7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Mosepigen
5265
post-template-default,single,single-post,postid-5265,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Mosepigen

photo-1447964939637-107fa37f37c7

Mosepigen

Myg, skøjteløbere, vandnymfer og den enlige mosaikguldsmed har aldrig generet hende. Den måde de ånder på; gennem komplicerede luftrørssystemer, deres vægtløse organer og næsten gennemsigtige vinger. Hun kan lide køligheden ved mosehullet, det stillestående vand, tanken om, at mosen standser forrådnelsen, at selv indvolde og hud bevares i det iltfattige vand. Hun samler krybende læbeløs, hun elsker planten for dens navn, for de blå blomster, der sidder i kranse over hinanden. Blomsterhovedets velformede underlæbe og indskæringen ved overlæben som en naturlig misdannelse. Hun forestiller sig, at hun ikke behøver at drikke vand, at huden optager fugten, at hun kan omskabes til et væsen, der trives i mosen, måske et mosefoster, som mosen vil beskytte, give næring og aldrig forløse. Men nu må hun snart gå. For når hugormen begynder at vende sig i maven, må hun fodre den. Sådan har det været længe, så længe hun kan huske har slangen vendt sig i maven, når den var sulten. Hun ved godt, hvordan det skete, hvorfor den tog bolig i hende, men hun vil helst glemme det. Hun husker heden, lyngen, vidderne, at hun havde bare tæer, at stierne ville, at hun løb. Slanger har ingen øjenlåg, de er næsten blinde. I dag vil den have hvide ting, hun kan fornemme det på måden den bevæger sig på. I dag er bevægelserne rolige, bare en let uro, som en fjer, der hurtigt stryges over huden, når skindet strejfer bughinden. Andre dage kan hun mærke den i brystkassen, at den presser mod spiserøret, som om den forsøger at komme op gennem halsen. De dage er de værste, hun må hele tiden sluge noget rødt, helst små øjeformede tomater for at holde den i maven. Når opkastningstrangen kommer, nynner insekterne: ”slug luft, læbeløs, slug luft”. Hun frygter, at spiserøret vil briste, hvis den forsøger, eller at den vil spærre luftvejene, så hun bliver kvalt. Sådan noget sker, at fremmedlegemer sætter sig fast. Men ikke i dag. I dag giver hun den et kogt hønseæg, en slurk mælk, en halv kogt kartoffel. Hun kan mærke, hvordan den udvider sig i maven, hvordan maden gør den godt, overvejer om hun skal forsøge med strikkepinden. Flere gange har hun været ved at føre strikkepinden ind, bare ét hårdt stød skal der til, men hun kan ikke. Nu tænker hun på at gå til lægen, fortælle ham sandheden, at han må stikke noget spidst op i hende, at det er den eneste måde at dræbe den på, at hun måske vil forbløde ved indgrebet, men at det er forsøget værd. Hun ved ikke, hvordan han vil reagere, om han vil gøre det for hende, måske er det den uvished, der holder hende tilbage. Men i dag vil hun ikke tænke den slags tanker. I dag ligger hun sig på ryggen, løfter kjolen op og lader solen varme den gennem maveskindet.

Hun tænker på kjolen fra hugormedagen, at den var lavendelblå, at hun ikke længere kunne udholde synet af den. Hun var alene hjemme den dag, hun besluttede sig for at sy den sammen med en tilfældig kjole, hun tog fra sin mors klædeskab. Hun vendte kjolerne på vrangen og trådte pedalen i bund. Lyden fra symaskinens nål, der hamrede ned over stoffet sidder stadig i hende. Hun skulle vise dem, hvad bildte de sig ind at være så l e t t e. Det tynde stof generede hende, svajet, hvordan kjolen løftede sig, når hun løb. Hun syede kjolernes ender sammen, forbandt dem som siamesiske tvillinger, ingen åbninger mere, kun de sammensyede kjoler. Hun forestillede sig, hvordan kjolerne netop var siamesiske tvillinger, at de dansede med hinanden, de hovedløse, de organløse, hendes døtre. Oftest er det piger, som fødes sammenføjet, det er uforklarligt hvorfor. Hun kaldte dem for Martha og Marie, efter det siamesiske tvillingepar, der døde efter en fejlslagen operation engang i attenhundredetallet. Hun havde set skelettet og de konserverede organer svæve rundt i cylinderformede glasmontrer, set hvordan pigerne var hæftet sammen i bunden som kjolerne. De havde adskilte nervesystemer, fæstnet til hinanden ved bækkenet. Blæren var det eneste organ de delte. Man ved, at forældrene ikke kunne udholde synet af deres døtre, at misdannelser og den slags tvillingefødsler blev anset som Guds straf eller som et ondt varsel om krig og ulykke, at ammerne krævede ekstra betaling for at lade pigerne die. Hun lagde pigerne i sengen, trak dynen over dem. Hun vogtede over dem, aldrig skulle nogen forsøge at skille dem ad igen, men sådan gik det ikke. Moren rev kjolerne fra hinanden og resten af det, der skete vil hun helst ikke tænke på. Hun vandrede gennem et tågelandskab i al den tid hun var indlagt. Mosekonen bryggede for at beskytte hende, tågen steg op fra undergrunden, sivede op gennem gulvbrædderne og videre ind i hendes krop.

Marie Hjørnet Nielsen (f. 1992). Studerer på Skrivekunstakademiet i Bergen og har tidligere læst litteraturvidenskab på Aarhus Universitet.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz