som Forfatterskolens golden age med forfattere som Bjørn Rasmussen, Josefine Klougart og Asta Olivia Nordenhof. Melankoli er et helt klassisk fundament at skrive fra, og i tilfældet Rasmussen, Klougart og Nordenhof er der også kommet nogle fantastiske bøger ud af det.

Problemet, om der er et, opstår, når melankolien bliver ureflekteret, når den optræder som modus i sig selv, frem for at litteraturen koncentrerer sig op netop sproget, sætningerne, ordene.

Nogle gange får man indtrykket af, at der er en default setting af melankolien, både tematisk og sprogligt

siger Ernst. De tre funderer lidt over, om nogle af de temaer, der dukker op i den melankolske, ensomme litteratur egentlig ikke kunne være løst over en øl med et par venner. Om vi igen er kommet dertil, hvor litteratur anvendes som en form for terapi. En terapi, som tilsyneladende ikke rigtig virker. Det griner vi lidt af.

Den dokumentariske krog

Over de sidste par år har indflydelsen fra den franske forfatterinde Marguerite Duras ikke været til at komme udenom. Nogle gange er den endda gået skridtet videre end indflydelse, som fx hos Bjørn Rasmussen. I debutten fra 2012 ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” var hendes autofiktive og megalomane sorg, som Lea Løppenthin betegner den, ikke bare til stede som stemning, men direkte citeret over flere sider.

I dansk litteratur er der endnu en meget stærk autofiktiv tendens, som vi endnu ikke er kommet helt over. En tendens, som især Løppenthin håber, vi snart kan blive fri af. “Jeg er ved at blive sindssyg,” proklamerer hun med henvisning til bølgen af autentiske jeg’er, der hjemsøger meget nyere litteratur.

”Det bliver næsten lidt perverst,” siger Løppenthin med henvisning til bl.a. Pablo Llambias, rektor på den københavnske forfatterskole, som hun følte gik for langt i sin selvudlevering i ”Monte Lema” fra 2011. Ikke hans selvudlevering i sig selv er dårlig litteratur, men netop fordi den alene var i fokus, uden formsprog, uden litteratur, som er dét, der skal være i centrum: “Jeg er også selv i gang med en dokumentarisk bog, der i høj grad er selvudleverende,” siger Løppenthin og forklarer:

Mit værn mod en tabloid-stemning er formen, altid formen, at man koncentrerer sig om at skrive gode sætninger. Jeg tror, selvudleveringen tager over, når forfatteren bliver så forhippet på at fortælle sin private historie, at han eller hun glemmer formen, når det kommer til at gå for hurtigt simpelthen.

Llambias’ ”Monte Lema” er også en af disse bøger, der forsøger at skrive sig til en form for selvterapi. En klassisk lyrisk problematik, bliver de tre litterater enige om for, hvordan kan man tale så meget, uden at det hjælper spor?

Venskabet på retur?

Men ensomhedens diktion, formsprog og klang er ikke nødvendigvis en naturtilstand i dansk litteratur. Måske er det bare en bølge af vintertid, og måske er vi på vej mod mere venskab i litteraturen.

For Bergman er det for eksempel det, der skete i udgivelsen fra sidste år, hvor forfatteren Naja Marie Aidt sammen med dramatikeren Line Knutzon og digteren Mette Moestrup sammen skrev “Frit flet”. Her var fællesskab og venskab ikke bare tematiseret, men ligefrem drivkraften. Og det samme gør sig gældende for den nye bog, som Løppenthin for tiden arbejder på. Uden den nylige fælles tur til Vietnam med ikke bare forfatterkollegaen, men først og fremmest veninden Emeli Bergman ville den nemlig aldrig have fået så meget som et begyndelsesbogstav.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at ensomheden bliver dømt ude for alvor. Ensomhed og kollektivitet oplever de nemlig ikke som modsætninger. Ensom er ikke nødvendigvis noget, man er alene.

Nordiske naboskaber


Alene er vi heller ikke i Norden. For tiden sker der nemlig en stærk udveksling af litteraturen. Vi oversætter og udgiver hinanden. Emeli oversætter Lea. Julie Sten-Knudsen oversætter Jenny Tunedal, som oversætter Julie Sten-Knudsen. Udvekslingen sker, fordi vi ligner hinanden. Vi ligner hinanden i diktionen og vores litteratur accepterer og indoptager den samme alvor, men vi er også forskellige.

Rundt om bordet er der enighed om, at den svenske poesi og prosa er mindre direkte og mere akademisk end den danske. Men så alligevel. En hyperakademiker som Wittgenstein optræder hos såvel svenskeren Jenny Tunedal som danskeren Anders Abildgaard. Men der ér altså forskel mellem de nordiske lande. De mindste forskelle ligger i detaljen og synes måske i det samme nu ikke så vigtige. For vi er jo tætte på hinanden alligevel. Fordi vi møder hinanden på gaden, på broen, på baren.

Vi vil ikke tale om en nordisk tradition, måske hellere nordiske fællesskaber, hvor poesi flyder frit over broer og sund. Ind imellem sprog og kulturer og kløfter herimellem. Vi er tætte på en fin måde, ikke fordi vi geografisk set er nære, men fordi vi kan være det. Fordi litterære fællesskaber er en gevinst. Og måske en kur mod litteraturens ensomhed.

Kommentera

1 Kommentar på "Den fælles ensomhed"

Meddela mig vid

Ordna efter:   nyaste | senaste | Flest röster
2 years 7 months ago
wpDiscuz