7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Et ubehageligt ærinde
4402
post-template-default,single,single-post,postid-4402,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Et ubehageligt ærinde

photo-1421899528807-04d925f39555

Et ubehageligt ærinde

Karl Emil Rosenbæk så frem til at læse den nye udgivelse af undergrundstalentet Mikkel Thykier, men kom ud på den anden side med et nyt og dårligere indtryk af forfatteren. Fanculo crepa var både problematisk og desværre uinteressant.


Mikkel Thykier
Fanculo crepa
Antipyrine
255 sider

Før dette havde jeg kun læst Mikkel Thykiers Over for en ny virkelighed (2011). Et essay hvor Thykier diskuterer det litterære kredsløb i lyset af en vaklende forlagsbranche. Men navnet Mikkel Thykier er samtidig dukket op med jævne mellemrum, og altid omtalt med en vis esoterisk klang. Jeg var derfor spændt da jeg sætte mig til at læse dette, den nyeste udgivelse fra undergrundsforfatteren og -kritikeren. Talentet der dukker op til overfladen i skrifter under pseudonym eller eget navn for derefter at forsvinde sporløst igen. Sådan har mit indtryk af Mikkel Thykier tidligere været, men sådan må jeg indrømme at det ikke er længere.

Fanculo crepa – som er italiensk og på dansk betyder noget i retningen af “op i røven og dø” – er genrebestemt som Essays, poesi. Bogen består af ni dele hvoraf fire af delene er kursiveret. Disse tænker jeg som værende poesidelene, de andre essays, men genrebetegnelser er nu en gang kun så faste som skribenten forholder sig til dem, og Thykier er på ingen måde regelret hvilket også antydes i essayet “Overraskende mellemstørrelser”. Han skriver:

“lad mig udstikke nogle forskellige retninger, uden at følge dem til bunds, fortrinsvis ved at lade forskellige citater, tanker, indskud og udbrud mødes og bevæge hinanden”.

Essayene er således dagbogsnotater, overvejelser, indskud, og sjældent stringent struktureret, poesien er brev, prosaisk henvendelse, klagesang. Ved på den måde at bryde med genrebetegnelserne peger Thykier også tilbage på disses mere eller mindre kontingente konstruktion. Det synes jeg er en empatisk ambition, og en ambition som stemmer godt overens med indledningens præsentation af bogens projekt:

“Samlingens tekster forsøger at finde ud af at bevæge sig dér, uden for de seksuelle territorier, at strejfe omkring dér og dermed finde noget andet de kan samle sig omkring, nogle andre retningslinjer, andre orienteringspunkter.”

Og nogle gange lykkes dette prisværdige projekt også. Som i det afsluttende essay “En rød gnist på det sorte bjerg” hvor bogen og filmen Brokeback Mountain indfølende behandles, men andre gange virker det mest som et forsøg på med vold at strukturere nogle tanker indenfor et fælles register. Jeg synes i hvert fald ofte det sidste led i projektet – søgningen efter dette “andet”, disse “andre retningslinjer” – forsvæver i det fjerne.

Men for mig overskygges alle disse indledende refleksioner og bogen som helhed af ét eneste element: Det første essay. I dette essay, som optager næsten halvdelen af bogen, udfolder Mikkel Thykier et nådesløst og stærkt personligt angreb mod forfatterkollegaen Niels Frank. Det er uhyre ubehageligt at være vidne til. Nyfigent, ja, men væmmeligt ikke desto mindre, og man bliver som læser konfronteret med nogle etiske problemstillinger.

Er det muligt blot at forholde sig til dette som skrift og ikke som personangreb? Det er ikke fordi der ikke bliver gjort nogle interessante overvejelser. Thykier krydslæser Niels Frank med Morti Vizki. Han kommer med overvejelser om at skrive til/som børn. Han forholder sig til Niels Franks egen seksualitets-orienterede kritik af Villy Sørensen og afledt deraf om seksualitet som bærende identitetsmarkør. Men som baggrundstapet for alle disse overvejelser ligger en vedvarende, perfid kritik af Frank.

Jeg sidder derfor hele tiden med en sur bismag i munden. Som om en underlødig intention hvert øjeblik kan stikke sit beskidte ansigt frem. Min læsning bliver derved reduceret til et spørgsmål om at erklære mig enig eller uenig med Thykier. Der findes ingen mellemposition, ingen formidlende omstændigheder, ingen tredje vej – som indledningen ellers ønsker at formidle – og det er ikke bare problematisk, det er uinteressant. Og jeg synes det er langt fra den sentimentale ambition bogen ellers anslår.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz