7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Jeg frygter biografismens genkomst
1523
post-template-default,single,single-post,postid-1523,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Jeg frygter biografismens genkomst

AstaOliviaFoto fra Basilisk

Mette Høeg benytter sig af utidssvarende og urgamle litteraturtilgange i sit indlæg ”Dansk litteratur lider under kvindelig dominans” i denne uges Weekendavisen. Det får mig til at frygte, om den skrækkelige biografiske læsning er ved at vinde fodfæste igen. Hvis vi går ind på Høegs præmisser, så bliver den danske litteratur først så kedelig, som hun anklager den for at være.

Der er flere, der har sagt, at forsiden af Bøger-sektionen i denne uges Weekendavisen var for usaglig og nedrig til overhovedet at kommentere på. De færreste kan imidlertid ikke lade være med det. Heller ikke jeg evner disciplinen at tie over for den massive anklage, som pt. forsker ved Berkely University retter mod den danske litteraturscene anno 2015.

Jeg prøver at hidse mig op, som den feminist, jeg er. Eller som den socialist, der går ind for menneskers ligeværd uagtet seksualitet og social baggrund. Men det går op for mig, at det ikke bare er det, det handler om. Det handler i enorm grad om den mængde metodiske fejlslutninger, som Høeg kaster om sig med. For selv en gymnasieelev kender mantraet om, at en forfatter aldrig er protagonisten, uanset hvor meget lighed, der er mellem de to. Autofiktionen har i en årrække udfordret denne position, men samtidig for alvor nødvendiggjort diskussionen om, hvor vigtig den skrivendes levede erfaringer, skal have lov at være.

Jeg medgiver, at det har været hyppigt – endsige moderne – at bruge personlige erfaringer i sin tekst og litteratur. Men decideret at genoplive biografismen som – med rette – blev lagt i graven for en årrække siden, giver ikke kun udslag i en tåbelig debat med uhyggeligt naive slutninger, det gør den akademiske tradition til skamme.

Jeg skal være den første til at indrømme, at den biografiske læsning har egenskaber, der kan være interessante. For eksempel var det for mig fuldkommen uladsiggørligt ikke at medtænke mennesket Karen Blixen i min læsning af Den afrikanske Farm. Men denne simple formel: Hun skriver x, fordi kvinde/lesbisk/adopteret/psykisk syg; den præmis nægter jeg at lade mig indordne. Vi skriver, tænker, mener og gør alle på en særlig måde som en konsekvens af en række menneskelige erfaringer, vi har gjort os – men dermed ikke sagt, at disse gengives 1:1 i de eventuelle tekster, vi måtte lade publicere.

Da jeg fredag formiddag første gang harcelerede over Høegs tekst, blev jeg mødt med kritikken: “Sådan havde du garanteret ikke sagt, hvis der havde stået ‘mandlig’ i stedet for ‘kvindelig’.” Men det havde jeg i allerhøjeste grad. For forfatteres baggrund har og bør simpelthen ingenting at gøre med vores læsning af den litteratur, de skriver.

Flere (Lars Bukdahl, Pablo Llambiás, Lea Løppenthin etc.) er kommet med modsvar og faktuelle korrektioner på Høegs tekst. Og det trænger der i allerhøjeste grad også til. Ikke nok med at forfatteridentiteter inddrages, så taler Høeg også om det feminine sprog, som en størrelse, der kun lader sig gøre i kraft af forfatterens egen kvindelighed. Men finder man ikke også i Bjørn Rasmussen – der endda i høj grad bruger autofiktive elementer i sin tekst – feminine elementer (hvad det så end måtte dække over i øvrigt) i sproget? Er ikke også hans udtryk feminint, selv om der også her findes krydsfelter mellem protagonisterne i hhv. “Pynt” og “Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” og Bjørn Rasmussens eget liv? Og omvendt; er Asta Olivia Nordenhofs sprog så udpræget kvindeligt? Og hvorhenne? For i så fald ser jeg det ikke, udover at man måske vil opdage kvindelige kønsdele ved nærmere granskning af hendes figurer.

Og er det i det hele taget ikke en frygtelig ting at tale om, at noget som sprog skulle være i stand til at udtrykke køn? Høeg skriver, at “(l)itteraturen selv oser af kvindelighed og konventionelle feminine tematikker, og at ignorere den markante tendens ville være en manipulation.” Men lad os nu antage, at “Hun er vred” i stedet var skrevet af en ikke-adopteret, heteroseksuel mand; rummede teksten så endnu en kvindelighed? Eller er det ikke i højere grad noget, Høeg konstruerer i sin læsning, som tilsyneladende trækker i lige så høj grad på hendes forståelse af verden som på det faktuelle værk, hun sidder med i hånden? Hvordan hun fx har læst ud af “Hun er vred”, at også forfatteren selv skulle være lesbisk og adopteret er i hvert fald for mig at se rene spekulationer.

Høeg har endvidere udfordringer med de såkaldt “banale og selvoptagede diskurser”, som de “kvindelige” forfattere – tilsyneladende udelukkende – markerer sig med. Da spørger jeg; hvad banalt er der i sorg? I kærlighed? I tilhørsforhold? At vi alle har oplevet de følelser, eller i det mindste kan relatere os i en eller anden grad til dem, gør dem vel ikke banale, så meget, som det gør dem almenmenneskelige? De potentialer, vi kan danne fællesskaber om. De potentialer der til alle tider vil udgøre litteraturen.

Jeg gruer ved tanken om en snarlig genkomst af biografismen. Denne reducerende, ensidige og ikke mindst decideret kedelige tilgang til litteratur, håber jeg, aldrig vinder frem igen. Hvilken udformning et givet værk har set i forhold til hånden, der har skrevet ordene, er ligegyldig, bagstræberisk og strider imod min indre litterat, der svælger i den gode sætning, konstruktion, metafor og så videre. For i modsætning til Høeg elsker jeg form, og ikke bare som bærer af et bestemt indhold, næ, som særligt fokuspunkt i sig selv.

At se bort fra form er en nivellering af selve litteraturens karakteristika. Hvis form var ligegyldig, da var alle bøger lige god og kun de, der havde oplevet noget ekstraordinært fik lov at tale – og hvilket fattigt litteraturlandskab ville ikke det være?

Kommentera

5 Kommentarer på "Jeg frygter biografismens genkomst"

Meddela mig vid

Ordna efter:   nyaste | senaste | Flest röster
Rasmus Stenfalk
2 years 3 months ago
Tak for spændende tekst! Men jeg kan nu ikke helt tilslutte mig din afvisning af biografismen som sådan. Selvfølgelig, hvis man som Mette Høeg reducerer den til sin groveste og mest fladpandede form, er den absolut skrækkelig, men der er ingen grund til at smide barnet ud med badevandet. Jeg har indtryk af, at der er masser af indsigtsfulde og formsensitive biografistiske studier, som man bestemt ikke bliver dum af at læse, og som heller ikke er kedelige. Jeg tror med andre ord ikke, man kan ækvivalere al biografisme med udsagn af typen ”Hun skriver x, fordi kvinde/lesbisk/adopteret/psykisk syg”. Det… Read more »
2 years 3 months ago
Jeg tror godt på, at der findes gode biografiske læsninger. Jeg har ikke selv læst nogen, for jeg synes de, som jeg skriver, oftest reducerer teksten og slutter dér, hvor de konkluderer, at hovedpersonen i teksten er forfatteren. Men jeg må prøve at læse dine forslag og se, om jeg kan tage fejl. Det er desværre set før. Jeg afviser biografismen blankt som metode i det tilfælde, at det er den eneste tilgang til teksten og man netop siger ”Hun skriver x, fordi kvinde/lesbisk/adopteret/psykisk syg”. Hvis man bruger delelementer af biografismen – og kritisk! – kunne jeg sagtens se, at… Read more »
2 years 3 months ago
Det er en meget interessant debat som der blev trykt i Søndags Avisen(DK). Jeg har lidt tanker om disse ting. Hvis et værk fx en digtsamling er skrevet af en forfatter/digter – så kan det være ting og sager som er baseret på virkelige hændelser. Som udgangspunkt er digte skønlitteratur – det er også derfor at man typisk vil finde hylderne med digtsamlinger i afdelingen for skønlitteratur på et bibliotek. Det er ofte at når jeg læser en digtsamling eller et andet værk – så undersøger jeg forfatterens liv ved at læse lidt biografisk eller selvbiografiske artikler om forfatteren. Jeg… Read more »
2 years 3 months ago
Hej Kenneth Tak for dine kommentarer. Det kommer nok ikke som en overraskelse for dig, at jeg ikke kunne være mere uenig. Og jeg har flere indvendinger. Hvordan vurderer man fx om forfatterens levede liv har relevans for den tekst, de har skrevet? Er det relevant, hvis de har oplevet det samme som det skete? Og hvad gør man så i forhold til forfattere, hvis tekster man ikke nødvendigvis kender ophavet til. Fx Homer? Jeg tror, at din argumentation i yderste konsekvens ville føre til, at det krævede et enormt spændende liv at skrive gode digte, og det ville være… Read more »
2 years 3 months ago
Tak Camilla Zuleger for din besvarelse til min kommentar. Jeg tror at hvis man fx har oplevet en krig – eller noget andet dramatisk – så vil det præge personen. Denne person vil derfor måske vælge at skrive værker om disse. Disse værker vil være præget af oplevelserne. Derfor vil det ofte være interessant at vide – fx hvilke krig, hvilke oplevelser som forfatteren har haft – det kan være med til at man forstår eventuelle holdninger mm. som læseren ellers ikke vil kunne forstå at forfatteren skrev. Det er naturligvis – specielt i skønlitteraturen at man som forfatter kan… Read more »
wpDiscuz