7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Et sammenflet af ord og bregner
6686
post-template-default,single,single-post,postid-6686,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Et sammenflet af ord og bregner

AAnnie Spratt

Morten Chemnitz
Bindingerne
Gyldendal
60 sider

Morten Chemnitz skriver med naturen, for naturen. I forgreninger af rødbrune blade, trækroner, dæmninger, sandkorn, muld, mos og sol efter regn skildrer han naturen i sin reneste form: uden menneskets indvirken.

Jeg går i de nedfaldne blade og imellem. Som midt i novemberskoven de sammenfaldne bregner som står omkring under. Ved det gule og lave træ ved den sti som nålene dækker. Tynde og rustrøde nålene. Nedfaldne over den våde jord. Og hen over som mosset over jorden også

Sådan starter Morten Chemnitz anden digtsamling Bindingerne, og sådan fortsætter den. Der er intet plot, intet narrativ. Der er et jeg og naturen. Et jeg som i ny og næ tilkendegiver sin position med ”hvor jeg går” eller ”hvor jeg står”. Men det, der er mest af, er naturen og dens forgreninger.

I fald fra det sidste og af kulden sammenfoldne efterårsløv. Grågult lav i den furede bark. I skyerne ind om de dybe skråninger ned til vandet. Og med vandet. I det samme blåsorte mørke. Som i skyernes nærmest havet. Og i en uvælgelig tæthed sådan

Da jeg gik i gang med at læse Bindingerne, læste jeg ti sider, stoppede op og startede forfra. Anden gang læste jeg med større koncentration. Men jeg læste ordene, uden at læse hvad der stod. Jeg kunne ikke trænge ind til ordene, eller ordene kunne ikke trænge ind til mig. En fornemmelse af at stå uden for ordene. Efter 20 sider ændrede fornemmelsen sig til frustration. Jeg læste ordene højt for at opleve dem med alle sanser. Jeg ville lukkedes ind i de digte! Efter 30 sider skiftede jeg strategi. Jeg læste nu hurtigt og hen over ordene. Bed mig ikke fast i de enkelte sætninger. Jeg lod mig flyde med ind i forgreningerne. Jeg drev ned i krattet og ud til vandet og ned i sandet og over mosset. Jeg lod mig drive med naturen, som jeget i digtene.

I tætte dråber igennem det hældende lys. Med dagen som svinder igennem dem. Og udenom imens de falder. Imellem det guldnede småløv fra tjørnegrenene der går indover. Som også de dybblå skyer. Lavt ind over bregnerne. Med mørkere stænk i. Imod kanterne af de fligede blade som hælder ud over stien. Hen hvor jeg bliver stående med dem.

Bindingerne er skrevet med naturens forgreninger. Den mimer det system af grene, rødder, nedfaldne blade, sandkorn, regn og blæst, som udgør naturens uendelige symbiose. En symbiose vi mennesker ikke ænser, og en uendelighed som vil overleve alt andet liv. Bindingerne tilbyder et blik på naturen og dens forunderlighed gennem nøgterne observationer. Digtene er rene beskrivelser af, hvad jeget ser, og læseren følger jegets blik.

I de lævendte dele af træet enkelte tunge blade endnu. Og i de buske som står alene det mørkt røde løv også. Tætsiddende og blankt. Omkring i de indbøjede kviste. Imens i barken i regnen de dybe furer bliver mørkere. I den gråligt oprevne bark om i de laveste grene. Og for hvert led en binding mere.

Morten Chemnitz bruger sprogets forbindelser, præpositionerne, til at udpege naturens forbundethed. De enkelte digte skiller sig ikke ud, som den enkelte busk eller det enkelte træ, ikke skiller sig ud. Digtene kan ikke stå alene, som blomsten eller granen ikke kan stå alene. Poesien i Bindingerne er et system af ord, som naturens fotosyntese og respiration er et system. Det skal læseren forstå, før samlingen og læsningen giver mening.
Bindingerne er delt op i “I” og “II”, hvor “I” kredser om vinterhalvåret og “II” sommeren. De to dele adskiller sig kun ved, at solen er mere nærværende i anden del. Delene flyder sammen, de samme sætninger og forbindelser går igen, de samme farver og bevægelser. Digtene mimer naturens evige gentagelse og dens langsomme liv. Bindingerne er som en demonstration i virkelig at se naturen. At se og forsøge at forstå den. At sætte naturen i centrum og lade mennesket stå udenfor. Naturen er aktiv og mennesket passiv. Bindingerne er på den måde en påmindelse om naturens evighed og virke, der siger: ”Naturen var her først, og mennesket er skabt af den.”

I den grove sol. Hen i den blanke flade under det tætte lys. I vandet som solen bryder. Som i tjørnene også. Som står hårdt aflukkede med deres blomstring imellem det sortgrønne løv. Og tager imod blæsten. Fra strandengen med de spredte valmuer mod dagen. I Solen som hælder udover i bladene. Og i det sprængte af syrenerne. Som bøjer mig ned.

Da jeg læste digtene første gang, søgte jeg efter en menneskelig agens, hvori jeg kunne spejle mig. Men den findes ikke i Bindingerne. Det er naturen, der har agens. Jeget står og går i naturen, men driver ikke digtene frem, det gør naturens forgreninger og sammenføjninger. Man må således forstå digtene gennem naturen, og give slip på sin forforståelse. Ved at skrive som naturen, lærer Chemnitz sin læser at se og læse naturen. Han tilbyder et blik, der går imod den antropocentriske vane, som jeg erfarede lå implicit i min egen måde at læse og forstå. Chemnitz lader naturen være og observerer den i stedet for at personificere, som tidligere tiders digtere har gjort for at forstå. Bindingerne er et opgør med menneskets forhold til naturen, og udviser en enorm opmærksomhed overfor den. Men det kræver sin læser at give slip på sit eget blik og åbne sig for naturens og ordenes ”uvælgelige tæthed sådan”.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz