7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Et feed
18838
post-template-default,single,single-post,postid-18838,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Et feed

et feed

af Christian Dalgas

jeg vil gerne holde om dit ansigt som en beslutning. hvad gør vi ved de alvorlige børn og de voksne som er bange for at elske. en velovervejet og hurtig bevægelse. et link til en video af en solnedgang. du må ikke græde. vi må grine sammen om to ugers tid, kysse. tanken om tid, den gør dagen abstrakt, jeg har ventet inde i den abstrakte dag. jeg kender ikke din oplevelse af den parfume du har på. jeg kan godt vide mig usikker men aldrig sikker. som den frosne sø. samfundet er en samlet handling og også en retning. du når at fange mønten i luften inden den ville have ramt jorden. jeg beundrer dig ikke for alt det du er men det jeg vælger af dig. dem jeg møder tænker ikke på at jeg tog et bad i morges. oplever vi kun samfundet når det ikke fungerer. min far prøvede på at lære mig håndværkets glæder. jeg smiler og dér er der erantis under hækken. vi undrer os sammen over hvorfor børnenes sole altid skal smile. jeg var nervøs i neglelakken, jeg var nervøs i anerkendelsen. den samme bevægelse kan være forskellig hver gang. du er ikke din barndom, jeg er ikke min. er kærlighed noget som skal fortsætte med at ske ligesom hjertets bevægelse. også solen i dag. en sky kan ikke gemme men kun gå foran. er du kun smuk hver gang jeg siger det. engang var det nødvendigt at tro på solen som en gud der døde hver nat og genopstod om morgenen. jeg forvirrer vinden. skovene er travle både i farverne og i bevægelserne. alt kan dele en vejrtrækning i to. hvorfor er alt andet end nutiden en utopi. er flokken med børn noget vi skal misunde eller ser vi kun flokken som flok. det regner med regndråber og du har heldigvis en paraply. vi vil aldrig kunne lære kirken at være en blomst. jeg skriver en sætning. her mangler der noget. måske blev du overrasket over mit ansigt. hvordan ser en måned ud, som et øje. haslebuskenes rakler skriver en sætning. det er næsten helt inde i foråret. man kan bære meget dag med en smule cuteness. måske blev jeg overrasket over posen med appelsiner. er afhængigheden gengældt. her afspilles et klip af nogle hvaler i stillehavet, de har været lonely længe men nu er de sammen som en slags familie. arbejdet. jeg løftede en sten for at afsløre jordens mørke. det vi vil, kommer altid efter det vi gør. det varede en tid og tiden var kyssende. nu er det morgen. jeg møder min hukommelse. alt det som ingen kan berøre. se. se i stedet det som stedet er. de holder dagen i hånden og er glade. jeg skriver en sms. du var tæt på mig som en undersøgelse. i løbet af natten stødte fortid og fremtid sammen og skabte ilden. barnet pisker bladene op fra jorden op mod træerne. igen er det forår i følelserne. mine hænder brænder af sygdom. jag vet inte hur jag ska kunna förklara det här för dig. det sker igen når du siger det, kærligheden. jeg skriver en sms. er samfundet et spørgsmål om vilje og er det spørgsmål forsinket af handlingen. jeg tror mig ikke alene. blomsterne et svar på varmen. jeg mærker hvordan ticsene i mine øjenlåg skubber tårerne ind foran mit syn. du løste et nemt regnestykke og fik dagene til at gå op med mig. her mangler der noget, en intim detalje. jeg afslører mig som en valnød. min veninde griner af måden jeg er forlegen på. dynens berøring er en berøring som vi ikke mærker. din hånd kunne være den vildeste sætning rundt om min nakke. eller som solen er et øje. jeg vil gerne holde om dit ansigt som en beslutning, give dig tid til at være tæt på. det er ikke nogens skyld og det gør os bange. det er desværre naturligt siger du. du er ikke her. som om det tænkte behøver en afstand ligesom hadet og frygten. jeg må begynde at tænke på samfundet som en delelejlighed. jeg skriver denne sætning. jeg elsker dig. der er en bestemt stol jeg altid bruger når jeg ikke ved hvad jeg skal sige. der mangler noget her. en måned sker nemt.

 

 

 

Christian Dalgas (f. 1990)
Har gået på Vallekilde Højskole og Testrup Højskole. Bor i Aarhus og studerer Nordisk Sprog og Litteratur. Skriver digte på internettet om at være et menneske, digte som prøver at være en slags healing. Digtene befinder sig et underligt sted imellem Walt Whitman, Michael Palmer og Asta Olivia Nordenhof ifølge ham selv. Har været udgivet på Trappe Tusind og Slagtryk. Kan læses på facebook næsten hele tiden. Er ved at samle sig om en digtsamling.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz