7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Et kig ind i den organiske uorden
6004
post-template-default,single,single-post,postid-6004,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Et kig ind i den organiske uorden

flint-wallTom Eversley


CLARICE LISPECTOR
ÁGUA VIVA (1973)
FORLAGET ARENA
106 SIDER

Água Viva er et værk af tindrende og kalejdoskopiske forvandlinger. En lang organisk tankestrøm. En måde at udtrykke stilheden på.

En gople i et mørkt hav. Turkisgrønne farver. Krydsende, bølgende linjer.

Dette dekorerer meget passende forsiden på Água Viva (1973), et hovedværk i brasilianske Clarice Lispectors sene forfatterskab, der endelig udkom på dansk på Arena i december 2015 i Tine Lykke Prados oversættelse.

Netop goplens glidende og rolige rytmiske bevægelser er et rammende billede på hvad det knapt 100 sider lange, smukke, melankolske værk inviterer sin læser ind i. Clarice skriver ikke bare til sin læser. Hun skriver ind i sin læser. Jeg kalder hende Clarice, fordi det føles som en uret mod den inderlighed og personlighed der skrives med i Água Viva, hvis jeg kaldte hende ved efternavn.

Jeget i teksten indgår i en intim, nærmest symbiotisk forbindelse med læseren ved at rette sine tanker og længsler mod et ”du”. Et ”du”, som dette jeg engang elskede, og som nu er fraværende. Et forlist forhold. Men dette ”du” fungerer også som en hvilken som helst implicit læser. Clarice henvender sig direkte til den, der læser hende – hun henvender sig til os.

Jeg skriver til dig som var det en skitse til et maleri. Jeg ser ord. Jeg taler ren nutid og denne bog er en ret linje i rummet. Altid her og nu, og kameraets blænde åbner sig for straks igen at lukkes, men blitzlyset gemmes. Hvad enten jeg siger ”jeg har levet” eller ”jeg skal leve” er det nutid, fordi jeg siger det nu.

Clarice vil gribe tingenes er, skriver hun. Hun vil gribe øjeblikkets nu. Hendes tekst skal læses med blikkets hast, som kameraets blitz. Som et åndedrag.

Og den er ikke altid helt til at forstå og danne sammenhæng i, denne tekst. At læse Água Viva er en følelse af at blive givet noget i hænderne, som først smuldrer, og derefter løber gennem fingrene som vand. Man må gå ind i værket med alle sanser åbne og modtagelige, og give sig hen til den rytmiske, kalejdoskopiske skrift, til det ”nu” og øjeblikkets er, som den forsøger at indfange. Ikke tænke for meget. Bare, med goplens smidige, bølgende bevægelse, lade sig rive med af strømmen. Følge rytmen.

For Água Viva er en flydende, springende, fragmentarisk tekststrøm. Det er en skrift, som hele tiden er i forvandling. Det er en organisk tekst. Og her er det organiske en uorden: det er som træernes rødder under jorden. Det er en uorden, fordi det organiske er en mulighed for at bevæge sig hinsides faste rammer, kategorier og identiteter i et forvirrende mangefacetteret rodnetsmønster.

Det er et indblik i et skrivende jeg, der rækker ud efter noget ægte og levende, en higen efter at være til her og nu, at være til i en ren form for væren, i øjeblikkets livsstrøm. Det er en søgen efter det upersonlige, oprindelige og frie i en form for melankolsk og ensom angst for de menneskelige vilkår. En angst for dét fremtidige øjeblik, hvor øjeblikkene ophører. Samtidig er det et forsøg på at hævde sin egen subjektivitet og status som individ, overladt med frihedens tunge, ensomme ansvar. Fortabt i den menneskelige eksistens.

”Så længe improvisationen varer fødes jeg”. At skrive er at leve. Denne skrift foregiver ikke at være løsrevet fra det subjekt, der skriver. En fuldstændig kropslig, livgivende skrift:

Og det er en ordenes fest. Jeg skriver med tegn der er mere gestus end stemme. Alt det jeg har vænnet mig til at male ved at sysle med tingenes inderste natur. Men nu er tiden inde til at holde op med maleriet for at genskabe mig, og jeg gør det i disse linjer. Jeg har en stemme. Ligesom jeg kaster mig ud i linjerne i min tegning, er dette en øvelse i liv uden planlægning. Verden har ingen synlig orden og jeg har kun mit åndedræts orden. Jeg lader mig ske.

Og det er en tavs tekst. Der er ingen larm, ingen støj, ingen forstyrrelser. Kun lyden af ensomheden, der runger som ekko i sætningerne. Kun tanker, der generer nye tanker. Tomme og alligevel fuldstændige tanker. Et stilhedens sprog:

Kammermusik har ingen melodi. Det er en måde at udtrykke stilheden på. Det jeg skriver til dig er kammerskrift.

Água Viva er både dybt filosofisk og dybt personlig og kropslig. Det er et net af refleksioner over almenmenneskelige vilkår, de helt store temaer som liv og død, kærlighed og ensomhed, men altid udsagt fra et konkret, kropsligt og kvindeligt subjekt. Det er både mærkeligt og uforståeligt, smukt og betagende. Men det er også smertefuldt, trist og melankolsk. En dunkel fornøjelse.

Àgua Viva er en lang fødsel, en glidende, smertefuld vej ud af livmoderen: en konstant (gen)skabelse. Vi må som læsere hjælpe til med denne fødsel. Ligesom Clarice hjælper os.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz