7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Hest VII-X
3225
post-template-default,single,single-post,postid-3225,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Hest VII-X

3542898780_c22625f48e_b
Foto: Matthew Stinson
Hest VII-X

Hest X



Jeg læser højt for mig selv, uden lyd. Det er en bog om en abe, der kan cykle, den kan også nynne uden melodi, står der.

Det minder mig om noget.
Mine mund bevæger sig med mine øjnes bevægelser over siden, en slags morse: Hver gang jeg blinker, er det en prik, hvert vejrtræk er en streg.



For hver syv gange jeg blinker, trækker jeg vejret, eller også er det omvendt. 
Rækkefølgen er den samme, uanset hvordan.
Det er en måde at være til på, at nærme mig mine handlinger:



Om lidt går jeg ud og vokser op, læser jeg.



Hest IV



Mor trækker mor fra.
Gardinet.
Hvis jeg ligger stille, forsvinder lydene, huller fylder sig selv. Vi må ikke tale om det, det vil sige, vi taler ikke om det, bare fordi eller ikke fordi, men bare.
Mor pakker mad, brød for sig og pålæg, ost især, mor elsker ost, den måde hun huler osten på, så hun til sidst kan skære kanterne af og spise dem i én bid.
Huden på mors tommel skæller, den hælder svagt bagud, tomlen, jeg har spurgt hvorfor.
“Det er genetisk,” svarer mor, hvis vi var dyr, ville hun ikke overleve.


Jeg laver små lyde, fløjter indad, hiver luft ud af mit vejr.
Jeg fortæller mor om det, om den her fløjten indeni, hun spørger, om jeg ikke skal have tøj på, siger, “nu har den her morgen varet længe nok.”



Hest VIII

Mor beder mig gentage alt det stumme, ”H-jælp”, og vi tegner himlen op.
Sammen, som et tag over hovedet.
Og vi maler jorden rund, for at få tiden til at gå.
”Knofedt og kampånd,” siger hun, vist nok mest til sig selv, og køber en fisk til akvariet. ”King,” kalder vi den, vi må ikke holde hund, hvor vi bor, derfor.
Mor laver alt fra bunden (hun lægger betoningen på “alt”, som om der er mere i det end alt) og har gemt en surdej i årtier, derfor ved hun, at råddenskab holder.


(Båndsalat, vi vender tingene om, forfra, om tingene, vender vi forfra, om igen, vender forfra, vi vender tingene, om, om, om)


Hun fortæller om dengang …. og så videre.
Så vender hun en side, i et hæfte kommunen har sendt, det er noget med ret og pligt, siger hun, og slikker med omhu sin pegefinger, før hun vender den næste side. Side. Side. Side.
Behændigt, bogstavelig talt, som når hun fletter mit hår så stramt, at mit ansigt forstrækkes og mine læber går i spagat: ” Appelsiiiiin”


Jeg er et smilende barn, hun er en behændig mor, sådan går alting op, hvis bare vi insisterer. Nok.





Hest VII

Jeg ligner et menneske, ser jeg: De sarte knæhaser, kindernes næsten og pulsen, der klarer sig selv.
Det er kun manen, der gør en forskel.

Kommentera

1 Kommentar på "Hest VII-X"

Meddela mig vid

Ordna efter:   nyaste | senaste | Flest röster
2 years 4 months ago

[…] Teksten kan læses HER […]

wpDiscuz