7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Kussen og røven
6801
post-template-default,single,single-post,postid-6801,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Kussen og røven

Nicole köhler
Nicole Köhler

Mycelium #1: Endnu en anstrengelse, afvigere, hvis I vil være frie
Limbo Library
40 sider

Mensen
Gyldendal Norsk Forlag
96 sider

Fra de hengemte steder bobler der en politisk modstand frem. Om det er med revolution eller reformisme som grundidé, så foregår der en politisk oprustning på kroppens slagmark. Atter engang.

Mycelium er et nyt tidsskrift udgivet af forlaget Limbo Library. Tidsskriftet består af fem tekstbidrag og fem billeder, alle anonymiseret under fællesnavnet Mycelium. På bagsiden af det lille hæfte (10,5 x 14,7) står der at det er “en samling litterære, kunstneriske, filosofiske og politiske sporer, der arbejder med begrebet stipulativ sandhed og politisk poetik”. Jeg synes dog ikke den litterære erfaring er tildelt meget plads i dette første nummer. Og det er ærgerligt, ikke mindst når tidsskriftet betragter poesien som ét muligt udgangspunkt for en anderledes pervers livsform.
Perversitet i filosofisk og politisk forstand, er der derimod en dejlig overflod af – som det sig hør og bør. Mycelium tager udgangspunkt i hvordan begrebet perversion selv har gennemgået en pervers transformation i det moderne samfund. Det der tidligere blev betragtet som perverst er nu blevet domesticeret; “en personlig ret til selvrealisering”. Tidsskriftet betoner således en evig bevægelse af afvigelse, afvisning, indoptagelse og uskadeliggørelse, altså en assimilativ bevægelse. Men med denne bevægelse opstår der også nye afvigelser, nye rum for den perverse overskridelse. Måske kan undertitlen – Endnu en anstrengelse, afvigere, hvis I vil være frie – også læses som en markering af netop dette. Der er ikke tale om en sidste afvigelse, men snarere om en evig udskydelse af friheden. Der er altid behov for endnu en anstrengelse. Men omvendt er det også vigtigt at huske på, at dette altid vil være en retrospektiv erkendelse. En erkendelse fyldt med smerte, og ensomhed i den forstand at den er svær at dele med ikke-afvigende, “frie” borgere.
Jeg tror også det er derfor sproget gennemgående er ført i manifestets agiterende toneleje i Mycelium. Som en markering af alvor, af samfundsnedbrydelse, af (seksual)politisk konflikt. Der er ikke blot tale om den sidste, nye perverse trend. Der er tale om en politisk nødvendighed som finder sit perverse udspringspunkt i røvhullet: “I enden nedbrydes og sammenblandes alt. Udslettelsen af enhver forskel, at trænge ned i væren, antager en ekskremental karakter”. Røvhullet er altså det perverses sted fordi røvhullet er det sted der nivellerer alle forskelle og udskider en besudlet, tabuiseret masse. Men samtidig er det vigtigt at dette sted forbliver usikkert. Den besudlede masse må ikke helliggøres, røvhullet må så at sige aldrig blive Gud, for så falmer stedet i endnu en assimilativ overtagelse. Derfor står der også:

Målet for den perverse overskridelse er ikke transcendens, det hinsides, nådegaven, men derimod transgression, overtrædelsen, der udsletter enhver forskel imellem kønnene, kroppene osv. Den perverses yderste sigte er det grænseløse […] Det er vigtigt at påpege, at når vi omtaler den perverse, er det en, der driver perversionen til sin yderste konsekvens og ikke blot den, der værner om sine særegne nydelser, men som i øvrigt tilpasser sig kulturens konventioner.

Den perverse er altså den der fører overtrædelsen til den yderste konsekvens. Derfor er røvhullet også nært forbundet med en kærlighed til “alle de udstødte”. “Kan man tænke sig noget mere anstødeligt, en større hån imod den herskende anstændighed, end fattige, bådflygtninge, sindssyge, tabere, ludere, stofmisbrugere, samfundets udstødte affald?”.
Den logik der gør sig gældende i Mycelium er derfor også en revolutionær logik, en logik der ikke acceptere gradvise tilpasninger og indordninger, men derimod taler for en totalomvæltning af de normative strukturer. Det er selvfølgelig ekskluderende overfor nomaten, men det er måske den allerede ekskluderes eneste tilbageværende rettighed? Selv at kunne vælge sine kampfæller: “Den perverse finder glæde i denne spottende hån”.

Hvor Mycelium grundlæggende kan siges at anvende det tabuiserede som en aktiv modstandsposition, så ønsker den nye – og første(!) – norske bog om menstruation snarere at nedbryde de tabuer der er forbundet med “mensen”. Bogen består af 22 personlige bidrag fra forfattere og tegnere og er i bund og grund en fuldstændig fantastisk ungdomsbog. Mange af bidragene kredser om oplevelsen af den første menstruation. For nogle er det en skamfuld begivenhed, mens det for andre (også) er omgærdet af stolthed og en følelse af voksendåb; “då eg først fekk mensen, sa eg det med eín gong til to eldre venninner, og dei gratulerte meg og klemte meg og gav meg bind, og eg følte meg så stolt og glad”.
Det er en bog som jeg har lyst til at citere skamløst fra, simpelthen fordi den er så øm. Her blot to eksempler: “For det/er det vigtigaste […] kva som skal/inn eller ut av fitta di,/blod, tampongar, pikkar, barn:/Det er din kropp, du bestemmer./Heilt sjølv.” og:

Etterpå glir han ut av meg, og da han løfter på dyna, lyser det røde på håndkleet mot oss. Knallrødt, som bringebær og markjordbær. Han drar en finger langs innsiden av låret sitt og viser den til meg.
“Hei sann!” sier han. “Du har merket meg.”
Jeg svarer med et halvt smil, munnen helt inntil hans: “Om jeg har.”

Bogen er fyldt med sætninger som disse der på en dejlig selvfølgelig måde betoner selvstændighed og kvindelig autonomi. Kropspolitik. Min menstruation er min menstruation, min krop er min krop. Derfor føles bogen også så vigtig. Fordi disse bidrag forhåbentlig kan være med til at løfte det tabuiserede ind i den offentlige samtale. Vi er nødt til, som der står i Kadra Yusufs bidrag, at “snakke mer om mensen! Vi begynner her og nå. Jeg ønsker meg en saklig, faktabasert diskusjon i det offentlige om hva mensen er, og hvor vi avliver mytene. At vi gjør det lettere for alle jenter å snakke høyt om mensen”.
Og når vi ser på hvordan den danske reception af Maja Nyvangs og Sine Cecilie Laubs kulturkritiske gennemgang af menstruation i Gennemblødt, har været de seneste uger, fremstår dette behov for at snakke om menstruation tydeligere end nogensinde. Og så er der måske alligevel sket noget helt uforvarende. For som Lucia Odoom også bemærker i Politikens poptillæg, så må det i sig selv betragtes som en stor ting at folketingets forkvinde Pia Kjærgaard både i artikel og på tv har været ude at tale om menstruation. Selv på trods af hendes afvisende budskab overfor debatten generelt.
Jeg håber i hvert fald i mit stille sind, at både Mycelium, Mensen og Gennemblødt blot er de første eksempler på en større bevågenhed overfor røvens og kussens tabuer.

p.s. gør jer selv en tjeneste og tjek det manifest ud som Kristina Leganger Iversen, der også bidrager i Mensen med et skarpt digt, har skrevet til NRK

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz