7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Klimaændringerne er en krise i sproget
6251
post-template-default,single,single-post,postid-6251,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Klimaændringerne er en krise i sproget

Vadim Sherbakov Vadim Sherbakov

Joshua Clover & Juliana Spahr
Misantropocæn – 24 Teser (2015)
Laboratory for Aesthetics and Ecology
16 sider

Espen Stueland
700-årsflommen – 13 innlegg om klimaendringer, poesi og politikk (2015)
Forlaget Oktober
349 sider

Espen Stueland skriver om nysprog, om hyklerisk klimaoptimisme og om økokritikkens interne fnidder. Joshua Clover og Juliane Spahr om menneskehaderens tidsalder.

For det første.
Fuck y’all.

Sådan starter Joshua Clovers og Juliana Spahrs pamflet Misantropocæn. Med en afsværgning af menneskeheden. Og intet kunne vel være mere passende i menneskehaderens tidsalder. Det er pessimismen der råder. Døden, katastrofen, er ikke længere bare nært forestående, den gennemsyrer hele tilværelsen, vi er bare for selvoptagede og selvfornægtende til at se det. “Du ved: det. Det dét som synes at være intet andet end verdens egen gøren.”
Jeg tror også det er det som den norske litterat Espen Stueland skriver om. Ikke med samme temperament, men i nogen grad med samme tone af pessimisme. 700-årsflommen er en samling essays som behandler klimaspørgsmålet fra forskellige vinkler. Titlen henviser til en oversvømmelse af Vosso-elven i Norge oktober 2014, og til den måleenhed der anvendes til at beskrive oversvømmelser. Der var med andre ord tale om en oversvømmelse så stor at den gennemsnitlig finder sted med 700. års mellemrum. Men med klimaændringerne er det blevet klart at måleenhederne ikke længere holder trit med virkeligheden – det er illusorisk at tro den næste oversvømmelse af denne størrelse først indtræffer om 700 år.
Med udgangspunkt i denne hjemlige begivenhed, vil Stueland undersøge hvorfor (helvede) skellet mellem klimaviden og klimahandling stadig er til stede. Som han skriver i forordet er der, “en dyp kløft mellom klimafremskrivningene og et språk som har kraften til å mobilisere.” Det er således tanker om repræsentation og diskurs som Stueland udfolder. Og det med et tydeligt engagement i teksterne. Antagonisterne er til at få øje på. Stueland peger blandt andet på virksomheders ‘grøntvaskning’. Altså markedsføringen af grønne tiltag, snarere end egentlige forsøg på at bremse klimaforandringerne. Eller med Stuelands ord, når “bedriften eller selskapet bruker større ressurser på å reklamere for at den er grønn, enn på tiltak som gjør den til en grønn bedrift.” Han henviser her til Statoil som har investeret kraftigt i det norske motionsliv, herunder skisport, under sloganet “morgendagens helter”, samtidig med at deres olieproduktion er en massiv bidrager til temperaturstigningerne: I 2014 blev mere end hvert fjerde skiløb i Norge således aflyst eller udsat på grund af dårlige sneforhold. Virksomhederne er dog ikke de eneste syndere. Nysprog og politikernes evindelige klima-optimisme får også en kærkommen bemærkning med på vejen. Stueland er særdeles harm over den berøringsangst og manglende kritisk sans som præger politikerbilledet. Som om det at ytre kritik er et forfærdeligt glædesdrab. Eller ja, det er det sgu nok, men der er heller ikke noget at glædes over. “Tegn og forskning som motsier (den paradigmatiske) troen på at petroleumsalderen skal vare i all evighet, er systematisk blitt neglisjert. I optimismens ånd.” Desuden henviser Stueland til befolkningens kollektive fornægtelse og klimaspørgsmålets uoverskuelighed som årsager til bekymring; “det som blir abstrakt og fjernt, som man helt mangler førstehåndserfaring med, er enklere å neglisjere.”

For det sjette.
Når vi taler om tid taler vi om processer. Ting der går dårligt. Vi taler om entropi og partikelforurening. Et koldt springvand af cæsium dybt i jorden.

Hvor første halvdel af 700-årsflommen således er præget af personlige historier og dønnertaler mod norsk og international klimapolitik, består sidste halvdel af mere indgående, og akademiske, refleksioner omkring begreber som økokritik/-poesi, politisk litteratur og resignation. Blandt andet præsenterer Stueland her en kritik af økokritikkens hotshot Timothy Morton. Han skriver, “mye av det Morton kritiserer, er relateret til klimaendringene, men selv vil han ikke gå inn på sakens kjerne.” Det er en kritik som Stueland formulerer flere gange i bogen: Økokritikken må, som en læsemåde af æstetiske værker, forsøge at overskride autonomi-tanken og forgrene sig ind i “offentligheten, politikken, økonomien”. På den måde peger han på økokritikkens fortrængninger, at den mere direkte politiske appel overses til fordel for formorienterede læsninge; “man studerer representasjon, mimesis, heller enn å undersøke hva som er representert.” Ligeledes skriver Stueland om økokritikkens nærmest dogmatiske arbejde med at tilsværte og devaluere naturlyrikken til fordel for mere vidtrækkende ambitioner:”Det er tvilsomt om økokritikken i sine akademiske varianter kan bli noe annet enn nok en lesemetode, en kritikk av “naturromantikk”. Den ser ikke ut til å ha ambisjoner om å bli så mye mer enn det.”
Det er naturligvis uhyre polemisk, og jeg har da også svært ved at fremmane helt samme pessimisme overfor økokritikken. Samtidig kan jeg dog ikke udgå at mærke en vis begejstring og genkendelse i Stuelands opsang. Jeg kender det. Det kan være nemt at forfalde – og bare det at skrive ‘forfalde’ indikerer en hierarkisering som jeg synes er uheldig, men samtidig måske pædagogisk nødvendig – til formorienterede læsninger. For hvordan skal jeg ellers læse, fx Clover og Spahrs tekst:

For det syvende.
Det rene og skære omfang af den misantropocæne. Vores hjerner føles små og uvirksomme. Engang var det som om ethvert fragment bar helheden i sig. Nu er helheden for stor til at fatte og står for altid foran os som fragment.

Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved er at det ikke længere er nok at tilkendegive at der findes et politisk engagement i en tekst. Det er på en måde for let hvis konklusionen bagefter blot bliver at bogen føles ”vigtig”. På Clover og Spahrs forlagshjemmeside (http://communeeditions.com) skriver de selv at poesien aldrig kan blive en erstatning for politisk handling, men at den måske kan fungere som en “riot dog”. En hund der advarer mod det udefrakommende. Og hvis vi vil læse litteraturen sådan, må vi også være i stand til at udpege hvad der advares imod, hvad det udefrakommende er, og reflektere over mulige måder at håndtere det på. I sproget, med sproget, fra sproget.
Men jeg synes samtidig også det kan virke en smule angstprovokerende at skulle forlade litteraturvidenskabens begreber og metoder. Og når Stueland desuden skriver, “det skader ikke å lese fagstoff av klimaforskere for hver bok man leser av en filosofisk vitenskapsteoretiker, eller å lese en offentlig utredning om naturforvaltning og naturresurser for å balansere lesningen av økofilosofi”, så er der pludselig ikke langt mellem gængs tværsfaglig udveksling akademikerer imellem og et decideret krav om en polyhistor bevidsthed hos den enkelte. Det er et krav jeg ikke kan leve op til, ligesom jeg finder det unødvendig individualistisk. Og Clover og Spahrs forslag (hul i skellet mellem forfatter og fortæller) er bestemt ikke mindre radikalt (nødvendigt eller ej):

For det tyvende.
Sådan ender det misantropocæne. Vi går i krig mod det. Mine venner går i krig mod det. De løber hylende af glæde og af skræk mod det. Jeg går med dem.

Men det er også Stuelands pointe. At det er angstprovokerende, at autonomiæstetikken har sejret af helvede til. Når Stueland skriver om skønlitterære bøgers evne til at udtrykke “tidsånd, ikke som noe de er hevet over, men noe de inngår i, som ett av mange tusen små steg som til sammen forandrer historien” så er det med et tydeligt politisk engagement. Et engagement der ikke altid udtrykkes i økokritikken. Derfor er Stuelands ønske også at økokritikken afsøger andre tilgange, udvider spektret, og derigennem også sprogets handlingsrum:

Det trengs økokritiske litteraturforskere som prøver seg i andre litterære sjangre, som bruker seg selv som lesere og aktivister, for eksempel i essaysjangeren, pamflettsjangeren, det dagsaktuelle. Økokritikken bør løsrives fra akademia.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz