7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Når verden føles højt oppe
5036
post-template-default,single,single-post,postid-5036,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Når verden føles højt oppe

NasaFoto: NASA

Når verden føles højt oppe

”Min tilstand har et navn: Det er en depression. Jeg har altså officielt en depression. Det forekommer mig at være en heldig formulering. Ikke fordi jeg egentlig føler mig nede; det er snarere verden, der forekommer mig at være højt oppe.”
Michel Houellebecq, Udvidelse af kampzonen.

I januar slog den franske forfatter Michel Houellebecq endnu engang pusten ud af det franske samfund, da han udkom med romanen Soumission. I starten af oktober måned udkom så den danske oversættelse, Underkastelse, en dystopisk roman om et Frankrig anno 2022, hvor Det Muslimske Broderskab har vundet præsidentvalget, og hvor samfundet som følge herfra er underlagt en blød Sharia-lovgivning. François er den 44-årige hovedkarakter, en universitetets professor, hvis eneste glæde i livet synes at være unge, kvindelige studiner, porno og 1800-tals forfatteren Huysmans. François er en ny karakter i en ny roman, og alligevel klinger både han og romanen umiskendeligt meget af Houellebecqs univers. Et univers, der er præget af kynisme, tabet af håb, nærvær og lyst og ikke mindst depression. For allerede tilbage i 1994 udkom Houellebecqs debutroman Extension du domaine de la lutte, der på dansk fik titlen Udvidelse af kampzonen. Det er en roman om en navnløs midaldrende mand, der (også) er træt af verden, træt af livet, men nok i højeste grad træt af sig selv. Han er inaktiv, depressiv og den eneste glæde i hans ellers indholdsløse liv er cigaretter, brændevin og teleporno. Mod slutningen af romanen stilles diagnosen depression. Det depressive islæt er dog tydeligt hele romanen igennem, og det er netop dette tema der, blandt andet, gør romanen interessant og relevant selv her, lidt over tyve år efter udgivelsesdatoen. For nok er depressionen ikke omdrejningspunktet i Underkastelse, eller i andre af Houellebecqs romaner, såsom Elementærpartikler, Platform eller Muligheden af en Ø for den sags skyld, men den ligger og ulmer lige under overfladen. Verden virker altid grusom hos Houellebecq. Og det er dette grusomme element og selvfølgelig måden at formidle det på, i kombination med et meget enestående depressionsbegreb, et depressionsbegreb som Houellebecq gang på gang vender tilbage til, revurderer og videreudvikler op igennem sit snart lange, interessante forfatterskab, som gør ham på engang grænseoverskridende, ubehagelig og enestående. Jeg vil gerne dykke lidt dybere ned i Houellebecqs depressive hul og kigge på nogle af de tanker, tematikker og elementer, der binder Udvidelse af Kampzonen og Underkastelse sammen.

Depressionen har gjort sit indtog i det 21. århundrede som vor tids største psykiske lidelse. World Health Organization anslår at 350 millioner mennesker på verdensplan lider af en eller anden form for depression samtidig med, at salget af antidepressiver er steget med intet mindre end 400 % siden slut firserne. Og som vores unavngivne fortæller i Udvidelse af Kampzonen gør opmærksom på, da han fiktivt bliver indskrevet i denne statistik, så føles diagnosen passende. Ikke så meget fordi han selv føler sig nede, men i langt højere grad fordi verden føles højt oppe. Lige netop denne observation vidner om det depressionsbegreb som Houellebecq benytter sig af. I det ligger der, i min optik, indlejret både et klassisk, over 200 år gammelt syn på den fortvivlede tilstand samt et mere samtidigt perspektiv, hvor fokusset er lagt på hvad det gør ved mennesket at leve i en verden hvor Prozacs løfte om ”enhancement” og ”empowerment” også er blevet identitets- og værdimarkører for hele vores måde at leve og agere på. Jeg taler her om Søren Kierkegaards klassiske værk Sygdommen til døden, om den fortvivlede tilstand og hvordan denne lidelse er en sygdom i sindet, samt den franske sociolog Alain Ehrenberg og hans ideer om det udmattede selv som et resultat af det, i hans øjne, normative krav om effektivitet, handlekraft og entreprenørskab, der hersker i den vestlige verden.

Hovedtanken hos Kierkegaard, for at gøre det kort, er, at sygdommen til døden er fortvivlelse, en form for fortvivlelse der påvirker følelsen af selv. Det er så at sige en ubalance i selvet, der bevirker at følelsen af hvad man er, hverken stemmer overens med det man vil være eller det man kan være. Han beskriver hvordan forholdet mellem mulighed og nødvendighed som følge af fortvivlelsen er blevet vendt på hovedet. Normalt står nødvendigheden over muligheden – det at være noget er at foretrække fremfor blot at kunne være noget. Men er man først blevet ramt af fortvivlelsens onde, så forskydes dette forhold, og det at kunne være noget vil føles som et fald fra det man er. Er fald ned på bunden af mulighedens dyb. Kierkegaard skrev, at mennesket spræller sig træt i muligheden. Hos Houellebecq er det nærmere som om, at dette menneske står på bunden af et dyb, midt i det han er, mens han samtidigt blot kan kigge op på mulighederne, der svæver utilgængeligt højt oppe over ham.

Og lige præcis dette aparte paradoks mellem hvad der synes muligt og hvad der synes umuligt danner grundlaget for Ehrenbergs tanker. Det er tanker omkring det lykkelige, perfekte, innovative og entreprenante liv som en mulighed, et normativt krav, der føles højt oppe og uforeneligt med det reelle og virkelige selv. ”Being ourselves made us depressed” konkluderer han tørt, og forklarer hvordan depression afføder handlingslammelse og hvordan handlingslammelse i et handlingsorienteret samfund kun afføder endnu mere udmattelse, endnu mere depression. Han kalder depressionen for en ansvarets sygdom, fordi man som deprimeret konstant føler sig ansvarlig for den enorme følelse af utilstrækkelighed man bærer rundt på. Utilstrækkelig i forhold til det selv man er, men i lige så høj grad utilstrækkelighed i forhold til det selv man kunne være, det selv man skal være.

Altså er det selvet, i kombination med ideen om en forskydning i forholdet mellem det mulige og det umulige det, der i min verden gør det relevant at koble en gammel teori om fortvivlelse med en ny teori om depression. Houellebecqs depressionsbegreb er selvfølgelig noget selvstændigt og selvgjort, men jeg tror på, at Kierkegaard og Ehrenberg kan være med til at åbne dette begreb op. Det gør jeg fordi følelsen af selvet er allestedsnærværende hos Houellebecq, i såvel hans tidligste romaner som i de helt nye. Selvet og dets relationer, både til selvet i sig selv, men også til andre mennesker og verden generelt. Hver handling (eller mangel på samme), hver samtale og hvert forhold som Houellebecq skriver sine karakterer ind i bliver et eksempel på denne form for depression, et litterært billede af den depressive tilstand – ikke et billede af hvad depressionen er, men i langt højere grad hvad depressionen gør, hvordan den påvirker os, hvordan det ser ud når den sluger et helt liv, trækker det ned på bunden af et dybt hul, mens verden svæver hastigt og uopnåeligt forbi ovenover. Men også hvordan det ser ud når depressionen ikke kun er en sygdom eller et symptom på en menneskelig udvikling, men også på et helt samfunds udvikling, både ideologisk, økonomisk og socialt – eller religiøst, som vi nu ser det i Underkastelse. Hvordan det ser ud når liberalismen og kapitalismen har sejret og har umuliggjort menneskelige relationer. Hvordan det ser ud når kærligheden, den oprigtige lyst og interesse i et andet menneske må vige til fordel for selvudvikling og selvrealisering. Det er depressionen hos Houellebecq. Det er en udvidelse af kampzonen, og den kampzone er hos Houellebecq hele livet. Og den er ikke blevet mindre i Frankrig år 2022.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz