7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Gløder
3594
post-template-default,single,single-post,postid-3594,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Gløder

tumblr_mtw7rjIiX01st5lhmo1_1280Foto: Alexander Trukhin
Gløder

1
Jeg tænker på sommermorgenerne, på rhododendron og syren.

2
Man kan standse ved alle lyskryds og gadehjørner for at kysse på øjenlåg, pande, nakke og mund. Gå med armen om hinanden og gå så tæt at man kan dufte hele aftenen i hinandens hår. Man kan falde sammen i en seng, hjælpe hinanden ud af tøjet, kysse hinanden alle steder og køre hænderne ned langs nakke, skulderblade, ryg. Man kan kysse med lukkede øjne og lytte til hjertebanken. Når man vågner, er det med hovedet mod hans bryst.

3
Jeg har det sådan her med dig: at du er et sår der bliver ved med at gå op, der aldrig vil hele, som jeg konstant kradser til blods. Den her konstante irritation på min krop. Den her konstante irritation på min krop, som jeg burde lade være, som jeg ikke lader være.
Ikke røre, ikke røre, ikke røre, ikke røre, ikke røre, ikke røre, ikke røre, ikke røre:
den konstante berøring. Befrielsen ved berøringen, ved mine fingres graven i sårskorpen. Det her korte øjeblik, af en eller anden form for lykke, når sårskorpen ryger løs af huden. Den efterfølgende irritation og svien, følelsen af at have givet efter.
Jeg har det sådan her med dig: at jeg måske aldrig, ikke kan give efter.

4
Slår hjerter i takt, bare fordi de er i den samme krop?

5
Vi var begge klædt i midnatsblåt og septemberregnen havde gennemblødt os, men du blev ved med at råbe og jeg græd og du råbte, at du havde sagt hvordan du havde det, at du ikke forstod, hvad det var, jeg ikke forstod, hvorfor jeg blev ved. Til sidst smed du din cigaret, greb min arm og vi forsvandt tilbage i mørket. Den tunge bas og dine læber der brændte mod mine, dine fingre igennem mit våde hår. Du kyssede tårerne væk fra mine kinder, tog mig med hjem. Dine hofteben der borede sig ind i mine, dine spinkle skuldre, din slanke hals, dine øjne der ser lige forbi mig, når vi er nøgne og lige igennem mig når vi taler.

6
En gang imellem fanger han ens blik. “Jeg kommer til at savne dig”, eller “du gør mig glad”. Så handler det pludselig ikke længere om åndedrag, kraveben, ribben og uredte senge.

7
Første gang jeg sårede dig var i en fremmed by, på en maj nat. Jeg var gået i seng med din ven, i rummet ved siden af dit, og jeg kan huske at han, under sex, tog kvælertag på mig, og at det tændte mig, og at dét blev én ud af hundrede ting jeg havde ondt i maven over den følgende dag. Det var midt i majnatten og du råbte af mig, at jeg havde ødelagt det alt sammen. De kunne se stormen fra bordet over for vores og de kunne høre glasskårene og lugte asken.
Jeg tror aldrig du tilgav mig, for jeg nåede aldrig at mærke din krop mod min én eneste gang til. Jeg tror aldrig du tilgav mig, for jeg nåede aldrig at høre dig omtale det én eneste gang til.
Jeg tror aldrig du tilgav mig.
Af os to, var jeg den eneste der kunne tilgive.

8
Det drejer sig primært om tage, der er blæst af, og træer, der er væltet.

9
Jeg kan ikke navnene på de to planter der står i min vindueskarm, dem du forærede mig sidste august, men de er begge røde og ingen af dem tåler direkte sollys. Den ene ligner trætte sommerfugle, og den anden slår nye skud, uanset hvor lidt vand jeg giver den. Den nægter ligesom at dø.

10
Dine fregner flimrer for mine øjne.

11
Livmoderen er et faktisk sted i verden, det findes i min krop. Den latinske betegnelse for livmoderen starter i ordet úter, det betyder sæk af læder. De kalder det et muskuløst hulorgan, sæk af læder, muskuløst hul-organ. Hjertet er et faktisk sted i verden, det findes i min krop. Hjertet er en muskel der består af fire hul-rum. Fire hul-rum, noget om kamre, noget om kredsløb, noget om ilt, noget om hul-rum. Mit hjerte kan jeg mærke når du er her, når du ikke er her. Mit hjerte kan jeg mærke når du står med ryggen til, når du rejser dig fra sengen, når jeg tæller dine fregner, når jeg kører hånden ned af din ryg. Min livmoder kan jeg mærke, når lægen føler på den med to fingre.

12
Udenfor regner det, vi er fulde, og han fortæller mig at busserne i Århus er gratis. Jeg har ikke mistet alle mine numre, jeg har bare slettet dit.

13
Jeg har ikke været i bad, siden du kyssede mig i fredags. Det betyder ikke noget, jeg har bare ikke orket. Jeg græd i hans seng i morges. Jeg tænkte på hans sæd og mine æggestokke og på hvor lidt jeg vidste om min krop, om hvordan den fungerede, og så tænkte jeg på de ting jeg dog vidste:
At jeg har bløde bryster, at negle og hår er lavet af det samme, at jomfruhinden ikke findes, at øjne kan brænde. Du ser mig altid i øjnene.
Jeg kan godt lide og jeg kan ikke lide måden du ser mig i øjnene på.
Dine øjne brænder huller i mine.
Jeg har ikke været i bad siden du kyssede mig i fredags.

14
Jeg tænker, vi står ved siden af alt i hjertet.

15
I dag er jeg den eneste besøgende i hele verden. De ligger mig i et rum af plast. De ligger mig i et oplyst rum af plast, og rør ved mig med kold metal.
Kører hænderne igennem mit hår, knuger min hånd, aer min pande.
Livmoder. Æggestok. Sæk af læder. Hul-rum. Kredsløb. Ilt.
De bedøver mig i et oplyst rum af plast.
Hjertet er en muskel, der består af fire hul-rum.

16
Slår hjerter i takt, bare fordi de er i den samme krop?

17
Jeg tænker på sommermorgenerne. På rhododendron og syren. På at være nøgen i din seng og kaste dynen af os, og på hvordan din sved, fik din hals og din nakke og stedet bag dine ører til at smage salt. Jeg tænker på nelliker jeg har foræret dig, og på hvordan jeg holdt vejret så længe jeg kunne, for at mine åndedrag ikke skulle vække dig. Jeg tænker på dine skønhedspletter, på dine fregner under øjnene, på dine skuldre. Dine forbandet smukke skuldre. Jeg tænker på din krop, mod min krop. Når jeg vågner er det med hovedet mod hans bryst.

18
Du er ikke kun alle steder jeg kan nå med læberne.

19
Da jeg vågnede, føltes det som at falde igennem is, de var klædt i hvidt, og så på mig mens jeg faldt igennem is. De anbefaler mig piller der skal imitere solskin. De anbefaler mig piller der skal imitere solskin og mennesker der skal lytte som venner. ”Det er snart overstået” siger de, ”det værste er snart overstået.” Solskin smelter is, jeg tænker, vi står ved siden af alt i hjertet. Dine fregner flimrer for mine øjne. Slår hjerter i takt? Slår hjerter i takt, bare fordi? Fordi de er i den samme krop. Slår hjerter i takt, bare fordi de er i den samme krop.

20
Jeg kan se stormen, høre glasskårene, lugte asken.
Hans krop føles varm mod min, men din krop brænder og efterlader sig gløder.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz