7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
På poetisk rummission med en hund
17813
post-template-default,single,single-post,postid-17813,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

På poetisk rummission med en hund

På poetisk rummission med en hund
Av Trine Wilhelmsen

Cecilie Lolk Hjorts poetiske minileksikon Sputnik 2 indledes med et spacy Radiohead citat: ”or in the flood, you’ll build an ark and sail us to the moon”. Citatet skyder, ligesom titlen, bogen afsted mod fjerne galakser og fremmede planeter. De astronomiske referencer igangsætter en forventning om at skulle på poetisk rummission, væk fra vante forestillinger og systemer, ud i et mystisk parallelunivers.

Ved første øjekast lever opslagsværkets indhold op til min forventning om en konfrontation med noget anderledes. Under tre overordnede kategorier, ”Arter”, ”Mennesker” og ”Ting”, udfolder Lolk sin helt egen finurlige fortolkning af i alt 44 ord. Nogle af dem er oplagt poetiske, måske endda klichéer indenfor genren: ”Hjerteknuser”, ”Stjerne” og ”Timeglas”, mens andre er mere hverdagsagtige: ”Møl”, ”Mus” og ”Vækkeur”. Der er også gjort plads til skøre og legende elementer som ”Elskegople”, ”Joakim von And” og ”Skumfidus”.

Man kan sige, at Lolks leksikon er løst kurateret, fordi det både prioriterer ord, som er almindelige og atypiske for et opslagsværk. Den tilsyneladende tilfældige blanding af ord, samt Lolks subjektive definering og kategorisering af dem, strider imod en vant forestilling om, at sproget er et stabilt system af tegn og betydninger. Det driller almindelige forventninger om, hvad der kan og bør indgå i et opslagsværk, og det provokerer den tanke, som traditionelle leksika beror på, at bestemte ord objektivt set hører sammen med bestemte definitioner.

I Sputnik 2 kastes sprogets normale system op i luften og helt ud i andre himmelrum, hvor overraskende sammenhænge har mulighed for at opstå. For eksempel er en nougatmus en kæmpe elefant i Lolks univers, og der er en lignende omvendt logik på færde under opslagsordet ”Digter”, hvor der står, at ”Digterens værste mareridt er at gøre nytte. (…) digtet fungerer netop kun, fordi det ikke fungerer”. Beskrivelsen af digterens og digtets antifunktion har noget dadaistisk over sig. Leksikonet lader generelt til at være inspireret af et dadaistisk ideal og ønske om at erstatte logik og fornuft med kaos og absurditet. Det lykkes, synes jeg, når sproget får lov til at være magisk og cirkusklovnet. Når Lolk for eksempel sætter en påfuglehale i røven på en glitrende drag queen og transformerer en sildestime til ”havets smadrede discokugle”. Det er med sådanne absurde, klovnede og anderledes billeder, at Lolk gør sit leksikon til et poetisk et af slagsen.

Centralt for leksikonet er beskrivelserne af rumhunden Laika. Lolk interesserer sig både for hundens historiske rolle som forsøgsdyr på satellitten Sputnik 2 og for dens efterliv som martyr i diverse mere og mindre troværdige fortællinger. Laika er som figur relateret til det astronomiske tema i leksikonet, men derudover har referencerne til rumhunden og Sputnik 2 missionen at gøre med Lolks poetiske projekt. Rumkapløb kan ligesom poesi siges at være drevet af nysgerrighed omkring og længsel efter alternative virkeligheder. Ligesom digtere opsøger astronauter uudforskede territorier og nye former for liv, der kan udfordre eller nedbryde alt det, vi mennesker tror, vi ved med sikkerhed.

Hvad man yderligere kan sige om Lolks leksikon er, at det undersøger det flertydige. Laikas historie er både komisk og tragisk. Det understreges med en fragmenteret og flerstemmig tekst om hunden, hvori den både dør af og overlever Sputnik 2 missionen på et utal af forskellige måder: ”Dermed døde Laika af en kombination af panik og overophedning. (…) Efter ti dage blev Laika skudt ud af Sputnik 2 i et katapultsæde og dalede stille til jorden, hvor de jublende forskere samlede hende op i god behold”.

Historierne er fascinerende og passer ind i Lolks dadaistiske eksperiment, fordi de er absurde. Det er absurd, at russiske rumforskere i 1957 sendte en gadehund iført specialsyet rumdragt i kredsløb om jorden i en sølvkugle.

Jeg gad godt, at Lolk havde skudt sig endnu længere ud i det absurde og astronaut-poetiske. For selvom det dominerer udenpå leksikonet i kraft af titlen Sputnik 2 – et poetisk leksikon og billeder af Laika på både for- og bagside, så fylder det ikke mere end et par sider inde i værket, og derfor synes jeg ikke, at det spacy anslag følges helt til dørs. Jeg savner indimellem en klarere forbindelse til det poetiske i Lolks leksikon. For eksempel er opslagsordet ”Påfugl” beskrevet på en måde, som ikke adskiller sig synderligt fra et naturprogram i bedste sendetid. Der kunne også godt være mere spræl og magi i beskrivelsen af ordet ”Vækkeur”, som Lolk udfolder med et typisk og lidt kedeligt scenarie: en mand der sover over sig ”med fingeren på slumreknappen”. Sådanne beskrivelser og associationer transporterer mig ikke til en fjern, anderledes og poetisk planet, men holder mig fast i almindelige og hverdagsstøvede billeder og systemer.

Lolks leksikon lægger indledningsvis op til en poetisk rumrejse, og værkets idé kan relateres til dadaismens absurde, kaotiske, fjollede og cirkusmagiske gåen til værks. Jeg savner dog en mere konsekvent fornemmelse af poesi og anderledeshed i opslagsværket, og at det turde maxe helt ud med underlige, udfordrende og eksplosive beskrivelser.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz