7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Dorthe Nors: Den første dansker i The New Yorker
1858
post-template-default,single,single-post,postid-1858,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Dorthe Nors: Den første dansker i The New Yorker

Nors, Dorthe 2008_1. Foto Simon Klein Knudsen Foto Simon Klein Knudsen

Dorthe Nors var en relativ ukendt forfatter i Danmark, indtil hun som den første dansker nogensinde fik udgivet en novelle i magasinet The New Yorker. Og i dag publicerer samme ikoniske publikation endnu en historie af den vestjyske Nors.

For få år siden var det kun få danskere, der havde hørt om forfatteren Dorthe Nors. Men i Amerika så det anderledes ud, hvor hun for alvor brød igennem med udgivelsen Kantslag i 2008. Der var altså en god mængde opmærksomhed til danskeren, da hun – som den første dansker nogensinde – fik udgivet novellen, ”Hejren”, i det ikoniske magasin, The New Yorker i 2013.

Berømmelsen i Amerika bredte sig til Danmark, hvor hun nu er på lidt fleres læber, men stadig kan leve et mere stille og roligt liv ved Vesterhavet. Nu har hun gjort det igen, og i dag udkommer endnu en novelle i magasinet, ”Kummefryseren” eller ”The Freezer Chest”, som den er kommet til at hedde i Misha Hoekstra oversættelse.

I Danmark er der udkommet seks værker af Nors, én novellesamling og fem romaner. Den første roman Soul udkom allerede tilbage i 2001 og blev skrevet på imponerende fem uger. Debuten fik noget blandede anmeldelser, og mest til den negative siden. De senere udgivelser, bl.a. Dage fra 2010, gik det noget bedre med, men som amerikanerne var anmelderne først overbevist med Kantslag.

Følelsen af at være den første dansker i The New Yorker, at være kendt i Amerika, men ikke i sit hjemland og Ingmar Bergman er et par af de temaer, jeg har lokket Dorthe Nors til at fortælle os lidt mere om i anledningen af publiceringen af novelle, Kummefryseren.

Du er den første danske forfatter til at få udgivet en historie i The New Yorker og i dag er du så udkommet med endnu en novelle, Kummefryseren, i The New Yorker. Det til trods for, at du ikke dengang, du fik din første novelle antaget i magasinet, i lige så høj grad var på den brede litteraturradar i Danmark. Hvordan føltes det pludselig at blive kontaktet af så bastant en litteraturinstitution som The New Yorker?

Det er jo først og fremmest uvirkeligt. Den første gang det skete, havde jeg godt hørt, hvor stort og prestigefyldt det var, men jeg havde ingen anelse om HVOR stort det viste sig at være. Jeg var forvirret, beæret, prøvede at følge med så godt jeg kunne. Nu hvor det er sket for anden gang – denne gang med en novelle, der aldrig har været publiceret før, ej heller i Danmark – forstår jeg bedre processen. Jeg nyder det mere. Men det var uvirkeligt første gang. Jeg græd ned i tastaturet, da jeg fik det at vide. Og det selvom, jeg ikke til fulde forstod, hvad det ville komme til at betyde. Da jeg fik at vide, at Kummefryseren nu også var antaget, dansede jeg rundt i mine uldsokker i Vedersø, og sang Yippeee-kai-ooooh.

Dine historier har et meget dansk fundament, hvad bl.a. viser sig i det, at flere foregår meget dansk specifikke steder som Frederiksberg Have. Har det betydet noget i forhold til at udkomme på engelsk, tror du? Og hvordan tænker du overhovedet det at have så stor betydning i engelsktalende lande og alligevel holde fast i at skrive på dansk?

Amerikanerne – og nu også briterne – har været meget åbne over for det eksotiske i mine noveller. Det betyder ikke så meget, hvor en novelle finder sted, hvis den beskæftiger sig med eksistentielle temaer, og det gør mine noveller. Så jeg har ikke mødt fordomme, blot en masse spørgsmål om, hvor mørket i skandinavisk litteratur kommer fra, og om det er sandt, at vi er så glade, som vi påstår i Danmark. Det, at mine bøger får lov til at leve uden for Danmarks grænser, er en stor gave for mig. Jeg oplever det slet ikke som nogen begrænsning i forhold til mit eget sprog. Jeg bor jo ikke i et engelsktalende land.

Til gengæld opfatter jeg det som et privilegium at få lov at møde læsere fra andre læserkulturer, at få del i andre skrivetraditioner og miljøer end det danske – ligesom jeg også nyder at få lov til at arbejde på engelsk. Dels i essays, skrevne interviews og op- og indlæsninger af mine noveller på engelsk, men også i samarbejdet med oversætteren Misha Hoekstra, som har oversat Kummefryseren – og Minna mangler et øvelokale, samt Dage til engelsk. 

Har du oplevet en forskel på danske og udenlandske læsere?
Jeg vil sige, at man i udlandet møder mange læsere med god læsererfaring, og man møder også andre måder at forholde sig til det at læse litteratur på. I Danmark er vi tit lidt hurtige til at dømme noget ude, hvis vi ikke forstår det, hvor jeg oplever en åbenhed over for det ukendte i de læserkulturer, jeg har mødt i blandt andet USA. Ellers er mennesker jo mennesker uanset, hvor man møder dem på jorden. De føler med teksterne, eller de føler i mod teksterne. Det kan man ikke styre – uanset hvilken læserkultur, man deler sine bøger med.

I dit essay “A Form Close to Home” skriver du om sproglige, men også kulturelle forskelle. Hvad betyder forskellige sprog og muligheden for at udtrykke sig på forskellige måder i forskellige sproglige udtryk for dig?

Jeg elsker jo det danske sprog, fordi det på mange måder er så legesygt og udfordrende, og med sin mangel på ord, hele tiden finder nye måder at sige tingene præcist på. På engelsk har man et ord til alting, og det gør sproget rigt og varieret, men også mindre ‘uartigt’ til tider. En tekst skal helst ikke ændre indhold, fordi den bliver oversat til engelsk. Man skal stadig kunne høre, at det er mig, der fører pennen, at det er min stemme, der synger, om man så må sige. Det er derfor man skal bruge professionelle, skønlitterære oversættere til at oversætte litteratur som min. Man kan ikke fra dansk – til noget sprog – slippe af sted med at oversætte direkte fra bogstavet. 

Du er blevet kendt for din novellesamling, men har ellers skrevet romaner og kortromaner. Hvilken retning kommer dit forfatteoeuvre til at tage fremover? 

Det er lidt vildt, at forestille sig, at jeg skal indskrænke mit arbejde til kun at fokusere på novellen. Når novellen blev den form, jeg blev kendt i, skyldes det jo, at novellen var så velegnet til at få oversat og udgivet i amerikanske magasiner – og ad den vej blev jeg så opdaget. Men jeg vil bestemt skrive længere værker også. Jeg er ved at lægge sidste hånd på en roman, som udkommer på Gyldendal i 2016. Samtidigt elsker jeg novellegenren – eller ”the short short” som man kalder denne kortform i USA – så højt, at jeg naturligvis vil blive ved med at skrive noveller. Også. 

Her til sidst, ved jeg, at du angiver Ingmar Bergman som dit store idol. Hvorfor?
Fordi han har den der svenske dødsforagt over for sandheden. Han ser med pivåbne øjne ind i sin egen og tilværelsens sandhed som sådan. Han var en stor (stor) kunstner, visuelt, litterært, eksistentielt – og her betvivler jeg ikke, at han ikke også har været en røverkarl, men det ene udelukker sjældent det andet.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz