7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Et fartøj på vej ingen steder hen
3735
post-template-default,single,single-post,postid-3735,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Et fartøj på vej ingen steder hen

14929301809_da44cf5e42_b Foto: Markus Spiske

Et fartøj på vej ingen steder hen
Jeg ligger og venter på Bjørk. Det er blevet svært at ligge på ryggen nu. Tyngden af barnet, der presser mod alt inden i mig, en tung fornemmelse i mellemgulvet. De store arterier bliver udsat for pres, ikke at de lukkes helt, men jeg må vende mig om på siden, så der igen er fri gennemstrømning. Jeg forestiller mig blodet, en indvendig flod i et rørsystem af blåt væv, endelig fri til at fosse af sted.
Barnet ligger og skvulper i sin spændte pose af hud foran mig. Lægger jeg hånden under maven, som holdt jeg om mig selv på den måde, ligger rygraden i min hånd. Barnet er nærmest kun rygrad. Ved hvert lille skvulp, for eksempel nu hvor barnet hikker, mærker jeg ryggens rundede perlekæde. Hver dag lidt mere tydelig, de små tapper på ryghvirvlerne spidser til. Armene og benene foldet, en lille mumie, endnu ikke født, endnu ikke død, de uregerlige lemmer, en viljeløs spjætten, kroppens evindelige gøren opmærksom på sig selv.
Barnet er endnu et hjerte i min krop. Jeg hørte det så tydeligt forleden, signaler fra en fjern galakse, hjertet der tikkede af sted, og igennem universets susen, bag den hastige tikken, min egen langsomme puls. Uløseligt forbundet er jeg til det barn, spundet ind i den samme hud, vi, en kokon.
”Hilde.”
”Hilde.”
Nu kommer hun og henter mig, Bjørk, hun holder i bilen på gaden.

Blæsten trækker i min frakke, som var den en fane, der blafrer og varsler noget stort. Jeg er lige nået hen til bilen, som Bjørk har parkeret lidt længere nede ad gaden, da et vindstød splitter frakken ad, knapperne springer til alle sider og fremviser kroppen.
”Hilde!”
Bjørk rækker hænderne frem som for at gribe efter noget. ”Hvad er der sket med dig?” råber hun gennem blæsten.
”Jeg er ved at lave et menneske,” råber jeg tilbage og forsøger at samle frakken omkring mig, men vinden tager til, den giver ikke slip, når den først har fået fat.
Bjørks hår står i en sky omkring hendes ansigt, og pludselig kommer regnen. ”Du skal have et barn,” siger hun. Håret er gyldne slanger, der snor sig omkring ansigtet, en lokal hvirvelvind hærger i det lille område, der er hende.
”Vil du ikke åbne døren for mig?” spørger jeg.
”Selvfølgelig,” siger Bjørk med en anderledes stemme og leder efter noget i lommen. ”Åh, men jeg forstår ikke noget. Nå, nej, nøglen sidder jo i tændingen.”
Inde i bilen går hun i gang med at rode rundt på forsædet. Men nu pisker regnen iskoldt ned, vandet løber ned ad min hals, og jeg banker på vinduet. ”For helvede, Bjørk, luk nu for fanden op.”
Gennem det duggede glas et sammenbidt ansigt. Så læner hun sig helt frem og låser op.
”Det er fordi han ikke nåede at rydde op i bilen, inden jeg fik den,” siger hun. ”Jeg skal bare lige have de her poser om bagi.”
”Det er da lige meget.”
Hun skubber de sidste ting ned på gulvet. ”Jeg er også pisse ligeglad, vi skal bare af sted. Du må træde på dem, hvis du vil.”

Hele vejen ud af byen sidder hun så langt fremme i sædet, at jeg begynder at mistænke hende for at have problemer med synet. Når hun ikke fokuserer på trafikken, piller hun ved instrumentbrættets knapper, eller hun tørrer ruden med sit frakkeærme. Vi når helt ud til motorvejsnedkørslen, før hun taler.
”Sæt lige noget musik på.”
Jeg gennemroder handskerummet for at se, om der skulle ligge nogle plader. Sikkerhedsselen strammer, jeg kan næsten ikke få vejret. Der er mere trafik, end jeg havde troet, der ville være. Regnen buldrer på taget, vinduesviskeren hyler.
”Nej, bare radio,” brummer hun ud mellem tænderne.
Efter at have drejet på knappen en tid ramler jeg endelig ind i en station med musik. Bjørk er nået ud i midterbanen. Små rystelser, høj fart, utroligt så hurtigt den bil kan køre.
”Synes du, det er mærkeligt,” spørger jeg, ”at jeg skal have et barn?”
”Nej, det er ikke dét, der er mærkeligt. Vi har vel den alder.”
”Men hvad er det så, der er mærkeligt?”
”Bare at jeg ikke vidste det. Jeg prøver at forestille mig, at jeg var dig. Jeg er ret sikker på, at jeg ville have fortalt dig, hvis jeg skulle have et barn.”
”Vi er forskellige.”
”Ja.”
Der er et hul i regnen. Bjørk har brug for en sodavand, siger hun, og kører af motorvejen ved en tankstation. Noget i mig spejder efter lastbilchaufførerne. Noget i mig tænker på at køre baglæns.
”Men på den anden side,” siger Bjørk og kæmper med bildøren i den hårde vind, ”hvem kan overhovedet forestille sig, at de er en anden? Hvornår bliver jeg moster?”

Vi fortsætter sydover. Indimellem må vi køre så langsomt, at det føles, som om vi er gået i stå. Der er en måned, til barnet kommer.
”Kan vi dele det lidt?” spørger Bjørk, da himmelen pludselig flækker, og et lyn farer hen over den grå skov foran os. Hun tramper på bremsen. Bilen standser øjeblikkeligt. Så følger et stød, da bilen bagved rammer os.
”Åh, fanden, Hilde, nej, nej, nej.” Bjørk løsner sikkerhedsselen og er på vej ud af bilen. Inden hun når så langt, kører bilen bag os hårdt op i os igen. ”Hilde, du må ud, du må ud nu,” råber hun.
Med en voldsom bevægelse, der bliver forstærket af endnu et stød, kaster hun sig over mig for at løsne min sele. Hendes hænder kæmper med spændet, min krop, hård som sten.
”Jeg kan ikke beskytte dig, Hilde, du skal ud nu, du skal ud nu,” puster hun og klamrer sig til mig. Et kæmpemæssigt dyr, modhager på arme og ben.
”Så slip mig dog, du kvæler mig jo,” gisper jeg.
Foran os kommer autoværnet og marken os i møde med en skurrende lyd. Så giver autoværnet efter, og vi skrider udad og nedad. Bjørk, som endelig har sluppet mig, stamper forgæves efter bremsen og rammer i stedet speederen. Så hviner bilen, så stopper bilen, så ikke mere.

Vi står i sølet på marken, to levende mennesker, som holder i hinanden. Hendes ansigt er strimet af regnen. Hendes øjne, to gule planeter. ”Gå ikke fra mig.” Snottet løber i et ellevetal ud af næsen.
Jeg er så tung.
”Bliv på benene, bliv her.”
”Vi kan ikke være her, her er jo ingenting,” hyler jeg.
Den intense lugt af gummi og lyden af knurrende metal, der ringer i mit hoved. Med et hårdt ryk forsøger jeg at trække mig fri af Bjørk, men hun følger efter. Vores tøj er gennemblødt.
”Vent lidt,” trygler hun, ”vent bare et lille øjeblik.”
Jeg vil ikke vente, jeg vil ikke vente, jeg vil væk.
Det sidste jeg ser, er Bjørk der vinker.

*
Og nu er vi her. Jeg er et fartøj på vej ingen steder hen, anbragt på et leje og besat. Nogen har skyllet tøjet af mig. Alle mine udposter er invaderet. Det lille hjerte i min krop er ikke længere lille, det har overtaget. Jeg er én stor muskel, der pumper.
Ved siden af mig Bjørk.
”Der er en pause nu,” siger hun.
”Det går alt for stærkt,” siger kvinden i kitlen, hun er sikkert sygeplejerske, eller måske er det jordemoren.
”Så stop det dog,” hører jeg mig selv hyle.
”Rolig nu.”
”Tag den her.”
”Hvad?”
”Gør det nu bare. Sådan der.”
”Hvornår kan vi gøre noget?”
”Ingen rører mig, hører I, ingen rører mig! Få det til at gå væk, ingen rører mig.”
Stemmerne rekylerer mellem væggene.
”Det er for tidligt.”
”Mærk lige her.”
Nogen roder rundt mellem mine ben. Bjørks ansigt helt tæt på. ”Nu slapper du altså af.” Hendes næse mod min næse, hun niver mig i kinderne. ”Hører du, slap så af. Det er ikke kun dig, det her handler om.”
Fra et sted i rummet hører jeg kroppen, en serie h-lyde og nogle med u. Hjertet er lavet af et særligt væv, der ulig de almindelige muskler, er afsindig stærkt. Se bare: igen forsøger det at kvæste personen på lejet, det trækker sig sammen, som forsøgte det at blive til næsten ingenting, et lille bitte punkt på briksen.
”Jeg har lyst til at slå hende.”
”Der kommer en læge.”
”Hold hendes hånd et øjeblik, hun prøver at, ah …”
”Nu kommer lægen.”
Hvis hun ikke flytter sig lige nu, sparker jeg hende i hovedet.
”Ja, sædestilling.”
”Bestil en tid.”
”Det skal nok gå.”
”Gu’ gør det ej.”
”Jo.”
”Patienten er i chok.”
Jeg er i chok. På en måde er det beroligende at vide. Jeg behøver ikke forholde mig til noget, jeg er skør. Nu sker det bare, eller også sker det ikke, hvad ved jeg?
Der er ved at ske noget. Bjørk holder mig i begge hænder. ”De skal til at gøre dig klar,” siger hun.
”Sig til dem, at de skal få det til at gå væk,” mumler jeg inden hjertet trænger mig ud af kroppen igen, ud i rummet.
Jeg tænker på dem, der er ved at dø, dem der ser sig selv ligge på et leje. De hænger over den døende krop og kigger ned. Og ja, ja, jeg er ikke død, men jeg er i chok, mentalt er det næsten det samme. Det almenes ophør. Fra nu af er der kun noget andet, og dette andet sker hele tiden. Det er et spørgsmål, om jeg overhovedet kan opfatte det. Jeg er, i dette øjeblik, vild.

Med et tæppe har Bjørk lavet en hule hen over mit hoved. Engang imellem løfter hun tæppet og kigger ind til mig. Hvor lang tid, der går imellem, kan jeg ikke sige. Jeg ligger så krum, som jeg kan, omkring den onde mave. Når den pulserer, lukker jeg øjnene. Jeg er ikke kun maven nu. Jeg er lænden, ballerne, lårene, hele den nedre del af min krop er jeg.
Hun siger, at de er ved at gøre en stue klar. Det er slet ikke et tæppe, hun har lagt over mig, det føles bare sådan, det er en maske, jeg har for næsen. ”Sug,” siger hun. ”Det er godt for dig.”
Øjeblikket efter siger hun, at nu kører vi. Og det gør vi. Jeg triller af sted i min seng på vej til en stue, hvor noget nyt vil ske. Jeg har en anelse om, hvad det er, mere skør er jeg ikke, og alligevel ved jeg ingenting. Barnet er endnu ikke løsnet fra min krop, hvordan skulle jeg kunne sige noget med sikkerhed?

Det tager en halv time. Jeg mærker ingenting. En slange er ført ind i ryggen på mig, og gennem den drypper en bedøvende væske. Ikke kun følelsen af kramperne er forsvundet, chokket er også væk.
Jeg ligger og ser ud i den lille operationsstue på det hvide mandskab, som ikke bliver forstyrret af noget. De er på en mission. Jeg er splittet i to af et sejl, som er rejst midt på min krop. På den anden side af sejlet: uviden. Ved siden af mig: Bjørk i tøj af papir. Omkring håret en grøn hætte. Nogen skubber til maven fra siden, og så trykker de på den ovenfra.
”Det er næsten fire uger for tidligt.”
”Den er stor nok. Det tror jeg.”
”Det tror jeg også.”
”Men vi kan ikke vide det.”
”Vi må vente og se.”
”Tror du, det er en …”
”Dreng.”
”Pige.”
Bjørk klemmer min hånd. Det kan jeg mærke.
”Nu kommer det.”
Gennem maske og briller stråler koncentrationen fra den høje kvinde mod bylten, som suger opmærksomheden til sig. Kun lige ankommet, allerede sugende.
Kvinden går gennem rummet, snart vender den ene, så den anden på stuen sig i samme retning, de er bestemt til det, også jeg, som ligger med maven gabende, jeg er med derovre i hjørnet, hvor tre personer nu står bøjet over et lille leje.
Her ligger barnet. Det vrider sig i akavede, næsten nervøse bevægelser. En blå arm løsnes fra kroppen og trækker sig så tilbage til kroppen med et sæt. En knyttet hånd, benene stadig foldet sammen, men nu trukket ud af lægen, der måler, skønner og vejer. Nu glider kroppene fra hinanden derovre, og det jeg ser, er barnet med ansigtet vendt mod mig. Rummet knitrer, et støvfnug driver uendelig langsomt forbi, så begynder det, en fjern lyd af gurglende lunger og nogen, der prøver at trænge ud.
Jeg lukker øjnene. Lige meget hvordan jeg prøver at overskue rummet herindefra, når jeg ikke frem til, hvor mange vi er i det. Jeg synes, jeg hører en dør gå op, måske er nogen gået, måske er nogen kommet.
Lige meget, hvordan vi tæller, er vi nu plus én.
Bjørk siger noget og stryger mig over håret.
Der bliver syet i min krop.
Oven på mig, hen over det stykke af mit bryst, som ikke er skjult af sejlet, ligger barnet som en bylt pakket ind i et tæppe. Kun ansigtet er frit. Fedtet sidder i kager i hårene, vævet i hvirvler over den violette hud. Alt er opsvulmet, øjnene, kinderne, et legeme, der har været nedsænket i vand i måneder, barnet strækker hagen opefter, munden, der ikke er meget større end en lille mønt, spidses, en knirken undslipper brystet, og jeg kan næsten ingenting se. Men så vrider barnet sig igen og sætter luften i bevægelse, millioner af duftsporer spredes i rummet, du lugter fadt og sødt, du lugter af vand, du lugter af en helt anden verden, du gør.
Hvor længe har vi ligget her?
”Jeg skal nok tage hende.”
Bjørk vikler barnet ud af mig og tager det med sig. Først nu kan jeg mærke, hvordan lejet under mig vibrerer. Det er ikke bare lejet der ryster, hele rummet er gået i svingninger.
”Din krop er i chok,” siger sygeplejersken og river plastikken af et tæppe. Hun virker rolig, næsten moderlig.
Jeg vender hovedet efter barnet og ser Bjørks krumme ryg. I lyden af det knitrende folie, der bliver viklet om mig, kan jeg høre, at hun synger. Så er jeg pludselig så træt. Jeg kan ikke mere. Jeg er mor.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz