7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Leden ved det almindelige liv
2241
post-template-default,single,single-post,postid-2241,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Leden ved det almindelige liv

vbl
Foto: AFV Press

Leden ved det almindelige liv

Victor Boy Lindholm tager kampen op mod den trivialitet, der gennemsyrer det moderne middelklassemenneskes erfaringer og kæmper for at finde et sprog til disse erfaringer. Kedeligt, irrelevant og ligegyldigt, mener nogle. Erfaret liv, der kan og skal omsættes til litteratur, mener den unge digter, der netop har udgivet sin debut på svensk.

Victor Boy Lindholm hører til en gruppe af danske digtere, der har måtte finde sig i mange (generations-)mærkater. Med sin kradse kapitalismekritik deler han Generation Etiks politiske engagement, mens hans blog, jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk, har givet anledning til at placere ham blandt andre såkaldte internetdigtere som Caspar Eric.

Lindholm selv er ikke synderligt interesseret i de kasser, han er blevet placeret i. Han er mere interesseret i at undersøge det moderne middelklassemenneskes uundgåelige hykleri. Et hykleri, der opstår i kølvandet på internettet, der generere så meget viden, at man ikke orker at forholde sig til den globale verden, fordi man ved for meget. Man mister håbet om, at man har mulighed for reelt at agere som politisk subjekt, og med det svinder troen på, at fremtiden kan blive bedre end nutiden.

I anledning af den svenske oversættelse af DRONE, der udkommer i løbet af juni måned på David Stenbecks Förlag, fortæller Lindholm her om digtsamlingens melankolske trivialitet og om at leve i afgrundens mellemrum med varierende mængder af godt humør.

AFV Press, der har udgivet DRONE, skriver, at samlingen handler “om å dumpe og /eller bli dumpet”. Hvad tænker du om den beskrivelse?

Det er en præcis beskrivelse. Det er ikke forlaget, men os i fællesskab, der har fundet på det. DRONE er en melankolsk og nostalgisk tekst om at blive forladt og forlade. Den er ikke skrevet ud fra et specifikt kærlighedsforhold, der er gået i stykker, men er en mikroundersøgelse af at bevæge sig.

Jeg oplever, at det at forlade eller blive forladt er et grundvilkår i at vokse op i et samfund i konstant bevægelse. Eller et samfund som foregiver, at det er nødvendigt at være i konstant bevægelse. Det er nødvendigt at forlade enhver situation før den fryser, det er fortællingen, der skaber melankolien eller en sorg over at skulle efterlade alt bag sig hele tiden. Det er en tid, hvor man må skynde sig eller brænde op i paralyse.

Konkret tager DRONE udgangspunkt i min morfars død, den sorg er sprogets drivkraft i teksten. Dette betyder, at DRONE er bygget op omkring den ultimative følelse af forladthed. På den måde er beskrivelsen passende, den døden forlader og forlades, den døende må videre, den efterladte ligeså. Det er almindeligt, trivielt.
 
DRONEindeholder en gennemgående følelse af og frygt for at være triviel, der blandt andet bliver beskrevet i jegets ønske om  at have forældre, der havde overlevet lidelser før de flyttede til forstæderne. Hvad er det, der ligger i sådan et ønske? Er det trivielle virkelig så frygteligt?
 
Jeg mener ikke, at det er frygten for at være triviel, der kendetegner DRONE. Jeg mener, at jeg’et konstaterer trivialiteten som et vilkår for at bearbejde sorgen. Det er det, der åbner det såkaldt partikulære op, og gør det trivielle relevant for læseren.

Teksten genereres faktisk som en modstand, det vil sige som en modstand mod at skulle beskrive noget så banalt som døden eller at vokse op i en forstad. Det er grundlæggende en erfaring, der kan affejes, og som aktuelt i den danske litteraturdebat kaldes kedelig, irrelevant og ligegyldig. En erfaring som skal erstattes af det store udblik, den store fortælling, men det trivielle er ikke frygteligt eller intetsigende, det er erfaret liv som kan og skal omsættes til litteratur.

Der bliver flere gange i DRONE talt om det fejlagtige og ødelagte sprog. Er det noget, der hænger sammen med følelsen af at være triviel? Føler du selv, at du arbejder med et forfejlet sprog  eller med et trivielt sprog?

Set i sammenhæng med dit første spørgsmål, er der en klar forbindelse mellem et upræcist sprog og en triviel erfaring, fordi det umiddelbart almindelige altid undergraves af det reelt oplevede. Det som umiddelbart kan kaldes partikulært, individuelt eller trivielt og almindeligt, groft sagt ligegyldigt, har jo en ekstrem modpol i den ubevidste eller underliggende skam, som et dansk middelklasseliv må lede til.

Leden er, som fremmedgørelsen, en klar moderne erfaring, leden ved sit eget almindelige liv. Folks rejsebesættelse, selvdokumentering og iscenesættelse – min egen inklusiv – er vel et klart bevis derpå, ferien er en pause fra kedsomheden. Det er en lede, som hele tiden genopdages ved små chok, lysglimt og som ikke besidder nogen sikkerhed, kun potentiale til at udstille hykleriet, når man sukker over sine barbecuechips i sofaen.

For mit vedkommende er det svært at finde et sprog til denne erfaring, der præciserer, hvad hykleren er. Det er nok det som alle mine tekster undersøger: Hvordan påvirker denne erfaring mit sprog? Et sprog som måske ikke er ødelagt, men som er gennemsyret af min egen trivialitet.

Jeg synes, at der er en poetik i David Foster Wallaces beskrivelse af en familie i essayet ‘Getting Away from Already Being Pretty Much Away from It All’: ”A family is having their picture taken in front of the inflatable Ronald arranging their little kids in a careful pose. Notebook entry: Why?” Dette sidste why, mener jeg, er en sindssygt god beskrivelse af det komiske, sørgelige, vigtige, interessante og fucked up ved et middelklasseliv.

Man gør de her åndssvage, meningsforladte ting i en verden i brand, holder fast i en betydning for at overleve, tror på det trivielle. Det vil jeg gerne beskrive i mine digte. Det mellemrum af afgrund, når jeg indser tomheden, men stadig lever i den med varierende mængder af godt humør.

Som flere af dine forfatterkolleger har du en blog, hvor du publicerer digte. Hvis der er, hvad er så forskellen på de digte, du udgiver på din blog, og så dem, der bliver trykt? Kunne de digte, du udgivet digitalt på din blog, også blive udgivet på tryk eller ville det tage noget fra dem?

Det korte svar er, at der ikke er nogen forskel. Det svar har naturligvis nuancer. Internettet er en måde, hvorved verden åbnes op i endnu højere grad. Internettet har en tæt sammenhæng med den skam og skyld, men især skam, som jeg mener er tæt knyttet til den moderne erfaring.

Jeg vil sige, at mange af teksterne ikke ville eksistere, hvis internettet ikke eksisterede, men så igen, så er der rigtig mange ting, der påvirker litteraturen. Besættelsen af internettet har i debatten taget fuldstændig overhånd. Det er blevet en måde at forstå litteratur på. Det, at de unge digtere digter om internettet, er blevet endnu en måde at kategorisere på, så man kan snakke om internettet og ikke teksten.

Internettet kan skabe bevidsthed, men også ligegyldighed, der ender i hykleri. Det er dét, jeg er interesseret i. Ikke identitet, men afstanden. Det hul, hvor man ikke orker at forholde sig til en global verden, fordi man ved for meget. Det tror jeg internettet genererer meget af: håbløshed.
 
Når du siger, at interessen for internettet har taget overhånd, er et spørgsmål som mit så problematisk? Altså er det problematisk, at digtere som dig selv bliver kategoriserede som internetdigtere?

Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er problematisk. Det er også en elendig luksus at beklage sig over, at folk pludselig skriver så meget om internettet. Men jeg mener, at man skal være opmærksom på, om det bliver en automatisk kategorisering af tekst, hvor man ikke tager stilling til skriften, men kun til mediet.

Der er naturligvis tekst, der benytter sig af internettets teknik, og internettet har også frisat tekst på en ny måde. Det har skrællet nogle gatekeepers ned og skubbet til en række hierarkier. Det gør også samtalen om teksten vigtig, fordi det er her, den redigerende fase nu finder sted. For mig er internettet vigtigt som kommunikativt rum, hvor skriften lever et mere frit liv. Jeg synes, betegnelsen internetdigter er en forsimpling, der er meningsforladt.

Som du selv siger, så har der i den danske litteraturdebat været en tendens til at kritisere en del litteratur for at være kedelig og irrelevant, men kan den kritik ikke også være berettiget? Er det virkelig alle erfaringer, der har noget at sige? Er der ikke nogle ting, der bare er kedelige og irrelevante at skrive om?

Det er en latterlig diskussion, fordi det sætter indhold over form, når indhold er form. Sagt på en anden måde: Debatten indsætter et hierarki om, hvad der må formidles, hvilket jo er forrykt og vidner om en forsmået kultur, hvor visse personer føler sig overset.

Hvis man betragter litteraturhistoriens kanon er der jo en hel flok af værker, der burde afvises som ligegyldige, hvis jeg ikke insisterer på inderligheden, på følsomheden, på afmagten. Jeg læser Petrarca i øjeblikket, og hvis jeg skal godtage præmissen om det partikulære eller individuelle som kedelig, ville hans 366 sonetter om hans bristede kærlighed til Laura være mildest talt søvndyssende. Det mener jeg ikke de er.

Naturligvis findes der kedelig litteratur, men det er udtryk for et litteratursyn. Man kan ikke kategorisk afvise en hel generation af digtere på baggrund af det stof de behandler. Vi må altid læse den enkelte tekst for dens værd.

Du er blevet kritiseret for selv at forfalde til den narcissisme, du peger på i dine digte. Information skrev om digtene i din seneste digtsamling, GULD, at de var “ekstremt poserende”, mens Lars Bukdahl i Weekendavisen kaldte den samme samling for overfladisk, klodset og ubehjælpsom. Hvordan har du forholdt dig til den kritik? Kan der være en pointe i, at det er problematisk at kritisere dekadence og selvoptagethed med den sproglige dekadence, som GULD dyrker?

Jeg læser kritik som enhver anden tekstlæsning. Et argument i en lang debat og som et udtryk for et enkelt individs prisme, som personen læser teksten igennem. Jeg tror ikke på anmeldelsen som dom. Jeg tror ikke på anmelderen som patriark. GULD er en poserende tekst, men det er et greb, som jeg bruger i teksterne til at pege på jeg’ets eget hykleri. Hvordan det er umuligt at undslippe dette hykleri, og angsten som denne indsigt genererer i jeg’et, jo længere læseren kommer hen i digtsamlingen.

Jeg har forladt muligheden for en pietistisk tekst, en frelst tekst, fordi en kritik af dekadencen altid peger indad. Det er umuligt at undslippe denne skyld i et vestligt samfund. Dekadencen er en præmis, fordi det vi kalder et almindeligt liv, er fyldt med forfald, forurening og forbrug, og det vi kalder livsgrundlag får kloden til at brænde. Jeg mener, at den fejlfrie, pletfrie og frelste tekst er uinteressant. Skriften må ind i sølet, smøre sig ind i forbruget, leve det for at forstå. Det vil være nemt at påpege, at der er et problem, men det har større konsekvenser at insistere på, at man selv er problemet. Det er det, der genererer tekst i GULD.

Kommentera

1 Kommentar på "Leden ved det almindelige liv"

Meddela mig vid

Ordna efter:   nyaste | senaste | Flest röster

[…] Mathias Ripp I sidste uge beskrev Victor Boy Lindholm dét at skrive om døden som noget banalt. Det er en bemærkning, jeg har tænkt over lige siden. For er netop døden ikke det mindst banale, […]

wpDiscuz