7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
jeg sender vers
7083
post-template-default,single,single-post,postid-7083,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

jeg sender vers

flue på vindue

Jeg sender vers til mig selv
via privat e-mail
der fremkommer små røde prikker
under de af ordene
som mobilens ordbog ikke kender til
jeg sidder og råber sådan
et minut eller mere
og
det ender med denne sætning:
Overflade må havet om.

jeg trisser rundt udenfor
jeg er den eneste der går rundt sådan
alle andre er inde
jeg kan se husene og lyset fra
deres tv
vi nærmer os tiden
hvor natten ikke længere er mørk og tæt som stålorme
alligevel sover jeg tungt
ikke som en sten, men som en puppe
hvis tråde trækkes ind i den
efterfølgende dag
og skraber huden på mine øjenlåg
gradvist
tyndere og tyndere
gradvist
lindere og lindere
lige
indtil! jeg pludselig er i stand til at se klart
lyset kommer ind ad sprækkerne
det minder mig om da
sangeren sang:
jeg føler mig mekanisk og tynd
høre mig spille min violin
igen

det satte sig
som stilken af en blomst bag mit øre
sådan var det altså
det naturlige ved det unaturlige.

dybde må natten om.
et kollaps
jeg skriver videre, videre imens jeg sover
digtet fødes pludselig.
jeg går tilbage indenfor og med ét begynder
jeg at skrive til dig
som er mig
åh dette forbandede vovestykke
at smide ord sammen
og se dem glide ned under mulden
det klør under min fod
den venstre

halvdelen af min vægt hviler på månen
den anden del har jeg begravet
under jordbærrene.

en flue er fanget i vinduet
det dumme dyr
men mennesker er ikke meget bedre
selv jeg glor på vinduer
også selvom jeg udmærket ved
at det er meningsforladt
blankt, at best

jeg har sat en note
hastigt
rødt
på min hånd:
vær som en sommerfugl
lad dem se
dine farver glitre
toneløst
rør kun flygtigt ved dem
og flyv så hjem
igen.

hjem
hvad er det?
kære.
gid nogen havde fortalte mig det
noget før end nu
for
hvad skal jeg bruge det til nu
nu, hvor jeg er nærmere intet end tidligere
kære!
jeg kan ikke stoppe med at sige det
kære, kære, kære
okay
i dag og i morgen vil jeg være alene
og så kommer jeg flyvende
for at strejfe dig
for at kaste lys over kollisionen
for at blære mig
simpelthen

dybde må brønden om.
mønten er kastet
men det var ikke sådan en brønd, nej
jeg har fortalt dig alt jeg ved
gå nu
og lad mig fare
vild

hvem ved hvor en sommerfugl sover
jeg har hørt om fugle
der sover imens de svæver med vinden i højden
det kan jeg godt lide at tænke på
at de ikke falder herned
før morgenens lys spreder deres vinger ud
og lærer dem at svæve omkring
som var de nyfødte
det kan jeg godt lide at tænke på

overflade må havet om.
drømmen er min
i lang tid glemte jeg helt at drømme
så ruskede en vind i mig
og nu går hver eneste dag med at huske
hvad jeg har drømt om
jeg ved ikke
jeg synes at drømmen burde berøre flere
samtidig, helst
hvad med bare at drømme om
dyr som findes
hvad med bare at drømme om
ar som heles

enighed må stormen om.
jeg er fløjet, eller, den del af mig som er din, er fløjet
vinden er vild herfra og fremefter
sløjfen som hver bølge binder på den foregående bølge
sikke jeg raser i dag!
akacierne blomstrer om kap langs hveden og bøgen
sikket held
at ingen andre end mig ved det
ja
så nidkær er jeg
det er de lyse nætters skyld
alle tror at se alt
men de ser bare overfladens våde kørelys
det kortvarige og det lette
ligesom jeg

åh, jeg kan ikke mere
så lad dem da visne og visne igen
sommeren er alt for lang
blomsterne
de ved besked, de mærker det
deres støvede hoveder skriger på duggen, som er morgenens
og hver morgen er de fredfyldte og
nyvaskede
de har mæsket sig i regn og vind og sol og jord
jamen, sikke dog vi spejler os!

jeg kunne sige
i mit hjerte ruster siderne langsomt op indefra
og folk ville bare sidde og nikke
forstående

det er så svært at blive forstået!
sikket held,
at ingen andre end mig ved det.

alt det korrekte er et falsum
alt det rigtige
skjuler sig bagved et punktum
imens man tæller til tusind bag et gammelt egetræ
imens skyggen strejfer et blad, for hvad?

kæreste kære
jeg burde ikke sige dette
men hvad skal jeg med jeres kærlige hilsner
jeres små klap på skulderen
jeg tror, at det ville gøre lige så meget gavn
at klappe en fyldt container
på skulderen
at rose en rose på en solskinsdag
for måden den stråler på
for måden
den åbner sig for verden og lukker sig
for kulden, der er nattens.

f.eks. det at jeg har grønt tøj på i dag
det betyder jo ikke
at jeg er forhåbningsfuld eller at jeg
tænker som et forårskuld
at mit indre er oplyst af det grønne udefra
eller noget i den stil
det er
hvad det er
jeg har grønt tøj på i dag
fordi mine hænder fandt klæderne i skabet
og fordi de holdt af nuancerne
holdt af linjernes stier

overflade må tøjet om.
nu er det sent
jeg går stadig rundt og noterer små ting
som solsortens sang
der svæver over de nyligt væltede cykler
den langsomt fossende kanal –
sommeren får den til at se ugidelig ud
men snart vil regnen komme
og ruske den op, som den har fået
for vane at gøre

jeg er
et skridt tættere på drømmen
se!
himlens glasskår
det lysnende mørke ruster
nattens brede tunge.

jeg ved det jeg ved det
jeg ved det
alle vil mig altid det bedste, så
jeg river hul på mine knæ og mine albuer
jeg udgyder blod i gaden
jeg siger, at det er for at gengælde alt, hvad der er hændt
alle jeres kærlige hilsner
alle jeres venlige påmindelser
men jeg er nok bare en smule klodset, tror jeg
jeg har det med at vælte
glas ned på jorden (de smadrer hver gang)

sikket held
at jeg stadig er så ung og adræt
at jeg kan samle det op
recitere dette digt fra min underarm
og slippe afsted med det

søvn må kroppen om.

jeg
er gået i forvejen
min kære,
der er ro til at sejle
og ro
til at være.

Steffen Zeiner er født i 1989 og bor i Frederiksværk

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz