7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Pelsbræmmet vams
5044
post-template-default,single,single-post,postid-5044,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Pelsbræmmet vams

paul talbot 3Foto: Paul Talbot

Pelsbræmmet vams

Roger havde en dårlig uge. Tirsdag havde en kollega skåret et led af sin finger i kantinen, da hun ville igennem en endnu ikke moden avocado. Roger trådte ind og så blodscenen – og besvimede. Nu ville alle tro, han hungrede efter opmærksomheden. At han ikke ville unde sin ældre kollega at være alene om nåååårh. Roger havde fået et sportscola og fri én dag. Og så kom opkaldet. Mormor havde fået konstateret leukæmi, én dag blev til flere. Han var flyttet bort, en ung dreng, mange billeder fra Amerika. ”Når hun dør, synes jeg ikke, hun skal stå til skue i åben kiste.” Nej, selvfølgelig ikke. Roger var sømmet mod gipsvæggen, for første gang i lejligheden ligeglad med rawlplugs og vægt. Han skulle og ville hjem for at se hende. Valget faldt på bus. Det var en dødsdom. Året inden var det gået så godt, og han fik sit papir, Roger huskede glæden ved at nå et mål, men også den ubarmhjertige syge af ynkelighed, der skyggeagtigt fulgte efter. Var der ikke mere? I stoppestedets skur sagde en dreng pikspiller, det lød som spækpiller, og så var det en korpulent kvinde. På jorden lå et spejlskår og tegn på hul gennem skyer. Lys dansede i kulde der, det nye efterårs vejr overfaldt den åbne front. Bussen var der allerede, men blev holdt lukket. Længe. En skikkelse bag dunkle ruder kiggede på sin ene arm, og så var det tid, døren gik op. Det var en opmærksom chauffør, som hilste på alle. Det hadske udtryk i øjnene og ved hængemulen løj tilsyneladende, han kæmpede sig momentvist til smil, og stemmen var hjælpsom. ”Må jeg se din billet, tak, værsgo”. Tøjet var løjerligt. Bukserne stumpede ved læggene, og på overkroppen var han plastret ind i en pelsbræmmet vams, ærmerne smøget op. De bare områder viste riflet hud, hvide ar. Keloid. Albuerne var dækket af skorper, maven flæsket, ben og arme som surret sammen af udtjent skind og skøre ben – en affældig masse, helt sammentrykt som i en tube under pres. Læderagtig abetud og små grisehår rundt om, ikkefastelavn, ikke konge. Det var en umulig tanke, at ordene til Roger kom fra de anæmiske læber, den tandforladte mund. Han havde stået stille for længe, det havde dannet kø. ”Du må hellere finde en plads,” sagde chaufføren bestemt. Han havde ikke taget mad med, for Roger tænkte, at der var en særlig korrekt måde at opføre sig på i situationen. Græs lægger sig i regn, fugtigt mos rejser sig, og en knægt er ikke sulten, når mors mor er indlagt. Roger blotede sin appetit til Sorg. På de andre sæder sad mennesker på vej, kanske ud af landet. Det var en turistfarts-dødsmesse i skramlende dobbeltdækker. Motorlydene bød på stigninger og fald. En tid et sagte, veltilpas dyr, for så at være et voldsomt væld af frygtens værste lyde fra et pludseligt åbnet bur. En friseret begravelse ville komme. Slips og sort. Til dessert tågerand, det henfarne år. Med savl på vej mod skjorten dirrede Rogers øjenlåg. Han var nu på vej mod søvn, men ikke helt der. Det er ikke en drøm, vidste han godt. Men det var heller ikke længere bussens interiør. Vinduernes sceneri var 35 mm, han måtte se på det. Han fik til opgave at fortælle nøgternt, hvad han så til sin uskyld: ”Jeg spiser et menneske stegt over rist i gården. Går så ind igen, ikke længe. Nu ud i regnen. Kaster brusk op i klumper ude på vejen, går så ind igen. Alene. Alene. Klumper. Myriader. Jeg skriver et stykke færdig”. Det er ikke en drøm. ”Titlen er det sværeste hug med sablen, ingen dyreansigter udretter meget. Én med hestemule eller koens øjne har historisk set aldrig været det gode, det skønnes budbringer. Det ser jeg. Skaberen, far eller det, er ingen epigon, udryd alle bæster, falskmøntnere’.” Så ramte en tråd af mundens vand brystlommen, øjnene tog imod og var projektør, samtidig. ”Men titlen. Ikke finde på det usande. Husk det. Ruminering, psykolol.” Roger var en knude kød på kastet over to sæder, og han tog videre: ”En svejshund får færten af blod og pis, nærmer sig det skamskudte, jeg må ikke nærme mig hunden før føreren, det er Bjørn, finder frem til skindet. Bjørn flår og garver. Penge lige ned i opsigtsvækkende gul jakkelomme og egen hud rød. Der pryder han pixibog.” Åbn øjnene, Roger.



Jeppe Mørch født i Nordjylland i 1991 og opvokset i i den lille by Tårs, hvor der både findes en marmelade- og chipsfabrik. Bor nu i København, hvor han studerer filmvidenskab.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz