7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Glasvæggen i svensk poesi
3332
post-template-default,single,single-post,postid-3332,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Glasvæggen i svensk poesi

186335795_877fb91a5e_oFoto: Giorgio Raffaelli

Glasvæggen i svensk poesi
Det diskuteres lige nu hvorfor svensk poesi ikke bevæger sig så hurtigt som den danske. Som årsager nævnes ofte det høje antal danske debutanter og Yahya Hassans enorme salgssucces. Men er det hele billedet?

Den nuværende debat om den svenske poesi er også blevet debatten om den danske. Mellem to lande, der ellers ikke kan få nok af at påpege interne ligheder, er der en slående poetisk forskel. Begge lande har stor tradition for lyrikken, og man kan endda argumentere for, at den svenske – med navne som Ekelöf, Gustafsson og ikke mindst Tranströmer – har været mere internationalt synlig i nyere tid.

Men som tilstanden er nu, skulle man tro det var omvendt. Dansk poesi er i hektisk udvikling. Den svenske er langt fra stagneret, men de poetiske salgstal i Sverige kommer ikke i nærheden af de danske. Theis Ørntofts Digte 2014 blev udsolgt samme dag, den blev udgivet, Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme (2013) kører nu på fjerde oplag, og på hvad der efterhånden må være månedlig basis udkommer en eller flere debutanter.

Og så var der, selvfølgelig, den helt store sensation. Yahya Hassan, hvis selvbetitlede debut har solgt mere end 100.000 eksemplarer alene i Danmark, ses ofte i Sverige som anledningen, trailblazeren, til de store salg. Men hvad ligger egentlig bag forskellen på dansk og svensk poesi, disse to verdener som ifølge Dagens Nyheter ikke længere blot er adskilt af et geografisk, men nu også af et poetisk ”hav”?

For få debutanter
Et åbenlyst bud er at Sverige ganske enkelt ikke har haft nogen Yahya Hassan fordi der i Sverige udgives så få debutanter. Daniel Sandström, litterær chef for Albert Bonniers Forlag udtalte forrige uge til Dagens Nyheter, at forlaget udgiver ti digtsamlinger om året, hvoraf én er en debut. Til sammenligning udgav Gyldendal, Danmarks største forlag, 14 digtsamlinger i 2014. Heraf var 10 debutanter.

Antallet af debutanter på Gyldendal har de sidste år ligget et sted mellem 8 og 12, og har altså været nogenlunde konstant. Den sædvanlige fortælling om den magtfulde trane er ellers, at den går benhårdt efter salgstal. En fortælling som Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, flere gange har forsøgt at afmontere. I et interview med undertegnede tidligere på året formulerede han det meget enkelt:

”Vi har ikke skåret i antallet af debutanter i flere år,” sagde han. ”Det er simpelthen en myte.”

Olga Ravn, som netop debuterede på Gyldendal, og med Jeg æder mig selv som lyng selv er en af de digtere, hvis salgstal har overrasket, undrer sig i Helsingborgs Dagblad over det lave svenske tal.

”Jeg ser det som institutionernes ansvar at lukke de unge forfattere ind, og måske endda at opsøge dem, hvis ikke de kommer selv,” sagde hun.

Debatten blandt andet i Dagens Nyheter har netop taget udgangspunkt i, at svensk poesis relative stilstand skyldes de store forlags forsømmelse af den smalle poesi. Men selvom Gyldendal måske stadig kan siges at leve op til et institutionelt ansvar, er det bredere kulturelle ansvar i Danmark over de sidste år blevet fordelt.

At Gyldendal har lukket debuterende forfattere indenfor er dermed kun et lille led i fortællingen om nutidig dansk poesi. De mindre forlag – forlag som Kronstork, OVBIDAT, Virkelig, Basilisk og Gladiator – var der eksempelvis længe før Hassans debut i 2013 (også på Gyldendal).

Disse forlag er på ingen måde uniforme, hverken i størrelse eller katalog, men sammen med Gyldendal udgør de en vigtig del af forklaringen på dansk poesi som den ser ud lige nu.

Væggen mellem lagene
Bølgen af mikroforlag startede i 00’erne. Dengang var det i Danmark stadig ufint at udkomme på et lille forlag, en fordom der i takt med velanmeldte og vidt forskellige udgivelser fra de mindre huse har ændret sig dramatisk. Sammen med Gyldendal er de mindre forlag nu de største varetagere af danske debutanter indenfor poesi.

Bevægelsen fra et centreret litterært ansvar til et mere alsidigt har givet resultater på flere fronter. Næsten alle Kronstorks forfattere, for eksempel, har i år modtaget støtte fra Statens Kunstfond. Førhen var smalle forfattere mere eller mindre selvskrevet til et liv med arbejde ved siden af skrivningen – eller et liv på Gyldendal.

Det er med andre ord ikke længere en selvfølge, at man for at klare sig som digter må finde plads på et stort forlag. Den magtposition er Gyldendal nu fravristet.
Og netop dén opbrydning – mellem de fattigere, smalle forfattere og de (lidt) rigere, der får legater – er afgørende. Det mener i hvert fald Jesper Brygger, nyudnævnt kunstnerisk leder på Göteborgs Litteraturhus, og i øvrigt selv digter med samlinger på både Kronstork og Virkelig.

”I Danmark er der forbindelser på kryds og tværs mellem mainstream og ikke-mainstream. De mindre forlag har også fået adgang til en eller anden form for opmærksomhed, en samtale.”

I Danmark er der sket en sammensmeltning af høj og lav, både rent økonomisk, men også mere generelt i form af adgang til den offentlige litterære debat. Masser af udgivelser fra små forlag bliver nu anmeldt i de store dagblade – selv hvis der er tale om et énmandsforlag som Virkelig. Inden 00’ernes fremkomst af mikroforlag var noget sådant næsten umuligt.

”Det tror jeg er ekstremt vigtigt – at der findes den bevægelighed,” siger Brygger. ”Der er en litterær scene i Danmark, hvor de store interesserer sig for de små. I Sverige er der nogle hårde skel mellem dem der er brudt igennem, og dem som ikke er det. Der er en form for glasvæg mellem de to lag.”

Dagbladene har spillet en vigtig rolle, og de har om ikke helt slået den danske væg itu, så i hvert fald knækket nogle hjørner. Dansk presses dækning af poesi er nemlig relativt omfattende. Der er ikke tale om enorme overskrifter eller poesitillæg, men ofte om interviews og anmeldelser. En debutant kan sagtens ende på forsiden af Politikens bogtillæg, eller i et to-siders opslag i en kultursektion. Og det er ikke kun dækningen der betyder noget, men også hvilken dækning. For indimellem kommer der også anmeldelser, der slår hårdt.

”Sveriges dækning af smal litteratur består mest af anmeldelser, og kan virke lidt pligtskyldig,” siger Brygger. ”Og så er den meget pæn. Det er ikke nødvendigvis noget godt tegn. Det betyder nærmest, at man ikke tager det helt seriøst.”

Poesiens politik
Mange af de nyere danske digtere skriver politisk motiverede digte, og poesien læses ofte som talerør for politik bredt forstået, ganske som den gør det i Sverige. Men hvis politisk relevans har betydet øget salg og opmærksomhed i Danmark, hvorfor så ikke i Sverige?

”Der er den forskel at du i svensk offentlighed i mange år har talt om genus, hvidhed og kapitalkritik,” siger Brygger. ”Man er mere diskursorienteret i Sverige, hvor man i dansk poesi er mere direkte.”

Asta Olivia Nordenhof er politisk ud fra devisen, at alt er politisk. Eller måske mere præcist, at det private skal kunne rummes i den politiske samtale. ”Hun vil tage det private med ud i det offentlige som led i en strategi, der handler om at nedbryde autoriteter i sproget,” hed det i Dagbladet Information da Nordenhof sidste år vandt Montana-prisen.

Digtsamlinger der handler om privatlivet bliver i Danmark ofte omtalt i politiske, samfundsomvæltende termer. Således også aktuelle Rolf Sparre Johansson, hvis samling Søvn han selv beskriver som et forsøg på at synliggøre følelseskaos, søvnmangel og fysisk smerte. ”For hvis det ikke synliggøres i litteraturen, vil vi aldrig inkludere det i vores samtale om samfundets indretning,” siger han til Dagbladet Information.

Noget er på færde, når en samling om søvnmangel og babypasning så selvfølgeligt sættes ind i en bredere politisk forståelsesramme. Både dansk og svensk poesi er aktiv. De søger begge at bevæge noget, ikke kun hos læserne, men også i det politiske fællesskab. Men de to sprogområder har muligvis bevæget sig fra forskellige poetiske udgangspunkter.

”Der er en svensk tradition for sprogmaterialisme og større teoridannelse, og egentlig også en hårdere politisk profilering,” siger Brygger, ”og det gør måske at den svenske lyrik er mere svært tilgængelig.”

I hvor høj grad de subtile politiske forskelle mellem Sverige og Danmark rent faktisk giver konkrete, kunstneriske udslag, er svært at bedømme, men der er en forskel. ”Hele elementet med klasse er stort set ikke noget man taler om i dansk litteratur, i hvert fald ikke siden 70’erne. På den måde er der en anden tradition i Sverige. Men om det ligefrem er en lukkende faktor, ved jeg ikke.”

Ikke nogen messias
Dansk poesi er rig på debutanter og politiske indspark fra ungdommen. Men bagsiden af det forhold, forklarer Andreas Vermehren Holm, manden bag Forlaget Virkelig, er et overdrevent fokus på det nye og sensationsprægede.

”Man tærsker langhalm på ’det nye’, simpelthen. Det er underligt der er så meget fokus på den første bog når vi ved, hvordan det kan tage et helt liv at blive bedre. En debutant er jo ikke nogen messias. Der er en baggrund og et miljø bag enhver skrivende og en dyb tradition som får tingene til at blomstre.”

I et passende eksempel på sammensmeltningen mellem lille og stor har Holm for nyligt udgivet en tekst af Tomas Espedal, og Holm er selv mere interesseret i at udgive erfarne forfattere end debutanter, siger han.

Sandström udtaler, i samme interview i Dagens Nyheter, at Bonniers prioritet er at følge op på nye forfatterskaber. En bekymring han deler med Holm.

”Det er min oplevelse, at der en del hype omkring debutanter. Asta Olivia Nordenhof bliver for eksempel ofte beskrevet som ’talentfuld’ i pressen. Og det er hun, uden tvivl, men nu har hun jo skrevet i et godt stykke tid – og endda bidraget med et hovedværk i dansk litteratur. Men ordet ’talentfuld’ vækker opsigt – hvorfor? Det kan let forfalde til en samvittighedsløs dyrkelse af det nye, det nye, det nye.”

Spørgsmålet er om udviklingen i dansk poesi kan holde, hvis den delvist tager afsæt i en romantisk fascination af den nye og ungdommelige kunst. På Virkelig har Holm lige udgivet svenske Khashayar Naderehvandis anden samling, Rosenfingrede Daggry. Samlingen er på usædvanlig vis udgivet på dansk før den er udgivet på svensk. Naderehvandi søgte netop til et dansk forlag for at få noget redaktionel modstand, forklarer Holm.

”De små forlag spiller en afgørende rolle i mange forfatterskaber, når de kuraterer et rum, en sammenhæng og en troværdighed, som godt kan gå tabt hos større forlag. I Sverige ville man ikke samle op på Naderehvandis forfatterskab. Det synes jeg er slående, og hvis det bliver vilkårene i Danmark, at det nye altid peger videre på det næste, så er det ligegyldigt, og i værste fald destruktivt. Så får vi bare en brug-og-smid-væk-kultur.”

Hvis udviklingen i dansk poesi ikke skal svinde ind, har især et element været essentielt, siger Brygger:

”Danmark har fået en aktiv scene for oplæsninger. At folk går ud og læser og hører hinandens ting, at der opstår møder og, ja, konfrontationer.”

Men selvom faktorerne i det nuværende danske opsving er mange, uddyber han, gives der ikke nogen enlig primus motor for udviklingen. Brygger advarer eksempelvis imod at lægge for meget i Hassans høje salgstal.

”Det er aldrig sket før, og det kommer muligvis aldrig til at ske igen, så det er ikke sikkert man kan lægge nogen bredere tendens i det. Der var sket så meget allerede inden Hassans debut.”

På grund af sommerferie har Gyldendal desværre ikke kunne bidrage med en kommentar.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz