7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Meningitis
3532
post-template-default,single,single-post,postid-3532,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Meningitis

photo-1424946596268-06b19a13c84eGrzegorz Mleczek

Meningitis

Jeg bærer en kæfert hjem, bedrøvet over det tomme rum ikke byder på åbne arme eller sur mine som velkomst. Jeg tunter foroverbøjet ind af døren og lægger mig på planker, mens gulvlampen knejser. Det er morgen, jeg er gået gennem dis og cyklet gennem asfalt. Knap ved bevidsthed, smerten duver, knæled værker. En klumpfodet rystede benet, og der lugtede tjept af råd, det dansede ud i det sidste af natten og videre i et nyt døgn. Det ene øje var væk, og kraniet viste sig, hvor der var hul ind. Han stirrede på en hund, umuligt at bedømme afstand til dyret, som kun ser sort/hvid. Hvad ellers? Skoggerlatter fra kromutter og mit hjerte sved igen, for meget væske, mistrivsel. Mit hjerte sveder for meget blod. Svimmel, og noget i mig vover at stille spørgsmål. Guds kød som fedtet gris, uappetitlige trevler. I opløsning og helt anderledes end områdets klippelandskab, et uvirkeligt uskarpt område med utallige enorme babyers hoveder uden blødt punkt. Her var koldt, langt under nul, lige inden mørket. Solen var is, så druknede den i appelsinjuice. Så rød, og der blev fotograferet. Foreviget indtil næste gang den plumper i halvdyrdrink på fugtig beverding.

Nu er jeg væk et øjeblik, men vågner hurtigt igen, brystet går op og ned som en pustende far, der febrilsk skal holde ild i gløder i pejs i farligt koldt hus. Levret blod på underarmens porøse hud, røg og frygt i mig som et korset på lillemig, der ikke helt frivilligt trækker maven ind og får ondt og skal på toilettet. Solen, den ufine, er begyndt at skrive med stråler rundt om: Meget er ulæselige reklameskilte. Jeg gider ikke gætte. Mødding, mødige ben, at turde, tortur! Jeg forestiller mig augusts varmeste dag, jeg tager bussens mest ucharmerende skikkelse, den der snakkede højest i telefon. Dypper vedkommende (m/k) i honning og ruller personen i strøsukker, glohed dag. Hen sættes så ud til fluer og myrer. Alle bider. Først bare irriterende, så enerverende, så farligt, så farvel. Giv det et århundrede, og der opstår en nerkopol af slemme drenge og uartige piger. Da jeg var yngre, var jeg rædselsslagen for overvægt, Julemærkehjem og spot. Jeg løb en hel sommer intervalløb på markerne bag gården, en dag så jeg ikke hegnet, morgen og dis, og smerten var el gennem alle knogler. Jeg lå ned, som nu, kæmpede for ikke at lukke øjnene.

Før, Nu og Efter finder sammen, og de tre putter i skøn seng. Der hældes væske ud over, fortyndet formaldehyd, de kan ikke bevæge sig og har det herligt, skal ikke længere være andet end sengevenner herinde. Når døden fløjter, er det ingen rottefænger, men altings kølige piccolo. Jeg skal ind i sengen, men jeg skvulper bare frem og tilbage, jeg er kork. Hvem boede her før, hvem bollede her før, hvem vaskede lagner for ikke mange år siden? Jeg ejer aldrig noget, men må bytte i et indviklet system, som vi (alle) skal, skal tro på. En snart udtjent trawler får mig i garnet, og næste gang jeg åbner øjnene ligger jeg med min dyne, på min pude, i min seng. Endelig. Selv hvis jeg var egnens sundeste menneske, kunne jeg stadig skydes ned af virus og pludselig meningitis. Forbasket makabert på den mindst dramatiske måde.

Nu er der syner lige før drømmenes uvirkelighed, mærkværdige frugter i poppeltræerne, og indignation fylder mig med uforklarlig glæde. Jeg ser hunkøn og deres køn bag øjnenes scenetæppe. Først en grædende brud, trist og hvid. Opsat og ødelagt. Hende gider jeg ikke. Videre til en ung, u20 tror jeg. Hendes bryster er frugt, om nogle år vil de ramle mod jorden. De overmodne får dog aldrig lov at ramme, de dingler bare, må ikke rådne ordentligt før hun selv begynder forrådnelsen. Så ser jeg træningspersoner, der stolt går med træningstasker, et prægtigt dyr, de netop har nedlagt. Fortær og nedlæg, gentag gentag gentag. Livet som ironisk onkel, spillop uden timing, en person så ligegyldig lille, fanget i sine egne øjne, som almægtig – ser så lidt. Ikke hver dag, men af og til, må livet være kølig mælk over yndlingsmorgenmadsprodukt, og ikke den bitre, engang småsøde, månedgamle a38, på vej mod gul og charme som betændelse. Svøm rundt i mælken, overlev i det klumpede. Hvis du kan; de fleste mennesker vil ikke svømme i mælk før de kan det. Jeg sover nu, næsten. Jeg vil gerne tages imod med en lettelsens suk, god mund og øjne og opklaring, og ikke af tunge pust, pruttende, som er jeg alt for tung at løfte. Min krop er hvidt brød af tætpresset spindelsvæv, et skinhjem.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz