7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Hyperpoetisk konstrueret splatterfilm
4083
post-template-default,single,single-post,postid-4083,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Hyperpoetisk konstrueret splatterfilm

97708_4520_606e7ef425754415a91dddd5353eed26_original
Foto: Frida Gregersen

En hyperpoetisk konstrueret splatterfilm

Ming
Bjørn Rasmussen
Gyldendal
87 sider

Jeg kan ikke kigge væk, mens jeg læser Bjørn Rasmussens første digtsamling, Ming. Men nogen gange, gør det så ondt, at jeg bliver nødt til det. Men kun for et splitsekund senere glubsk at vende tilbage.

Far Flemming føder farvede figurer, flere gange i løbet af den fantastiske foruroligende digtsamling, som Bjørn Rasmussen har skrevet. Plastikdinosauere og my little pony-figurer, mere præcist, i alle mulige farver. Far Flemming bliver også kaldt Ming, men er egentlig død. For længe siden, mens jeg-personen Bjørn endnu var et barn ramt af forældrenes skilsmisse: “jeg skal lade som om far ikke findes / han skal dø langt før kræften sætter ind”.

Med to slags medicin mod psykoser, et enkelt antidepressivt middel og en mere eller mindre evig hashrus kører jeg’et i masser af taxaer i frygt for busserne: “jeg er fredet for chaufførblikkets vold / men busserne derimod / gaden og åben himmel / der kan falde et klaver ned i ghosttown / en forbipasserende ung mand / kan spytte mig / i ansigtet”.

Det bliver til en del taxaturer, fra hjemmet med den kommende husbond, til kolonihaven, til den gamle lejlighed. Altid ledsaget af angsten, psykosen, dødsønsker og den døde far, som taler til jeg’et og som jeg’et påkalder: “jeg vil have din sjæl i min mund som en oplader”.

Ming er Bjørn Rasmussens første digtsamling efter hans to, mindst lige så foruroligende men bestemt lige så bjergtagende romaner, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) og Pynt (2013). At Ming er skrevet ud af samme pen og samme åre, er der ikke den mindste tvivl om. Stilistisk er der groft sagt tale om nøjagtig det samme materiale som de to romaner, blot med flere linjebrud. Jeg kalder de to forrige bøger romaner, som genreangivelserne på forsiderne angiver, men de var mindst lige så lyriske og poetiske som Ming.

Også tematisk er det samme vildfarne mission. En flakkende søgen efter noget, efter døden, efter jeg’et, efter faren – efter ridelæreren endnu engang! En ridelærer der dukker op som gæsten i jeg’et og mandens trekant. En ridelærer der næsten umuligt lader sig læse som en anden ridelærer end den, der indgik i et misbrugende og forrykt, pædofilt og sadomasochistisk forhold til “Bjørn” i Huden er det elastiske hylster.

Kønnet er endnu engang en ikke bare flydende konstruktion, men i fuldstændig opløsning. Både faren og jeg’ets kroppe har kvindelige kropsfunktioner, menstruation og graviditet, men det er ikke bare blod og babyer, men materie og plastikdyr. En hyperpoetisk konstrueret splatterfilm, synes det glimtvis.

Bjørn Rasmussen har endnu engang begået en af de slags værker, der gør ondt på mig helt inde i knoglerne. Nogle gange er det så vilde passager, at jeg må kigge væk et øjeblik – som om teksten ville gøre mig fortræd, hvis jeg fastholdt mit blik. Men jeg vender altid tilbage. Ikke altid fordi jeg har lyst, men fordi jeg ikke kan lade være.

Men det er ikke bare en gentagelse af de to tidligere udgivelser. Der optræder et helt nyt fænomen i Ming, som de andre bøger ikke i samme grad havde, et fremmedlegeme: en humoristisk sans midt i vanviddet, og ikke mindst, hvor utroligt det end måtte lyde: en optimisme og måske endda en lykkelig slutning. Endda “kyllinlykli”, bliver de, mens de med neglelak malede vinbjergsnegle klæber sig fast til hinanden. Jeg’et Bjørn klæber sig for evigheden fast til sin mand i ægteskabet, mens drømmen om en dag at slippe for psykofarmaka og et farvel til den indtrængende far dirrer i luften.

Det er foruroligende så betagende vanviddet; så betagende, at det er så smukt. Og så utroligt lykkeligt, at Bjørn Rasmussen trækker os med ind i det.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz