7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Mennesket og dets hyper-selvbevidste sidekick
4938
post-template-default,single,single-post,postid-4938,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Mennesket og dets hyper-selvbevidste sidekick

Allison_MorrisBild: Allison Morris

Som at farvelægge alle nervetråde i en opskåret hånd, forsøger Johan Davidsen at kortlægge de overvejelser, et jeg gør sig i et kort udsnit af livet.

Johan Davidsen
Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer
Gyldendal
131 sider

Forfatteren Johan Davidsen debuterer med en samling korttekster, hvoraf den korteste er på bare ét ord; “Sportstaske.” Teksterne forholder sig til en spirende kærlighedsrelation mellem et du og et jeg. En kærlighedsrelation i bedste hyper-selvbevidste forstand, hvor jeget konstant forsøger at gennemskue, såre, imponere duet og således skabe en form for afhængighed eller nødvendighed i relationen;

“Søndag aften flytter du vores aftale fra mandag aften til onsdag aften. Set fra den lyse side, giver det mig noget tid til at foretage mig noget, som jeg kan være stolt af at fortælle dig om.”

Umiddelbart kan det virke fristende at anvende romanen som et indspark i en diskussion om, hvor nyt det egentlig er, at mennesker er selvbevidste og kalkulerende. Hvordan vi pludselig forsøger at regne hinanden ud og går op i, hvordan vi fremstår i øjnene på andre. Men hvorfor skulle dette være nyt? Den umiddelbare, impulsive, ureflekterede relation er mere end noget andet en overstrømmende, romantisk Werther-fantasi, en forestilling om det autentiske, upolerede selv, som stadig er til stede i dag. Men selv Goethes Werther-karakter forsøger jo med alle midler at smigre sig ind hos den skønne Lotte. Impulsivitet er ikke i sig selv af det gode, præcis som kalkulation ikke er det. En relation er altid en konstruktion. Af “Mig”, af “Dig”, af “Os”. Davidsens roman er en refleksion over dette; menneskets konstruktioner af selv(er) – og selv efter at kærlighedsrelationen brydes og jeget igen er alene, finder dette sted: Hvordan skal jeget nu konstruere sig selv? Det skal på den ene side vise til omverden, at det er heartbroken på den rigtige måde – og på den anden side, at det under ingen omstændigheder er berørt, som her:

“Du er til noget på universitetet. Du sætter dig, så jeg kan se dig. Eller også sætter du dig bare, og så kan jeg se dig. Du kysser en anden. Det skal jeg se. Det er fint nok. Jeg er i gang med en vigtig samtale med en ven. Det skal du se.”

Der er hele tiden dette spil til stede; udvælgelsen af hvad der skal vises og hvad der skal skjules for omverden. Man fornemmer, at der i enhver situation er et overdrev af overvejelser på spil, og at det til tider er en forfærdelig situation for jeget at være “fanget” i. En umiddelbart genkendelig situation. Alle disse tanker der konstant kværner afsted og forsøger at udregne mulige udfald af ens handlinger. På den måde rammer Davidsen ned i en menneskelig nerve: Jegets handlinger som konstant underlagt en kritisk selvbevidsthed. Og som romanen også tydeligt viser, kan det være både frustrerende og en yderst sårbar position at være sig selv bevidst hele tiden. Som her hvor jeget skarpt sætter ord på følelsen af et afsavn; “Jeg lader fingrene løbe hen over hårene på huden på min arm. Det er mig, der rører ved mig.” Men det er desværre ikke alle tekststykker, der har en lige høj grad af originalitet i sproget. Nogle virker en anelse generiske og sprogligt inaktive. Romanen synes derfor bedst i de mere nøgterne konstaterende, “jyde-tørre”, og enormt morsomme passager, hvor jeget nøjsomt beskriver en akavet situation – “Du er pæn. Men du vil gerne kvæles i sengen med hånden om halsen. Det finder vi ud af.” – eller en uformåenhed:

“Jeg kommer til at forveksle ftw med wtf i forbindelse med navnet og personen Rune Lykkeberg. Jeg skal ikke bruge den slags forkortelser. Det falder mig ikke naturligt. Jeg burde i stedet koncentrere mig om at læse tykke bøger og ikke bruge al min tid på internettet på Facebook chat conversations, der alligevel ikke fører noget konstruktivt eller rart med sig. Så kommer jeg til at kigge på billeder af personer, så kigger jeg på billeder af dig og tænker på, hvordan jeg nu ved ting om dig, som jeg ikke ved, om du ved, jeg ved.[…]”.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz