7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
En hoarder holder hof
18225
post-template-default,single,single-post,postid-18225,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

En hoarder holder hof

Foto: Sigrun Gudbrandsdottir

En hoarder holder hof

Signe Gry Nielsen

Forlaget Gladiator fortsætter deres Schade-serie, og som led i den udkom for nyligt debutanten Nadia El Saids Jeh suiz un alma. Udgivelsen beskrives som et bog-objekt og er lavet i samarbejde med elever fra Krabbesholm Højskole. Det er en grafisk flot bog, som består af tekst i sort og rødt med fotokopier og fotos. Her hersker identitetsleg, tunge troper og sprogligt genbrug. Grundlæggende stilles der spørgsmålstegn ved navnets betydning og sprogets kategoriseringstrang.

Nadia Josefine El Saids debut nikker i forskellige retninger af det, man lidt løst kunne kalde avantgardepoesi, og det fremstår som et værk med en indædt modstand mod kategoriseringsmaskiner og fastfrosne identitetspositioner. Måske henviser titlen til det berømte Rimbaud-citat je est un autre, som man gennem litteraturhistorien har udråbt til markeringen af det åbne sår i det moderne individs eksistens: Jeg er så fremmed og så indhyllet i andethed, at selv den grammatiske bøjning af min identitet må forskubbes. Hos El Said er det så bare ortografi og navngivning, der leges med. I teksten findes citater af Gertrude Stein, sproglige indlæringsøvelser, som vi bl.a. ser det hos den koreansk-amerikanske digter Theresa Cha og en dialogscene, der i den grad mimer strukturen i Athena Farrokhzads Vitsvit. Fabrikationen af recirkuleret sprog og form spiller altså en ikke uvæsentlig rolle her, ligesom bogen selv fremhæves som råt fabrikeret materiale, der skal sprættes op. Både forfatteren og grafikerne på Krabbesholm skal have ros for at have lavet en flot bog: helt simpel og straight, som man finder det i 60’ernes grafisk stringente udgivelser og med en font, der minder om skrivemaskinens. Derfor kunne man måske også med en vis retfærdighed sige at udtrykket er en smule nostalgisk, og denne nostalgi ligger ikke kun i det grafiske udtryk, men har også en betydning for, hvordan værket fungerer i og for sig selv. Det lyder måske lidt kontraintuitivt, at en samling eksperimenterende lyrik skulle være nostalgisk, men bogen bærer præg af en udtalt samlermani, en hoarden uden lige, i brugen af og inspirationen fra blandt andre de ovennævnte forfattere. Det skaber en lyrisk collage af Greatest hits, en række sekvenser af skrivestile og -metoder, der i et eller andet omfang har haft betydningen for forfatteren.

Det er forståeligt, at et værk i denne genre bestræber sig på at være bevidst om at rekonstruere, recirkulere og stille spørgsmålstegn ved misforståede originalitetskrav. Men her er begejstringen for det allerede skrevne ofte i fare for at kamme over i en lidt forceret leg med mestrene, fx i en linje som ”nom de guerre? nom de grr? nom des fleurs. du mal” med henvisning til Baudelaires hovedværk eller i denne ”Nåh, i det mindste er det ikke en rose” med henvisning til Gertrude Steins berømte ”A rose is a rose is a rose”. Det fremstår umotiveret og virker irrelevant for læseren, selvom det muligvis har været sjovt for forfatteren at lege med.

Teksten arbejder med en masse genkommende materialer. De fysiske: Træ, hår, mælk, tråd, og de sproglige: navneord, egennavne, pronominer. I de 6 afsnit (navnene, ordne, stolene, trærne, håred og vævning) tematiseres titlerne i større eller mindre grad, men teksten laver den lidt pudsige manøvre at tematisere materialerne og formgivningen af dem uden at give en meningsbærende form til sig selv. Vi har at gøre med nogle ret tunge troper, som har deres ophav i den store historie om Digtning: forestillingen om det kunstfærdigt vævede sprog (textus er vævning på latin), om materialet, det konstruerede og designede (repræsenteret ved træerne og stolen), om kroppen der flyder over med mælk og er hjemsted for det viltre, men også kultiverede, flettede hår. Det man oprigtigt kan savne er en komposition, der spiller mere sammen med de tematiske berøringsflader; en mere organisk og fleksibel struktur, der binder og holder dem sammen. Den måde de mange troper optræder på, gør, at begreberne ind i mellem virker som grebet ud af universets store digtkrop, og at de i for ringe grad eksisterer på egne præmisser i den specifikke kontekst, de indgår i.

Der er mere frigjorte tekster, hvor sproget fungerer bedre og hvor der opstår nye, interessante sammenhænge og følelsen af at træde ind i et mere åbent digterisk rum. Her i afsnittet trærne: ”den tydelige mur af vide trær. Sætter deres skud i integrerede børnehaver / de spiser. Bløde korn / de udveksler dem selv og deres våben og systemer i skovens dybe ro / frygtsomme vækster i en træplantage. / de ofrer hinanden. i moser og butikker.” (Citeret henover ryggen på opslaget). På flere af bogens opslag kan man med fordel læse både horisontalt hen over ryggen og mere traditionelt: side for side). Der sker nogle fine og mystiske forvandlinger med de træer, og stemmeføringen er her både mere egenartet, foruroligende og uforudsigelig.

Tematiseringen af navnet som identitetsmæssig konstruktion finder bl.a. sted gennem en leg med El Saids eget navn, og vi får med fotokopierne dokumentation for, at hun har taget navneforandring. På forflappen står forfatteren angivet som Nadia Josefine El Said (f. 1977), mens hun på bagflappen hedder Alma Josefina El Said (f. 2011). Årstalsangivelsen er det mest velfungerende toungue in cheek-påfund i bogen, ikke alene fordi det er absurd, men også fordi det kommer til at fungere som en intelligent og sjov kommentar til den kritik, der ofte føres mod eksperimenterende kunst inden for alle genrer: ”en femårig kunnet have skrevet den her bog/malet dette billede/danset i denne forestilling!”.

Det er ærgerligt at det visuelle og det tekstlige ikke er mere integreret i hinanden end tilfældet er. Fotos og fotokopier er anbragt bagerst i bogen og får lidt præg af at være et appendix frem for at være en del af det samlede udtryk.

Udover at være skeptisk over for brugen af de tunge troper og den formmæssige håndtering af dem, bliver jeg lidt i tvivl om El Saids leg med identiteten: hvad siger den, og hvor bringer den os hen? Fra ét navn til et andet, ja, men navnet er iscenesat som helt og holdent tilfældigt og gennemsigtigt. For mig at se begynder projektet først rigtigt at blive vedkommende dér, hvor teksten når ud over det tilfældige i sproget og identiteten og støder på ét eller andet, der insisterer. Noget der ikke bare er udskifteligt, men som vil læseren andet og mere end at pege på altings kontingens. Denne mangel tror jeg bl.a. handler om at teksterne savner deres egne præmisser at tale ud fra, en mere fokuseret optik, hvor det der er nødvendigt for tekstens indre logik spiller en større rolle end altings gennemsigthed. Derfor kan svaret måske i dette tilfælde ligge i de mere frigjorte tekster, som ikke er alt for præget af de øvelser, der udspiller sig mellem mester og lærling, og som ikke er alt for fastlåst i recirkulationens sproglige karrusel.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz