7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
MOD DET NØDVENDIGE
Heiner Müller (1929-1995), Digte efter Murens fald. Oversættelse, forord og PS ved Madame Nielsen
Forlaget Basilisk, 2016. Digtsamlingen udkom d. 27. November
18361
post-template-default,single,single-post,postid-18361,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

MOD DET NØDVENDIGE

MOD DET NØDVENDIGE

Trine Wilhelmsen

Mit liv var først lige begyndt, da den tyske kulturpersonage Heiner Müller skrev sine sidste digte. De er frembragt i kølvandet på krige, jeg ikke har erfaret. De handler om mennesker, jeg ikke kender og om steder, hvor jeg ikke befinder mig. De skriver sig op imod en død, jeg forhåbentligt ikke er nær. Og alligevel er Müllers digte vigtige, også for mig. De er ifølge Madame Nielsen: ”en af de vigtigste og mest koncentrerede kortlægninger af livet og menneskene efter Historiens slutning”.

Madame Nielsen har oversat den del af Heiner Müllers sidste digte, som for nyligt udkom på dansk fra Forlaget Basilisk under titlen Digte efter Murens fald. Hun har også forfattet forord og PS og derved indrammet Müllers værk på fineste vis. Jeg tager imod Madames håndsrækning. Jeg læser grundigt og med sideløbende research på Fukuyama og Lenin, for digtene refererer til giganter, til ”klassiske klassikere”, som Madame Nielsen udtrykker det, ”romerne, grækerne, kineserne og japanerne”. Müller adresserer sine sidste digte til Erich Honecker, Daniel Barenboim, Fritz Marquardt, Norbert Blüm og andre, i mit univers, fremmede navne. Det er referencerne til fremmede navne og klassiske værker, der får digtsamlingen til at føles som en eksplosion i hovedet. Den har bombardement i sig og en storslået alvor, som kan være svær at genkende, når man som jeg er vokset op i en velfærdsrede. Men Müller fortæller også indimellem om det, der er universelt forståeligt og helt ligetil: ”En kvinde der venter på grønt ved lyskrydset / tjekker sine fingernegle Et billede fra reklamerne / Ti minutter senere er hun død”. Sådan kan det gå, det ved vi alle.

Müllers digte lægger afstand til en ung, nutidig læser, men de suger mig også helt ind. Jeg kommer tæt på det menneske, der har skrevet dem. Jeg står med digteren foran spejlet, hvor masker smuldrer, men ansigtet ikke er at finde. Jeg er med i nattens mareridt om ulve og hunde, der blotter tænder.

I forordet beskriver Madame Nielsen Heiner Müller som én, der ”vandrede mod strømmen”. Det gjorde han både konkret som flygtning fra amerikansk krigsfangeskab kort tid før slutningen af 2. Verdenskrig, men også i abstrakt forstand som opponent til den kapitalistiske verdensorden, Francis Fukuyama i 1989 erklærede for sejrende.

Madame beskriver i forordet, hvordan Müller som modstander af det Vestlige boede i: ”betonlejligheden i det reklame- og næsten farveløse Østtyskland (…) fordi han trods alt foretrak deres mislykkede og ynkelige og egentlig småborgerlige forsøg på at gøre ”det, der bør gøres””. Den position, der her beskrives – at være én der gør ”det, der bør gøres” – findes også i Müllers digte. For eksempel i denne passage, hvor skriveren er tvunget til leve i og skrive om en bestemt verden: ”længslen efter en verden / eller et sted, der ikke har noget / at gøre med den, jeg er tvunget til / at skrive om”.

Den afdøde digter og hans nulevende oversætter har visse fællestræk. Madame Nielsen har ligesom Müller vandret mod og med strømme i konkret og abstrakt forstand. Helt konkret har hun vandret med flygtningestrømmen op gennem Europa, og på et abstrakt plan har hun i sit nuværende liv og i de tidligere – som blandt andre Claus Beck Nielsen og Nielsen – bevæget sig mod normens strømninger på tværs af forskellige køn, navne og historier. Claus Beck Nielsen gik i en periode omkring som anonym hjemløs i Københavns gader. Nielsen gjorde den som Karen Blixen og Medea i teaterstykket Transformatoren. Madame Nielsen skrev for nyligt følgende om sin vandretur over Tromsøysundet i en epilog i Weekendavisen: ”Hun standser, og dér, højt over hende, hyller i drivende skyers hvide tåge: Tromsdalstinden? >> Lad være, << sagde de, hører du? Nej, hun hører kun intetheden, den synger! Synger! Hun fortsætter, opad. Hvorfor? Hvad er det i hende, hvilken djævel besætter hende og driver hende til hver dag at gå lige det skridt for vidt?”.

At vandre mod strømmen er at vandre mod det, der hverken er behageligt, forståeligt eller nemt, men som er nødvendigt. Müllers digte er ligesom Madames vandreture et indblik i nødvendigheder. Jeg tyder et fælles standpunkt eller budskab fra de to. Man må risikere sig selv som menneske, hvis man vil vide, hvor man er. Man må placere sig i sin tids smertefulde støvler og blive sig sin verdensposition bevidst. I Müllers tilfælde var det nødvendige blandt andet at bo i og skrive om et farveløst og fremmedgørende sted. I digtene beskriver han maleren, som ”bor i sin skygge”. Mørket lader, både i Müllers digte og livshistorie, til at være et tilvalg. Noget der insisteres på.

Müllers sidste digte er hverken lyse eller lystige. De beskriver kroppens forfald og lidelser, og de fokuserer gennemgående på spørgsmålet om, hvorvidt ”verden endnu opvejer besværet ved at leve”. I digtet MELLEM SLAGENE MOD MIG SELV skriver Müller: ”sårene / Lukker sig for hurtigt”. Müller insisterer ikke kun på mørket, men også på brud og smerte. Sårene skal hellere holdes åbne end hele for hurtigt, for den skårede krop er ikke ignorant. Müllers distance til ignorans udtrykkes med ironi i digtet LÆREPROCES. Det handler om et jeg, der møder ”tiggeren i vejsiden / Eller kvinden fra Bosnien med barnet på armen”. Jegets umiddelbare reaktion i mødet: ”Griber i lommen efter småpenge”, afbrydes af en tillært ignorans – en mekanisk stemme, der siger: ”Der findes ingen tiggere Der findes ingen elendighed”. Sammenligneligt med denne ignorans skriver Müller i flere andre digte om blindhed. I digtet SORT FILM lyder det: ”O BLINDHEDENS / PARADIS (…) STOP DINE ØRER TIL SØN / Følelserne / Er fra i går Intet nyt / Bliver tænkt”. Med ignorans og blindhed følger stilstand. Hvis nye tanker skal tænkes, må man bryde med og modgå stilstanden og det mekaniske.

At læse Heiner Müllers Digte efter Murens fald er at åbne øjnene og se på det svære – mørket, døden, mareridtet, smerten og det fremmede. Det vigtige som er på spil i digtene, er det lille livs og den store Histories flader og kanter, og der er en følelse af at falde ud over eller være tæt på afgrunden. De åbne øjne og sår sætter kroppen i forbindelse med, hvad der sker omkring den. Müllers digte er ligesom Madames vandreture modige, fordi de konfronterer det, som mange andre helst vil fortrænge og ignorere.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz