7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
I FRYDEN BÆRES HÅBET SOM ET FLAG
18314
post-template-default,single,single-post,postid-18314,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

I FRYDEN BÆRES HÅBET SOM ET FLAG

I FRYDEN BÆRES HÅBET SOM ET FLAG

Josefine Højholt

At tænke på, hvad et menneske vil kunne lide er vidunderligt.

Når man forestiller sig mødet finde sted.

Det sælsomme, som gennemstrømmer verden.

Sådan skriver Andreas Pedersen på første side af Fryden.

Jeg har en veninde, der partout bemærker, når et menneske er ”begejstret”. Det er et karaktertræk, hun særligt godt kan lide. Hun ville kunne lide Andreas Pedersen eller i hvert fald hans debutbog. Hans Otto Jørgensen kalder den ”beruset” i sin pressemeddelelse, Lars Bukdahl ”lykkelig” i sin anmeldelse i Weekendavisen.

”Det sælsomme, som gennemstrømmer verden” er også det, som gennemstrømmer bogen og som beruser den. Det er en fornemmelse af en skjult fordring. Til at gøre det gode, det skønne, det lykkelige. Der tales om det at leve som en kunst. Fortællerjegets far beskrives som én, der mestrer denne kunst: Han ”har levet ekstremt tæt på, hvad han har forestillet sig / er skønheden”, og ”han bærer altid om sig / et flagrende håb, som ikke rigtigt kan indfinde sig i tiden”. Selvom skønheden er en forestilling og håbet flagrende, er de værd at insistere på. Som farmoren, der insisterer på det gode, selvom det er noget, hun har drømt. Der er nærmest tale om det gode som en trossag, en religiøs fordring. Som i kristendommen, er lyset ofte symbol på det gode i Fryden. Moren forbindes med dette lys, hun er ”husets skønhed” og sammenlignes med en engel.

Omvendt er frygten den uundgåelige følgesvend, der følger lykken som en skygge: Frygten for ikke at mestre livskunsten, frygten for ikke at udfolde det skønne, for at smadre det. Et sted er der én, der tænker, at han ”bliver syg i hovedet”, hvis han ”ikke kan arbejde på at gøre livet skønt.” Og om mormoren, der har mistet tre børn, hedder det, at der ”om hende sværmer irettesættelser, det er, som om man bebrejder hende, at hun ikke har forstået skabelsen, skabelsens orden, dyrkningen og livet, hun har levet for tæt på forfaldet”. Det er i samme ombæring, at det beklages, at det gode næsten intet sprog har. Den umiddelbare glæde ved mormorens kiksekage forplumres af den udtrykte frygt for salmonella. Der er altid den frygt lige i hælene. Ord som ”sorg”, ”angst” og ”død” findes også i Fryden, ligesom morens sygdom og hendes natlige telefonsamtaler med den selvmordstruede Nicki gør det.

Det skønne og gode har et særligt potentiale, når det kommer til at overkomme frygten. Synet af en svane kan få den til at vige, og regnen kan indgyde en ukompliceret måde at være til på. I andre tilfælde er det et spørgsmål om at vælge det gode. I barndomshjemmets have står statuen af en lille dreng. Statuen har den tunge titel, ”GRUBLEREN”, og fortællerjeget har betragtet den indgående og spejlet sig i den, fra han selv var lille. Bag statuen er havelågen. Denne løber han ud af en dag, ”det hele var noget lort”, og styrter over marken med sodavand til familiemedlemmerne. Han løber ”som en besat”. Besat af at vælge det gode og overkomme det frygtsomme og depressive. ”GRUBLEREN” sidder alene tilbage i sin isolation og ubevægelighed.

Det er også et valg at døbe bogen ”Fryden” og at lade det være det første ord på første side. Pedersen opfinder sproget for det gode i samme bevægelse, som han lader sit fortællerjeg vælge det. Sproget for det gode er det begejstrede, berusede og lykkelige sprog. I Fryden findes der ”æbler hvis modning er en fanfare af liv”, ”en orgasme af det behjælpelige” og ”løfterigdommens måde at udbrede ting på bordet i solnedgangen”.

Sproget for det gode findes også i de mange kærlige og dybt opmærksomme beskrivelser af mennesker omkring fortællerjeget. Det være sig familiemedlemmerne, kæresten og en fremmed ung mand i Tokyos metro. Beskrivelsernes præcision vidner om en vilje til at nå og forstå de andre, at ville de andre.

Fryden består af både (prosaisk) lyrik og (lyrisk) prosa. Den kredser først og fremmest om familien og barndomshjemmet på landet, i fortid som nutid, men også om fortællerens forelskede kærlighedsliv og om udrejse. Mens kærligheden til familien ikke lader til at have ændret sig siden barndommen, besidder både kæresten og rejsen et potentiale til at flytte og forandre. Genstanden for fortællerjegets forelskelse tiltales for eksempel sådan her: ”dig, som jeg elsker så tåbeligt, at jeg ikke ved noget hjem nu.” Forelskelse og udrejse fremkalder en følelse af hjemløshed, men kalder også på selvstændiggørelse og stillingtagen.

I Fryden hedder det, at ”anatomi er en drøm om verden”. Der er tale om et fortællerjeg, der forsøger at finde sig til rette i virvaret af forestillinger om livet. For nu altså. Livet er åbent, og processen er endeløs. Den er ikke ens egen helt og aldeles, men en udveksling mellem fortællerjeget og de andre. Som på den måde slet ikke er ”de andre”…

Fryden er både ung og vis, som Hans Otto Jørgensen påpeger. Det flagrende håb, fortællerjeget tillægger faren, flagrer fra første side 7 til sidste side 57.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz