7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Mint, Sidstehåndsindtryk
6446
post-template-default,single,single-post,postid-6446,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Mint, Sidstehåndsindtryk

MINT

 
 
 

MINT

I løbet af de dage gik det op for mig, at den grønne lejlighed i Viby i virkeligheden var mint. En lejer før mig havde malet den. Så store problemer kan man have. Fra stuevinduet havde jeg udsigt til et lille skur, hvor Føtex’ indkøbsvogne stod om natten. Der sad nogle drenge og røg joints hver aften. Du havde spurgt mig, om du kunne låne til billetten. Du holdt mit Mastercard, mens du passede på mig. Sørgede for at købe medicin og aftensmad. Kun hotdogs og flæskesteg.
“Jeg har ikke flere penge,” sagde jeg fra min seng. Muggent vasketøj flød omkring mig.
“Du skal blive her, til jeg kommer tilbage,” sagde du.
“Hvornår er du det?” spurgte jeg og gjorde mig sygere, end jeg var. Man kan ikke være bekendt at tale i et normalt toneleje, når man har været væk i flere døgn.
“Jeg skynder mig. I morgen engang,” og din kuffert trillede ned i opgangen. Så var du taget med toget hjem. Da du var gået, vidste jeg ikke, om jeg kunne være bekendt at træde ud af sengen. Hver dag havde du spurgt mig, hvad jeg mon tænkte på.
“Hvad tænker du på,” som om jeg tænkte på en enkelt, særlig begivenhed, der havde forårsaget altings standsen.
“Ingenting,” sagde jeg og overvejede andre måder at sige intet.
“Hvad tænker du på nu,” spurgte du igen senere. Du blev så vred, når jeg ikke svarede. Som om du følte, at jeg udelod en del af sandheden. Som om der var ét vendepunkt i mit liv, der havde sendt mig herhen. Engang kastede jeg en kniv i ryggen på min bror, nogen måtte dø. Engang stjal jeg tusind kroner fra min far, og han var ved at melde mig til politiet. Kærestesorgerne, mors misbrug, og at lillesøster hellere ville være en dreng. For godt en uge siden bestemte jeg mig for at slutte mig til Amy og Strunge. Så kom du og låste dig ind med din ekstranøgle, da jeg havde slugt de første elleve. Nu var du rykket ind på ubestemt tid. Det var din egen idé at blive her resten af måneden. Du ville følge mig til den første behandling.
“Det er en rigtig god idé at have en pårørende med,” sagde du og læste mine breve fra Regionen op. Du tømte postkassen hver eneste dag. Du havde også ringet til kommunen, men jeg ville ikke have en værge. Hos lægen havde du fået booket en tid til mig på Center for Selvmordsforebyggelse. Nu var du taget hjem for at hente noget rent tøj, og jeg kunne være rask for en stund, hvis jeg ville. Gad godt gå en tur ned i Viby Centret. Sætte mig på Jan’s Café eller slentre langs montrene i føtex-delikatessen. Måske købe en citron og lave limonade. Det kunne jeg ikke være bekendt så kort tid efter. Jeg rejste mig fra sengen for første gang i flere uger. Gik ud i køkkenet uden tøj. En kvinde i blokken overfor fulgte med. Hun havde tre undulater boende i sin vindueskarm. I mit køleskab var der kun tom emballage. Rakte ud efter et asieglas. Der lå pels i overfladen af lagen. Rystede glasset. Pelsen i overfladen blev våd og sank til bunds. Min fjernbetjening var gået i stykker, kunne ikke skifte kanal. Fjernsynet blev stående på TV3. Vi havde set Luksusfælden hver dag.
“De har færre penge end dig,” havde du sagt i et forsøg på at muntre mig op.
“Jeg har jo ingen,” svarede jeg.
Så kom du hjem efter et døgns tid og tog med mig ud til forsamtalen på klinikken i Risskov. Vi stod af et par stop før. Der står altid kontrollører på ved klinikken, det fortalte en mand i bussen os. Et varmt fortov og larm fra en privat børnehave. Vi holdt i hånd, selvom jeg ikke behøvede at blive beroliget. Så skoddede jeg foran de gule mursten, vi gik ind og op på fjerde. Sexologisk Enhed, Ambolatorium for Mani, Klinik for Personlighedsforstyrrelser, hver etage sit problem. De tre andre i venteværelset græd. Du var så lettet, da en kvinde råbte mit navn og præsenterede sig som Tonni.
“Venter du bare her,” spurgte hun dig.
“Det kan du tro,” og I smilede så indforstået. Tonni tilbød mig en frugt og spurgte, om jeg mon var sådan én, der drak kaffe. Så hentede hun et spørgeskema. På en skala fra ét til ti, hvor ét var meget lidt og ti var meget meget, hvor meget havde jeg så lyst til at leve. Hun pegede hjælpsomt på papiret og forklarede, at jeg skulle sætte et kryds. Ikke sætte en cirkel eller et tal. Jeg viftede med kuglepennen, så den stod lige over papiret et sted mellem ét og to.
“Nemlig. Rigtig godt,” sagde Tonni.

 
 
 

SIDSTEHÅNDSINDTRYK
portrætter af dem jeg aldrig ser igen

portræt 1

du sidder lige ved siden af mig og drikker sort kaffe
du siger at jeg undskylder meget for mig selv og at det er unødvendigt
du har stuevindue med kig til en grill, helle grillkyllin, står der
du griner altid af stavefejlen, når du sidder i din stue, der er ikke andet at grine af
du har tre spejle i din stue, to af dem har du stjålet på vej hjem fra byen
du har en halv Brian Laudrup-plakat hængende på dit toilet
du har en del opvask i dit køkken, men tårnet bliver aldrig uoverskueligt, for du holder det nede
du har et stort udvalg af farvede strømper og drømme om ting der kunne ske
du har rystende hænder og karrygule pletter i øjet, en genetisk fejl
du har ingen mål, bare drømme, det er ikke med vilje
du har en vilje
du har et stort udvalg af hårde stoffer i rummet ved siden af
du kalder dig selv den viborgensiske avantgarde
du har en næsering i plastik, du kan tage den af og på efter behov
du har aldrig før haft stiv pik over situationer som denne tilfældigt strejfret på et gulv
du har stiv pik over denne situation for der er ingen som denne
du har en far med en høj arbejdermoral
du har en ansøgning liggende til Mc Donalds, der aldrig nogensinde bliver sendt
du er den anden, jeg kysser fra Viborg dette år
du tør ikke kysse med mig, for du er slet ikke sikker på noget, men gør det alligevel
du har så mange psykiske brister
du siger vi ses igen
du vil have mig med til den blå planet midt om natten, tømme akvariet for vand
du har delt noget med mig, jeg delte det igen

portræt 2

du har en marrokansk thekande stående som du fik foræret, en alt, alt for dyr gave
du kalder det overkill
du har badeshorts på om natten, en midlertidig løsning i mangel på en pyjamas
du ryger kun hjemmerullede cigaretter og er med i en canastaklub
du har en kæreste på fyn og en i københavn
du vil altid komme i anden række hos din bedste veninde
du stjæler fryseretter på kollegiet hver fredag, ingen tror du kunne finde på sådan noget
du har en høj moral
du stopper folk der stjæler skolens øl
du har købt en masse vinylplader, men intet at spille dem på
du har en ørering der forestiller en ørn
når folk siger: hva skal den forestille siger du en ørn
du er fantasiløs
du har engang bollet en anden på gulvet i astrologilokalet og i festsalen
du har sådan en universalnøgle, der kan lukke dig ind på skolen

portræt 3

du gør alt for digtene sætter en dyd i dårlige vine
du sprang engang ud som homoseksuel for at få en oplevelse at skrive et digt om, men du måtte trække det hele tilbage
du sender anonyme breve med cigaretter til folk du har hørt er på røven og skriver poesiens solidaritetsforening anno 2016 på som afsender
du er styret af poesien



Thomas Korsgaard er født i 1995, bor i Vallekilde og går på højskole.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz