7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
I en ny Gutenbergsk æra
1071
post-template-default,single,single-post,postid-1071,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

I en ny Gutenbergsk æra

MBZ-2015-fotoFoto: Privat

“Poesi og andre former for trods”, det er titlen på Adda Djørups nye novellesamling, der netop er landet på mit bord. Den er flot og pink, men med tegningen af en pistol på forsiden. Og trodsen. Den stikker ud og stikker ind i forestillinger om og forventninger til, hvad der kan og skal ske. Og som den ligger der, bliver den pludselig det lille, lyserøde tegn på, hvad den danske litteratur er for tiden. Den er nemlig så meget, på én gang. Som en anden ny, dansk digtsamling også antyder i titlen “Alting sker så meget”, som Esben Weile-Kjær netop har udgivet.

”Jeg var vild med det hele, jeg var i himlen,” er sætningen, der sætter Djørups første novelle i gang. Og det er netop, sådan det er i Danmark for tiden. Litteraturen vælter ud, der kommer hele tiden nyt, der virker som absolut must reads, og nye poeter stikker hovederne frem fra de mest mærkværdige steder.

Men hvad er det egentlig, der sker, så meget og ikke mindst hvordan, spurgte jeg litteraturforsker ved Kent University og anmelder ved dagbladet Politiken, Mikkel Bruun Zangenberg om.

PS. neo-feminisme

Mennesker har det med at kategorisere alting for bedre at kunne forstå den. Og litteraturen er ingen undtagelse. Vi kan bedst lidt det, når vi kan tale om generationer og grupperinger af forfattere og tekster, der vil det samme, minder om hinanden, skriver fra samme følelse etc. Vi oplever en vis tryghed i kasserne og rubriceringerne. I Dagbladet Information foregik sidste år en livlig diskussion af den såkaldte “Generation Etik”, på godt og ondt. Og for nylig var det lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, Lillian Munk Rösing, der talte om den danske litteraturs vrede stemmer i Kristeligt Dagblad.

Men Zangenberg lader ikke uden videre den danske litteratur indordne sig under ét begreb:

“Man kan tænke sig et heterogent korpus af værker på ekstremt mange måder, hvor “vrede” og “etik” her blot er to blandt mange mulige kategoriseringer. Selvfølgelig. “Vrede” og “etik” har for mig deres plads, men jeg vil tilføje intimitet i forskellige varianter – altså en undersøgelse, der strækker sig fra kærlighed og begær med fx Olga Ravn, Josefine Klougart og Asta Olivia Nordenhof, til intens fokus på intimsfæren, det nære, det lokale, proximitet med blandt andre Helle Helle, Jonas Rolsted og Caspar Eric”

Men selv denne kategori, der synes også at række ind i etikken, synes for snæver for Zangenberg, der også vil tilføje den politiske litteratur, som den skærer hen over både vrede og etik, og viser sig hos fx Ursula Andkjær Olsen, den hyperironiske Lars Frost, og den klimakritiske og apokalyptiske Lars Skinnebach.

Ikke lang tid efter, jeg har åbnet mailen med Zangenbergs svar på tendenserne i dansk litteratur, tikker endnu én ind med en række PS’er. Det første af dem er endnu en tilføjelse: “PS, jeg ville tilføje en art ”neo-feminisme”, en ny generation af ekstremt selvbevidste neo-feminister; i Sverige har den strøm altid stået stærkt, og militant ville jeg sige; men i DK især har vi folk som Mette Moestrup, der har været med til at uddanne typer som Olga Ravn, Josefine Klougart, Amalie Smith, Anne-Louise Bosmans, Ida Marie Hede – der da genopdager tidligere, afdøde ikoner som Vita Andersen og Tove Ditlevsen, og gentænker og genskriver sig selv gennem engagementet med deres værker. På sidelinjen typer som Lone Hørslev, der i visse henseender kan siges at genopføre dramaturgien for en tidligere feminisme, fx med sine skilsmissedigte.”

Risikoen for at overse den nye Rilke

Internettet er ikke længere kun et sted for tidsfordriv, for overspringshandlinger og ligegyldig surfing. Eller også er grænserne mellem tidsfordrivet og overspringshandlingerne og de ting, der normalt anses for alvorligere som fx litteraturen, stadig mere udviskede? Litteraturen bor ikke længere kun på bogreoler i stuer og biblioteker. I dag findes den lige så meget i bitcoder og gifs. Nogle taler om demokratiseringen af litteraturen, at den øgede tilgængelighed skulle være et frodigt udgangspunkt, der gav forfattere – og især de nyere – et større publikum. Andre forbander e-bøger og digitalisering.

Langt de fleste forfattere, der er debuteret i nyere tid, Caspar Eric, Victor Boy Lindholm, Lea Marie Løppenthin og nogle af dem, der har været her et stykke tid, Asta Olivia Nordenhof og Olga Ravn, har en blog ved siden af. Måske endda som udgangspunkt. Mange digtede levede i den digitale virkelighed, inden de traditionelle forlag fik øjnene op for poesien og trykte den på papir.

“Jeg tror generelt, vi befinder os i de helt tidlige stadier af en ekstremt gennemgribende digital revolution, der har fuldstændig samme intensitet som i sin tid Gutenbergs. Det er allerede slået ind. Og dels i form af tidlige debuter, kan man sige, på blogge; dels i form af værker, der frit krydser grænserne mellem det digitale og print, fx Asta Olivia Nordenhofs debut “et ansigt til emily”, der flyder helt ud over alle rammer,” siger Zangenberg.

Det har den fordel, at litteraturen ideelt set gennemgår en demokratisering og at en del af magten på litteraturscenen tages tilbage af forfatterne, når forlagene og avisernes monopol svækkes. Men det er ikke omkostningsfrit og har en iboende risiko, som man kan spørge sig selv, om man er villig til at løbe:

“Det indebærer også et oversvømmelsesproblem og en art nivelleringsproblem: Der er for meget, og det hele flyder ud. Og så glider vi bare videre til Instagram i stedet, eller opmærksomheden splittes op i bittesmå mikrosfærer. Og så er der fare for at overse den nye Rilke, skarpt sat op. Det er en risiko, ikke en realitet. Men jeg mistænker, at risikoen er reel”.

Og således flyder vi videre ud i på internettet, videre i den evige flakken mellem ikke helt tilfredsstillende URLs. Videre til det næste nye, det næste kick, den næste rus af endorfiner, når likes tikker og ind og vi bliver sværere og sværere at bjergtage. Forsøg i din næste flakken af denne slags alligevel at kigge forbi Asta Olivia Nordenhof, Victor Boy Lindholm, Olga Ravn, Caspar Eric eller det nye kollektiv af digtere MARY. Måske du bliver ledt videre derfra, og måske du lægger mærke til det næste nye poetiske håb. Måske du støder på en gammel elsker. Måske du slukker for internettet og planter dig i sofaen med bogen på papir og lader dig minde om Rilkes fortræffeligheder.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz