7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Lad alt håb fare, i der her går ind
3164
post-template-default,single,single-post,postid-3164,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Lad alt håb fare, i der her går ind

4978676288_c3bf4b0c76_b
Foto: Sarah Reid
Lad alt håb fare, i der her går ind
(Dantes Guddommelige Komedie, Helvedet, sang III)

Florets kritiker Karl Emil Rosenbæk har læst Harald Voetmanns ”Syner og fristelser” fra sygesengen. En ulækker, men underholdende oplevelse

Harald Voetmann
Syner og fristelser
Gyldendal
176 sider

Jeg var syg mens jeg læste Harald Voetmanns Syner og Fristelser. Jeg lå i sengen godt pakket ind i tæpper og fulgte Benediktinermunken Othlo af St. Emmerams rejse fra klosterets sygefløj til Hovedbærernes Have i Herusalem, og videre ned til helvedet, Antiherusalem, hvor Othlos følger eller plageånd Æsphydogyllus fremviser det opfindsomme netværk af straffe som alverdens overskridelser medfører. Straffe af danteske dimensioner. Jeg må her, som den syndige Dante-læser jeg er, indrømme at jeg, som mange andre, blot har læst inferno-delen hvor synderne tildeles en helvedeskredse alt afhængig af deres forbrydelses karakter – gad vide om der findes en særlig kreds for os? Nå, denne nærmest perfide klassificeringstrang går i hvert fald igen hos Voetmann. Lige fra selve indgangen til Helvedesbyen hvor nådesflammer, hvis eneste nådesgave er den velkendte smertes lindring mod en nagende frygt, råder, til svinestier hvor jødiske skriftlærde diskuterer i skarndynger – romanen finder sted i 1000-tallet med dertilhørende katolsk antisemitisme, grøfter hvor bunker af udsultede rigmænd forhandler med afrevne negle og tænder for at få lov til at sutte på rådne krabbekløer og til rædselsbordeller hvor flyvende kønsdele udstyret med kløer og gifttænder straffer afvigere og klerikale vanhellige. Og så selvfølgelig tarmtapetet:

“Men størst og værst blandt de infernalske håndværks kvarterer er det store vævertorv. Her flettes de dømtes tarme sammen til et stort tapet. Tusinder af dømte hang med flænget mave langs kanterne af en ramme så stor som ti katedraler. Et hold mestervævere i bulede harnisker fløj omkring på ådselsfugleryg med de slyngede tarme i hænderne, med hvilke de lagde islæt i trenden. Fra tid til anden kunne en ådselsfugl ikke holde sig tilbage fra at slynge sin rytter af sadlen for med sit næb at hakke hul i tarmtapetet og på denne måde sikredes, at det vældige tapet aldrig kunne væves færdigt, da det samtidig skulle tjene til næring for krager og alliker.”

Det er et farligfælt univers som Voetmann har skabt. Det er rent ud sagt fandens ulækkert. Men samtidig uhyre fascinerende. I en konstant oscillering mellem syner og sygefløjens oldbrødre, udfordres Othlos teologiske grund. En grund der må siges at være yderst skrøbelig hvilket gør det muligt at spekulere i hvorvidt Othlo testes netop på grund af sit brogede forhold til de religiøse forskrifter – et forhold han deler med de fleste andre af klosterets beboer. Dette kommer blandt andet til syne gennem Othlos komiske tanker omkring munkebroderen Gehrwas’ mulige nydelsesfulde forhold til egen besørgelse: “Den villige søgen efter en grad af kildren i legemet, som må være værdsat af Gehrwas, siden den får ham til at gå mod aftrædet uden at have stærkt behov”.

Othlo er at betegne som en yderst fordomsfuld og foragtende karakter. Han mishager klosterbyens markedsdage med en voldsom iver. Det gælder både (kræmmer)markedets udnyttelse af sagesløse forbrugere, og kræmmerens forpinte selvhad hvis hver en ubrugelig genstand ikke er blevet afsat ved dagens afslutning. Dette kommer til udtryk i en passage hvor jeg har svært ved ikke at drage paralleller til de(n) nutidige markedsøkonomi(er). Falske behov, griske bagmænd og sagesløse forbrugere. Markedet som Hydra der viser et troværdigt ansigt og gemmer de fordærvede væk under et forklæde til det er for sent at gøre modstand. Måske står perspektiveringen for egen regning, men jeg lader den stå.

Syner og fristelser er morsom og morbid, uhyr og uhyggelig. Og om litteraturens mulige helbredende kraft, må det siges at det, da jeg var færdig med at læse, var det en lise blot at være forkølet.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz