7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Notat omhandlende et muldyrs endeligt
18092
post-template-default,single,single-post,postid-18092,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Notat omhandlende et muldyrs endeligt

Petar Petkovski

Notat omhandlende et muldyrs endeligt

af Carsten Müller Nielsen

Den engelske rigmandssøn John Kern-Williams (f. 1902)

studerede oprindeligt lægevidenskab. Især den på den tid så

populære eugenik havde hans interesse. Senere blev han stærkt

optaget af etnologi, arkæologi og antropologiens

sammenlignende studier, og det endte med, at han, meget imod

morens vilje (faren var som befalingsløjtnant faldet ved

Verdun), helt forlod medicinstudiet. I de breve til venner og

familie, der er bevaret fra første halvdel af 1920’erne, kan det

iagttages, hvordan han, fra at være en sorgløs

medicinstuderende med en flyvsk forestilling om en forbedring

af menneskeracen (der bl.a. skulle medføre en rolig

forstandighed, så krigens tragedie aldrig kunne gentage sig),

langsomt fik bredt sine interesser ud til et langt større historisk

og humanvidenskabeligt felt. Det var på den baggrund, at han,

sammen med arkitekten Robert de Minor Smith (f. 1899), der i

dag bedst huskes for sine Art Deco-inspirerede interiører til

togkupéer, pludselig i begyndelsen af maj 1924 brød op fra

London, hvor de begge indtil da havde levet en tryg tilværelse i

det bedre borgerskabs kredse, og rejste til Sydamerika.

 

Før afrejsen havde de taget kontakt til The Royal Geographical

Society. Det fremgår af dagsordenen fra selskabets møde den

10. februar 1924, at selskabets ærværdige vicepræsident, den

skotske geograf Sir John Scott Keltie (1840-1927), var blevet

kontaktet af en Mr. Robert de Minor Smith med henblik på

gennemførelsen af en ekspedition til Peru og Bolivia. Af

referatet fremgår det med al tydelighed, at selskabet på ingen

måde har set sig i stand til at støtte projektet. Robert de Minor

Smith og hans rejsefælle John Kern-Williams blev bedømt til at

være håbløse opdagelsesrejsende. Ingen af dem havde nogen

erfaring, de syntes ikke at være i specielt god form, de havde

ingen militær baggrund og de havde ikke før opholdt sig i

troperne. Baggrunden for deres rejse (og her er selskabets

mødereferat desværre mangelfuldt) blev desuden bedømt til at

være et håbløst tankespind.

 

Den 3. maj 1924 forlod John Kern-Williams og Robert de

Minor Smith London om bord på fragtskibet SS Columbia. En

måned senere ankom de til Panama, gik om bord på det noget

mindre SS Juan Fernández der, efter et kort ophold i

Guayaquil, den 16. juni ankom til Lima. Her boede de i et halvt

år, studerede forskellige skrifter fra det gamle rige og havde i

perioden to længerevarende studieophold i Cusco, hvortil de

rejste frem og tilbage med tog. I Lima indkøbte de myggenet,

macheter, coca, fodtøj, sardiner i tomat, opmålingsudstyr,

kondenseret mælk, fiskesnøre, hængekøjer, reb,

bjergbestigningsudstyr, jod, gazebind, skydevåben,

ammunition, opium, perler og andet glitterstads til at formilde

eventuelle fjendtlige vilde samt lægeudstyr, deriblandt en

særlig ragekniv til at bortskære kød i forbindelse med

koldbrand eller giftbid.

 

Den 5. januar 1925 forlod John Kern-Williams, Robert de

Minor Smith, to lokale bærere, tre muldyr og en indiansk guide

Cusco for at krydse Andesbjergene.

 

Den 17. januar mistede de under et uvejr i 4200 meters højde,

med regn og vind fra sydøst, det ene muldyr, da dyrets

oppakning kom i karambolage med lavt hængende

klippestykker på den snævre bjergsti.

Af John Kern-Williams dagbogsnotat fremgår det, at muldyrets

skrig, idet det faldt, fik den unge eugenikker til at reflektere

over, hvorvidt højerestående pattedyr, som f.eks. katte, hunde,

grise, heste og altså også muldyr, i dødsøjeblikket opnår en

næsten menneskelig indsigt og forståelse af den afmagt det

befinder sig i.

Det vil, skriver han et sted i de sidste bind dagbøger man

modtog fra rejseselskabet, inden det forsvandt, give mening at

antage, at dyret, ligesom det siges om os mennesker, kort før

dødens indtræden ser livet i et slags opklarende guddommeligt

lys. Selvom dyret intellektuelt er os så voldsomt underlegent,

opnår det en næsten menneskelig indsigt og åbenbaring, i en

grad der kun kan give os anledning til at gisne om omfanget af

den enorme åbenbaring der ligeledes må formodes at vente os,

den civiliserede race, de absolut højest udviklede af Guds

skabninger, ved vores endeligt.

 

 

 

 

Carsten Müller Nielsen (nov. 1977) er bosat i Hillerød, Sjælland.
Trommeslager i bandet Take Us To Your Leader og skønlitterær forfatter.
Debuterede i 2010 med digtsamling ”Verdens synkende byer”. Har siden udgivet både digte- og prosasamlinger, senest romanen ”englen over din nabos hus”

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz