7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
En indsats for samtalen
3771
post-template-default,single,single-post,postid-3771,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

En indsats for samtalen

11895118_10153519331998926_1270513302885161196_o

Richard Ford og Colm Tóibín i samtale med Synne Rifbjerg som moderator. Foto: Louisiana

En indsats for samtalen
Om det er mellem forfattere og forfattere, forfattere og publikum eller publikum og publikum gjorde Louisiana Literature endnu en utrættelig indsats for at få folk til at tale sammen.

For mig er Louisiana Literature er et af sommerens absolutte højdepunkter og har været det i de seks år festivalen har eksisteret. Som det så ofte er med den form for tilbagevendende begivenheder, knytter der sig for mig en række traditioner til det at tage til Louisiana Literature. En af de traditioner er, at jeg altid bliver skuffet, når jeg ser programmet for første gang. Jeg er godt klar, at det nok ikke er en tradition for særlig mange af dem, der læser denne artikel, men sådan forholder det sig nu altså for mit vedkommende.

Naturligvis er der navne, der vækker genkendelse, men jeg bliver altid overvældet over, hvor stor mængden af navne, jeg ikke kender, er. I stedet for at glædes over, at Louisiana Literature har fingeren mere på pulsen end jeg selv, har jeg en tendens til at føle det som noget skamfuldt, at jeg er nødt til at google halvdelen af de gæstende forfattere for at få et overblik over programmet. Derfor var det, endnu en gang, med blandende følelser, at jeg i weekenden tog turen til Humlebæk, og endnu blev samtlige negative følelser i blanding gjort til skamme.

Vrængende sydstatshumor
Jeg får næsten altid de største oplevelser hos de forfattere, jeg ikke kendte i forvejen. I år var en af disse forfattere Rachel Kushner. Den amerikanske forfatter læste torsdag aften højt af i sin anden roman Flame Throwers og det gjorde hun med en indlevelse som jeg sent vil glemme. Hendes vrængende sydstatsaccenter hæftede et liv og en humor til ordene, der stadig hænger fast, når jeg læser dem nu.

Hendes humor viste sig ikke kun at række til oplæsningen, men gjorde sig også i høj grad gældende i hendes samtale med digteren Kenneth Goldsmith. Goldsmith har lavet en art genskrivning af Walther Benjamins Passageværket med New York som udgangspunkt i stedet for Paris. I samtalen mellem Goldsmith og Kushner talte Goldsmith, lidt højtravende for Kushners smag, om Passageværket_ som den perfekte bog, fordi den i abstrakt forstand aldrig kunne blive færdig. Til det konstaterede Kushner tørt, at Benjamins værk ikke blev gjort færdigt, fordi Benjamin begik selvmord.

Spansk-dansk-kinesisk
Forfattersamtalerne er for mig uden sammenligning det mest interessante ved Louisiana Litterature. For nok var det en oplevelse i sig selv at høre så forskellige forfattere som Rachel Kushner, Kenneth Goldsmith, Colm Tóibin og Ngugi wa Thiong’o læse op i forlængelse af hinanden, men det er i samtalerne mellem forfatterne, at festivalen virkelig skinner.

Kushner og Goldsmiths samtale om internettet som et abstrakt digt var intellektuelt udfordrende, mens Colm Tóibins snak med sin underviserkollega på Colombia University, Richard Ford, var varm, morsom og meget personlig. Den samtale, der gjorde det største indtryk på mig, var dog samtalen mellem kinesiske Yan Lianke og cubanske Leonardo Padura.

Da ingen af de to forfattere talte engelsk, foregik samtalen med ikke én, men to tolke. Peter Adolphsen var moderator og oversætter til og fra spansk, mens Laura Dombernowsky fungerede som tolk for Yan Lianke. Samtalen foregik således, at Adolphsen stillede spørgsmål til Padura på dansk som han derefter oversatte for ham. Padura svarede så på spansk som Adolphsen oversatte til dansk, så Dombernowsky kunne oversætte svar og spørgsmål til kinesisk for Lianke, og herefter oversætte hans svar til dansk og så fremdeles.

Hvis det lyder forvirrende, så er det fordi, det var det. Bare det, at tanken om at facilitere så fantastisk forvirrende en samtale, er blevet tænkt, siger noget om, hvor dedikeret en festival Louisiana Literature er. Det er dybt beundringsværdigt, hvad festivalen gør for at få folk til at tale sammen. Det kunne vi vist alle lære noget af.

Russisk Edith Piaf
En anden, der overskred alle tænkelige grænserne mellem sprog og kultur, var russiske Ljudmila Petrusjevskaja. Den 77-årige forfatter, der bijobber som kabaretsangerinde, optrådte som begge dele på festivalen, og her var det især hendes sprudlende kabaretkoncert, der står skarpt.

Koncerten var et kaos af franske, russiske og polske sange samt et forsøg på en engelsk sjæler, der vist blev for vanskelig, så hun slog over i en russisk version af Edith Piafs “Non, je ne regrette rien”. Iført lange, sorte gevandter, overdimensioneret hat og ditto smykker valsede Petrusjevskaja æggende rundt, mens hun skiftende flirtede med publikum, hundsede med sine musikere og forlangte varmt vand at drikke af sin danske oversætter. Forbilledligt!

Havde man en dårlig undskyldning for ikke at have taget turen til Humlebæk i løbet af weekenden, kan man trøste sig med de fremragende lydturer, der kan findes på Louisianas hjemmeside. Her har blandt andre Kenneth Goldsmith, Colm Tóibin og Lars Frost skrevet tekster, der akkompagnerer værker som Asger Jorns ”La Double Face” eller Henry Moores ”Two Pieces Reclining Figure No. 5”. Man kan også vente på, at videoerne fra årets arrangementer bliver lagt op på Louisiana Channel, men det ville min egen tålmodighed næppe kunne holde til.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz