7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Kunsten at overgive sig
1168
post-template-default,single,single-post,postid-1168,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Kunsten at overgive sig

Djørup,-AddaFoto: Rosinante & Co

Poesi og andre former for trods
Adda Djørup
Samleren
150 sider

“Men jeg kan jo ikke lide noveller,” tænker jeg for mig selv, da jeg har læst samlingens første egentlige novelle, der efterfølger en lille tekstpassage, som nok må siges at falde under kategorien ‘andre former for trods’. Den har rørt noget i mig. Mod min vilje, og alligevel var det rart, for en gangs skyld. Det er Adda Djørups seneste bog, “Poesi og andre former for trods”, jeg sidder med. Og jeg var klar til at indtage min så vante, let fordomsfulde holdning over for den moderne novelle om almenmenneskelige problemstillinger, som alle og enhver og oplevet, tænkt og følt. Men den følelse udebliver, satans!

Jeg læser videre, endnu ikke klar til at give op. Jeg kan ikke lide noveller, og slet ikke de nye af slagsen. Det handler ikke om prosaen; det handler om, at det tit har syntes for let på mig. Jeg har oplevet det som en kunstig bevægelse i forsøget på at overvinde mig, få mig til at give mig hen til de almenmenneskelige præmisser. Men først og fremmest handler det om, at jeg er snobbet. Og stædig, måske mest stædig. Når jeg først har sagt, mit liv er for kort til Naja Marie Aidt, så er der ingen vej tilbage.

Nuvel, Djørup. Jeg skal nok finde dit bløde punkt. Hun er sjov, det kan være en brist, tænker jeg. Som de sjove børn i folkeskolen, der også altid skjulte noget bag deres humor. Ingen er sjove, bare for at være det, var det sådan, det var? Jeg tænker, at det ikke kan vare længe, før jeg har fundet frem til, at vi også denne gang har at gøre med en novelle af den slags, I ved nok. Men så skete der noget, der gjorde det svært:

Hovedpersonen er mildest talt af anti-helte-slagsen i Hemingway-kapitlet “Der er ingen ende på Paris.” Der sker noget, der er spændingskurver og det hele og så pludselig: “Havet stopper man ikke med et truende blik”. Jeg kom til at læse sætningen flere gange, det er aldrig et godt tegn. Det er et tegn på resignation. Men sætningen, den var bare… så god. I sin egen banalitet, bevares, men den begrænsning er jo eksistentiel.

Da jeg når lidt over halvvejs, er der ingen vej tilbage. Jeg bliver nødt til at give fortabt: “Tusmørket er blevet til et almindeligt sommermørke, alt er godt igen, og man er udødelig til det modsatte er bevist.” De korte tekster er så velkomponerede, så præcise i deres udtryk. De siger hverken for meget eller for lidt, præcis som man hører, noveller skal.

Efter jeg har læst samlingen et par gange (for indrømmet, det har jeg nu) tyer jeg til krysterkortet: Det må være meget unovellede noveller. Men det passer slet ikke. Jeg tog fejl, og Adda Djørups former for trods fik mig til at indse det.

Hendes personer kører alt for hurtigt i deres biler fyldt med børn, de skyder deres kærester, de kysser andre end deres ægtefæller – til selve brylluppet. Det er utro, usympatiske og utrolige. Men først og fremmest enormt menneskelige og ærlige. De indrømmer de brister, vi så febrilsk bruger vores tid på at skjule. De kropslige skavanker, såvel som de psykiske afvigelser fra fastsatte normer. Og så er de ligefremme. De siger tingene som det er, pakket en i lige tilpas mængde metaforer til, at det går rent ind. De personer er virkelige, og de virkeliggør novellen som en vedkommende genre. Deres historie bliver min historie.

Jeg har læst flere noveller siden, i små doser, det siger sig selv. Man skulle jo nødigt ende i anafylaktisk chock, en overreaktion. Men det er ikke nok. Jeg må have mere, holde rusen ved lige. Men først og fremmest skal jeg læse “Poesi og andre former for trods” færdig for tredje-fjerde gang. Og så begynde forfra. Og svælge i Hemingway-, Johs. V. Jensen- Virginia Woolf- og Inger Christensen-referencer. I de gode sætninger og de sørgelige, ja, selv de sjove. Og fryde mig over, at novellen ikke var en genre, der gik tabt for mig.

Kommentera

1 Kommentar på "Kunsten at overgive sig"

Meddela mig vid

Ordna efter:   nyaste | senaste | Flest röster
2 years 4 months ago

Har du læst Dorthe Nors ”Kantslag”? Gør det, og fortæl mig, hvad du synes!

wpDiscuz