7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
En pinefuld nydelse
18773
post-template-default,single,single-post,postid-18773,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

En pinefuld nydelse

EN PINEFULD NYDELSE 

af Mie Anna Obbekær

Hermann Ungars De Lemlæstede er som en krop i forrådnelse. Den udsender en fæl lugt, men udgør et fascinerende syn.

”I sytten år kom han knap ud blandt mennesker. Således blev han usikker, når han en sjælden gang skulle lave noget andet, end han var vant til.”

Bankfunktionæren Franz Polzer er ængstelig og pertentlig. Han lever en passiv og asocial tilværelse med gentagende tvangshandlinger. Han mistænkeliggør menneskene omkring sig og er i konstant beredskab. Han er i alle situationer i konflikt med sig selv og romanens resterende karakterer, og det er denne konflikttilstand, der driver romanen frem.

På trods af Polzers ufrivilligt selvdestruktive og håbløst dysfunktionelle karakter, fascineres jeg af ham. Han har en evne til at frastøde og tiltrække på samme tid. Jeg bliver provokeret af hans passivitet og håbløshed, men opmuntres af det tragikomiske ved hans evne til gang på gang at havne i fornedrende situationer. Og jeg pines ved at læse de ydmygende situationer, men bliver ved, fordi jeg vil se, hvor galt det kan gå.

Polzers uduelighed bliver især tydelig, da hans værtinde indleder et seksuelt forhold med ham. Selvom han frastødes ved synet af hende, stritter han ikke imod, når hun tager om hans lem og tvinger en udløsning frem. Polzer fyldes med skam og afsky. Han ligger på gulvet, tømt for sæd, og stirrer på billedet af Jomfru Maria, der hænger over hans seng. Episoden er meget pinefuld for Polzer, men jeg nyder at læse den, og den nydelse skammer jeg mig over. Polzers pinefulde nydelse overføres på den måde til mig. Jeg nyder sprogets kynisme og kølighed. Det er skarpt og morbidt; det nærmest håner Polzer. Det holder sine ofre ud i strakt arm, som en slagter med sit kød. For eksempel når Polzers værtinde Fru Porges beskrives:

”Allerede foran tantens skygge, ligesom foran fru Porges, pinte den forfærdelige tanke ham, at denne nøgne krop ikke var lukket. At den i en grufuld sprække gabte bundløst. Som åbent kød, som hudlapperne langs et flosset sår. Han nægtede at se billeder og statuer af nøgne kvinder i gallerierne. Han havde ikke lyst til nogensinde at berøre en kvinde. Det forekom ham, at der måtte være en urenhed og modbydelig lugt dér.”

Polzer har et traumatiseret forhold til sin og andres seksualitet. Han er især frastødt af kvinder. Da han var dreng, overværende han et incestuøst forhold mellem sin far og tante. Denne oplevelse har cementeret sig og gjort ham angst. Men selvom han finder ubehag ved kvindens krop, takker han ikke nej, når hun nærmer sig. Han bliver tiltrukket trods sin afsky. Han stivner i frygt, men formår alligevel at få udløsning. Der er igen en dobbelthed af nydelse og foragt. En selvpinende forløsning. Som når han møder tjenestepigen Milka på trappen:

”Engang mødte han hende på den dunkle trappe. Han trykkede sig til muren i en mørk niche, hvor Frelseren hang på et trækors. Han kunne ikke undslippe længere. Hun kom op til ham, og hun lo, for hun så, at han frygtede hende. Hendes hænder greb fat i ham. Han bevægede sig ikke. Hun fumlede ved hans knapper. Polzer sitrede. Hun greb hans køn. Milka lo, da hans sæd kom, og gav ham et slag, så han vaklede.”

Den sitren, som Polzer oplever i gyden med Milka, gennemsyrer romanen. En sitren som jeg både forstår som frygt og begejstring. Polzers oplevelse på trappen er uden tvivl frygtelig, men der er samtidig en begejstring til stede. Måske ligger begejstringen nærmere i sproget end hos Polzer. Konstateringen af, at Frelseren er til stede på trappen, er kølig og bliver komisk i sammenligningen mellem den passiviserede Frelser på korset og Polzer på trappen. Jeg læser en begejstring i sprogets kølighed, som om det nyder Polzers pine. Men det er også min egen begejstring over de afmålte sætninger, der blander sig. Jeg oplever en sitren i læsningen af romanen. Jeg er begejstret over sproget, men jeg skammer mig over begejstringen, fordi den er forbundet til Polzers elendighed. Jeg skammer mig over at nyde Polzers gentagende ydmygelser. Jeg skammer mig over at nyde det morbide sprog, der håner sine karakterer. Jeg tiltrækkes af det elendige, og det skammer jeg mig over.

Jeg konfronteres med en nydelse, og jeg konfronteres med skam. Om Ungar forsøger at fortælle mig, at det er universelt menneskeligt at føle sådan, er jeg ikke klar over. Men De lemlæstede er et fascinerende indblik i menneskets selvfornedrelse. I hvordan forsøget på at kontrollere drifterne leder én længere ned i støvet. I hvordan mennesket fører sig selv i fordærv. Det er fascinerende læsning. Og det er fascinerende at opleve sin egen nydelse og skam gå i ét. Sproget evner at beskrive fornedrelsen indgående og morbidt. Og læsningen bliver så fysisk, at Polzers ambivalens bliver min.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz