7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
En ordentlig mundfuld smager lidt af det samme
18945
post-template-default,single,single-post,postid-18945,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

En ordentlig mundfuld smager lidt af det samme

En ordentlig mundfuld smager lidt af det samme

Af Josefine Højholt

Da jeg var (endnu mere) ung og grøn og gik i gymnasiet, præsenterede min far mig for et interview med Lone Hørslev i Ud & Se.

– Måske er det noget for dig, sagde han.

Interviewet drejede sig om Hørslevs nye udgivelse Jeg ved ikke om den slags tanker er normale med undertitlen ”Skilsmissedigte”. Jeg havde absolut ingen erfaring med skilsmisse, jeg var ikke engang skilsmissebarn. Alligevel slugte min læsende ånd interviewet i glubske mundfulde, jeg bestilte digtsamlingen og begyndte at skrive digte i toget på vej til skole.

I interviewet snakkede Hørslev om at røre sin læser, om kommunikationen mellem forfatter og læser. Jeg følte mig velsignet af Hørslevs egen skrivende hånd. Jeg fremførte sågar en monolog over et af skilsmissedigtene på det teaterhold, jeg gik på. I en sommerferie læste jeg romanerne Sorg og camping og Naturlige fjender, senere fik jeg digtsamlingen La’os i julegave, og endnu senere hørte jeg den historiske roman Dyrets år på lydbog.

Og nu sidder jeg så med Hørslev i et nyt format: ”20 noveller fra dér hvor livet bliver lidt for meget. Eller lidt for lidt”, som der står bag på bogen En ordentlig mundfuld. Og på én eller anden måde føler jeg mig ikke rørt eller grebet. Hvordan kan det være? Er det mig eller Hørslev, den er gal med? Har min læseånd skiftet smag? Var den piedestal, jeg i sin tid satte op til Hørslev, uretfærdigt høj og uoverstigelig?

Jeg har søgt at finde nogle forklaringer i bogen. En masse (tilsyneladende) forskellige stemmer taler om det (tilsyneladende) samme. Skilsmisse, flytning og at være en dårlig forælder er genkommende temaer. I dette tunge mørke (altid oplyst af Hørslev-humor) findes oaser af lys, lethed, lykke, forhåbning om en bedre fremtid og følelsen af, at lige nu er alting alligevel til at bære.

Mørke og lys erstatter hinanden uforudsigeligt og selvfølgeligt, som vejret skifter. I novellen ”Paradis” er hovedpersonen i ét øjeblik lykkelig, fri og nøgen i en sommerhushave, i det næste løber hun skræmt tilbage til huset, efter at en højst ubehagelig mand i jagttøj er dukket op og har kaldt hende ”luder” og forgrebet sig på hende.

Novellesamlingen slutter i en oase af lys. Her optræder også en nøgen mand, der spiller klaver for åbne vinduer i december. En kvinde sidder og lytter og forsvinder, efter et par besværlige tanker om sorg og død, ind i en behagelig tilstand af stille nærvær. Hun tænker (lovlig patetisk): ”Kærligheden er bare. / I ordene, musikken, fantasien og livet, og oppe under loftet svæver englene.”

Novellesamlingens karakterer søger alle lyset og forsøger at frigøre sig fra mørket. De klæder sig af, de græder, de griner, de drikker, de kommer, og de søger nye bekendtskaber i dette forsøg.

Skæbnefællesskabet er et tydeligt motiv. I ”Laksegade” onanerer en tv-kok bag sit forklæde til synet af sin spisende genbo i vinduet overfor. Det er følelsen af at være ”forbundet af en særlig sammenhæng han ikke kunne gennemskue”, som driver værket. Tv-kokken tænker, mens han nærmer sig sit klimaks: ”Måske er vi alle forbundne. En del af samme myretue, brikker i det samme spil, måske banker vores hjerter i takt.”

I ”Lige om lidt bliver alting meget sjovere” (som er den første og min personlige favorit-novelle) søger hovedpersonen forgæves dette skæbnefællesskab. Hun har hevet sine børn med på en regnfuld og mislykket ferie i Tyrkiet og møder den næstsidste dag en anden mor med sine børn. De har haft en ligeså skod ferie, fortæller moren, og jeget bliver ”så glad for at møde en ligesindet, jeg havde lyst til at kaste mig om hendes hals selvom vi slet ikke kendte hinanden. Jeg havde lyst til at blive bedste veninder med Iben, jeg havde lyst til at betro hende alt.” Men da hun spørger, om Iben vil med ned at have en drink, bliver hun klart afvist med den begrundelse, at Iben ikke er ”sådan en der drikker”. Og så er jeget alene tilbage på hotelværelset igen med sin kæmpeflaske vin og sine drømme om en filminstruktør, der kan tage hende væk fra det hele, inklusiv den voldelige kæreste derhjemme.

Lys og mørke og en række karakterer flettet ind i hinanden. Spørgsmålet er nu, om dette skæbnefællesskab er lige lovlig tæt? Hvis de 20 stemmer i novellen i virkeligheden taler om det samme, hvorfor er der så ikke bare én? Ligesom Hørslev står og spejler sig på forsidebilledet, får jeg også fornemmelsen af, at novellernes stemmer spejler hinanden. Det er som at gå ind i spejlkabinettet i Tivoli: Jeg er forvrænget i et hav af underlige udgaver, men de er allesammen spejlbilleder af… mig. Selvom novellerne har ganske forskellige udformninger – forskellige hovedpersoner med forskellige køn og seksualiteter, fra forskellige samfundslag og med forskellige livssituationer og udfordringer – så handler de om det samme. Det er selvfølgelig hele fidusen og næppe noget, der kommer bag på Hørslev. Alligevel synes jeg, det er fair at spørge, om En ordentlig mundfuld ville have grebet mig mere ærligt og rørende, hvis Hørslev havde givet den én stemme fremfor 20 i forklædning? Eller om hun eventuelt kunne have serveret en lidt mindre mundfuld, sådan at stemmerne ikke gentog hinanden så meget? Det er bare nogle spørgsmål fra en ydmyg Hørslev-fan, der meget gerne vil røres.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz