7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Seks noter til Kristin Bergets forfatterskab
5357
post-template-default,single,single-post,postid-5357,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Seks noter til Kristin Bergets forfatterskab

Foto af Jay Mantri Foto af Jay Mantri

Kristin Bergets seneste udgivelse og første roman, Sonja Sacre Coeur, tilføjer flere facetter til en allerede omsiggribende æstetisk erfaring. Karl Emil Rosenbæk forsøger her at introducere hvorfor han er fanboy.

i.

vi gjennomlyser klærne med lommelyktene
for å lese historiene i lemmene
vrir oss opp av sanden mot natten
beveger oss mot hverandre for å lage
et nytt språk
hun og hun er ikke det samme som
hun og han en ordbok skal oppstå
av fingre over ansikt hofter i rytme
jeg hvisker: la alt stå åpent
øyne hender navn
(Loosing Louise, 2007)

Øjnene der springer frem og tilbage, hjorteagtigt, med en energisk uro. Sådan har jeg det når jeg læser Kristin Berget. Det er en skrift der bevæger mig i flere retninger simultant, jeg har lyst til at læse den forrige linje og den næste på samme tid.
Det er en skrift der udfordrer differentielle normer; køn, sprog, begær, men aldrig entydigt, altid med en underliggende sorgfuldhed, en tvivl, som om den ikke helt tør at tro på sit eget formgivende projekt. Og hvordan skulle den? Det er enorme kræfter der udfordres. Ikke en verden, men verdenen. Derfor er frygt og tvivl også grundbestandelene i dette projekt. Det er heri potentialet får sin kraft. Det er også derfor Bergets skrift gør et så stort indtryk på mig; håbet om et kommende fællesskab baseret på samhørrighed, relation, re-formation opstår i den evige ufuldstændighed. I splid, genstridighed, alvor og brydninger. Måske, bare måske, i demokrati.

ii.
2014. Jeg sidder i en bygd i Norge. Jeg får anbefalet at læse Kristin Bergets Der Ganze Weg. Jeg læser:

jeg vandrer ut av kjønnet mitt

inn i landsbyen demonterer
byene paris warszawa berlin
(Der Ganze Weg, 2009)

Det føles som et meget håndfast sted når jeg tænker tilbage på det. Som i; det var her, i mødet med disse linjer, at noget skete.
Jeg taler om de der små, umiskendelige øjeblikke hvor noget synes at falde på plads eller rive sig løs. De formuleringer man altid vil bære med sig videre – hvad enten man husker dem ordret eller blot gennem den fornemmelse de frembragte. Overskridelse, nomadisme, afvisning af forudsat identitet. Linjerne kan forstås med begrebsmæssige størrelser; emancipatorisk filosofi; feminisme. Men mere end noget andet så er de linjer for mig et kraftfuldt mellemværende. Et ud-/opbrud, en materiel-affektiv voldshandling.

iii.
Er det poetisk teori? Måske, men i så fald er det en teori der er kronisk uinteresseret i svar. Som hun siger i et interview til det norske magasin Vinduet; “Det er meg fremmed å skulle dechiffrere diktene, plassere dem. Du forenkler ikke bare poesien, du forenkler hva vi er, her og nå. Vi gjør oss mindre følsomme, mindre søkende, mindre nysgjerrige, mindre til stede, enn vi behøver.”
Samtidig ville det være forkert at hævde at hendes skrift ikke vil noget. Det vil måske netop afstedkomme denne søgen, muliggøre en følsomhed og derfor afgøre de strukturer der binder. Det er ikke formuleringen af en modposition. Det er evig orangerød fødsel. Tilblivelse.

iv.
I Norge var jeg langt væk hjemmefra, sådan føltes det, men samtidig var jeg ikke fremmed. Jeg var i en form for mellemtilstand, måske ikke langt fra den grundstemning som Der Ganze Weg accentuerer. Det er ikke uden grund at netop det værk gjorde noget ved mig. Samtidig virker det underlig forkert at drage en sammenligning, ikke blot på grund af åbenlyse forskelle i temperament og erfaringer, men fordi hele ærindet virker som en form for bedrag mod digtsamlingen. Som om jeg gennem denne allegorisering afgrænser et værk som nærmest programmatisk dyrker det åbne, det uafklarede, og ikke mindst, det nomadiske: “Det er her vi befinner os/Grensene er ikke lenger voktet/Kroppene er åpnet”

v.
Efter Der Ganze Weg læste jeg Hennes ansikt (2013). Dernæst Min natur (2013), et kollektivværk med Mara Lee.
Jeg læste Kristin Bergets bidrag til Den engelske kanal ’14 og ’15.
Jeg læste debutbogen Louising Louise.

Kort sagt; jeg blev fanboy.

*

Dyreblodet lukter men det er ikke lett å forklare
Materialiteten i kjøttet

Hvordan døde dyr kan bli uvesentlige
om de kan det

Skogen er et uendelig mørke å omsettes i
I håndboken leser jeg

bønnen er enkel
håpet komplisert
(Hennes ansikt, 2013)

vi.
Renhed. Hellighed. Uberørthed.
I Bergets nyeste bog og første roman, Sonja Sacre Coeur, fra 2015, følger vi Sonja der er DJ om natten og forsker i ruiner til sin doktorafhandling om dagen. “Ruintid er den tiden som kreves for at naturen skal gjøre sitt arbeid på den menneskeskapte bygningen slik at den transformeres til ruin.”
Nedbrydning. Forvandling. Forgængelighed.
Det er en bog gennemsyret af en grundlæggende undren. Hvornår hører noget op, hvornår begynder det? Samhørrighed, adskillelse; “kroppens naturlige avgrensing virker plutselig tvilsom, elvevannet renner gjennom årene hennes, sammenhengene hun ser i alt er i ferd med å oppløse henne”.
Kærligheden er hverken mere eller mindre gådefuld end ruinerne, hverken mere eller mindre håndgribelig. Sonja møder Rina; forelskelse, irritation, overlegenhed, forvitring. Ruinerne er en krop, kroppene er en ruin. Begge er hellige, begge er profane. Som bærer de hinandens trævlede rødder.

Det glitrer kort i elvevannet før sola forsvinner bak et av de mange kirkespirene. Den ruinlike menneskekroppen, tenker hun: skjelettet som blir igjen i 100 år. Finnes den eventuelle helligheten der til siste benrest er omdannet til sine ulike former av kalsiumholdige tørrstoffer?
(Sonja Sacre Coeur, 2015)

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz