7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Poesien flyder om os
422
post-template-default,single,single-post,postid-422,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Poesien flyder om os

graham_adey_2015
foto af Graham Adey

Poesien flyder om os

Under os bobler ordene over, nogle bryder op gennem mulden, bliver skud, blomstrer, visner. Endnu andre forbliver spirer, skjult af et lag af frugtig muld, der på samme tid beskytter og skjuler, hvad der måtte blive. På Floret fjerner vi den muld, og kigger ned til det gryende. Det, der kunne blive, det altid voksende potentiale. Vi lader spirerne boble i os, og videre i jer. For poesien er den der rør, og det er den, der skaber, frembringer.

Vi skal holde os fra at kigge oppefra og ned på poesien, vi skal tage den i hånden og i øjenhøjde og ikke bare tale om den, men til og med den. Lade vores perspektiv være ét med poesiens, for for en stund at lade den andens tanker og følelser være dine, for et øjeblik føle hvordan det er at være den anden, for et øjeblik blive ét, danne symbiose. Vi skal lade os synkronisere for kun på den måde, bliver afstanden mellem mennesker lidt kortere, rummet intimiseres. Vi skal lade os fortabe os i den andens verden for at blive klogere på os selv; hvem vi er i mødet med den anden.

*

Poesien skal være vild og kaotisk, som verden, eller rolig og balanceret som verdens modpol, men først og fremmest skal den være grænseløs, ubegrænset. Den skal flyver over de barrierer, vi opstiller for alt muligt andet i verden. Den skal aldrig søge om tilladelse, om lov, om tilgivelse. Den skal bare være der, konstant tilstedeværende, som det evige potentiale, der vedbliver at tvinge en ny erkendelse ind i os.

I Danmark oplever vi for tiden en poesi, som tillades adgang på de så bonede gulve, på store forlag, og den oplever at blive læst af mange, at komme ud til et stort publikum, som kun Vita Andersen og andre bogklubsdigtere har kunnet opleve det. Poesien kigger frem fra alle steder. Den findes i facebookopdateringer, og korte tweets. Den findes på blogs og den findes i det talte rum. Og for én gangs skyld er der nogen, der lytter. Og ikke fordi poesien går efter laveste fællesnævner, men fordi poesien igen har fundet sin egen berettigelse. En berettigelse der udgår af katastrofen, den personlige katastrofe som den altoverskyggende verdenskatastrofe. Den er blevet en måde at håndtere verden på, en slags terapi, om du vil.

*

Men behøver poesien at rumme et større, politisk, universelt budskab? Hvem skal udtrykke begejstringen over efterladte sneglespor på nyligt udsprungne bøgeblade, hvem skal forundres over netop den nuance af lyserøde, himlen indtager hen mod skumringen. Hvem skal udtrykke en kærlighed, eller mangel på samme, og hvem skal skrive de ting, vi kan spejle os mod og komme nærmere vores identitet? Det er poesien for poesien skyld, l’art pour l’art. Og det er ikke, som Lars Skinnebach skriver, at spille violin mens skibet går ned, at lade sin digtning for et øjeblik beskæftige sig med andet end klimakriser. Det er derimod alment menneskeligt. For vi har brug for poesien, et behov der nogle gange opleves så kritisk som vand, luft og kærlighed.

På Floret bobler poesien videre, uagtet. Den flyder ovenpå og ind i os. Og den får lov til det. Hvis du lader den.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz