7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Lapidarium til ære for urmennesket
2390
post-template-default,single,single-post,postid-2390,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Lapidarium til ære for urmennesket

by-Vassil-1200px-Ambre_bleu_dominicain_21207
Foto: Vassil

Lapidarium til ære for urmennesket


I

Tænkte de mon på deres egen død, de forhistoriske mennesker, forestillede de sig, som jeg, hvordan deres pårørende ville reagere, så de for sig, deres familie og venner samlet omkring hullet i hulens klippegulv, gravhøjen, ligbålet, grædende, holdende om hinanden, holdende dyrehuder over sig som exoskeletter, en ydre beskyttelse mod både den silende regn og den mørke dæmringssky, der siver op fra graven, eller tænkte de slet ikke på den, slutningen, dengang, før vores historie begyndte, som man siger, hvad med deres historie, er det ikke også vores, er vores også deres, hvorfor skabte de skålgruberne, de skålformede fordybninger i sten, som vi i dag tolker som soltegn, en hyldest til solen, til lyset, til livet, men var ikke også det en handling drevet af angsten for døden, skålgruben som en forsætligt efterladt rest, et levn fra et levet liv, et forsøg på ikke at forsvinde fuldstændig fra verden. Med skålgruben som med teksten, musikstykket eller de to bogstaver ridset ind i træets bark, de holdt vel fast, som også vi gør, holdt sig på den anden side af mørket, lænede sig helst ikke for langt ind i det. Også det forhistoriske menneske et individ, også det nutidige menneske bare et enkelt eksemplar af en art, homo neanderthalensis, homo sapiens og så videre. Skålgrubebeklædte sten i en cirkel med det døde urmenneske i centrum, et lapidarium til ære for urmennesket, til ære for mig, her kommer de pårørende for at mindes mig, det døde urmenneske, selv er jeg her ikke, jeg blev lagt på et leje af tørt græs på en flåde af træ, skubbet ud på havet og brændt, men min sten er rejst, føjet til cirklen af døde, mine skålgruber, mine meddøde, mine pårørende, selv er jeg i havet, i tunfiskens bug, i koralen som byggesten til dens indre kalkskelet, i krabben, havørnen holder i sine klør, i ekskrementerne, i jordbunden, i træets stamme og knoklede grene, i de lysegrønne blade, i vildhestens fordøjelsessystem, i den tørrede abrikos


II

Var de også, som jeg, bange for, at det ikke skulle lykkes, at ilden ikke ville tage ved (og hvad, hvis det regnede), forestillede de sig mon, hvordan de, fumlende med flintestenen og svovlkisen, i de altafgørende sekunder, når bålene på bjergtoppene bag dem allerede et efter et var blusset op, mens fjenden hastigt nærmede sig, med rystende hænder, forsøgte at få ilden til at æde af det indtørrede dryssende lav, hvordan det ikke ville tage fat, hvordan fjenden ville nå frem til byporten inden portvogterne var advaret, hvordan alle byens indbyggere ville blive slagtet, sønner, døtre, koner, søstre, brødre, fædre, mødre og så videre, dem alle sammen, hvordan fjenden efter sejren ville vende hjem og nedsænke den overvundne bys våben i søen, et offer, en tak til guderne for den nylige sejr, forestillede de sig allerede dengang, hvordan disse søer langsomt ville blive omdannet til højmoser, kendte de mon til det særligt iltfattige og dermed gunstige bevaringsmiljø, som ville omslutte og konservere våbenofrene, lerpotterne, ravsmykkerne, håret, neglene og så videre og føre dem med sig ind i nutiden, forestillede de sig arkæologens urimeligt begejstrede ansigt på tv-skærmen efter fundet af det af fjenden stjålne våben ved udgravningen af Toftegårdsplads som led i en omfattende udbygning af byen og dens infrastruktur, havde de mon forestillet sig, at arkæologen, et kort øjeblik inden kameraet blev tændt og der blev råbt ”kør”, med sin telefon ville tage et billede af flinteøksen og sende det via snapchat til fire af sine kontakter, hvoraf den ene var mig, som på det tidspunkt stod ved søen omkranset af bjerge og forsøgte at tænde et bål i regnvejr

Kommentera

2 Kommentarer på "Lapidarium til ære for urmennesket"

Meddela mig vid

Ordna efter:   nyaste | senaste | Flest röster

[…] De kan læses her […]

1 year 10 months ago

Like!

wpDiscuz