7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Sommeren der bliver ved for evigt og stadig ender alt for tidligt
3941
post-template-default,single,single-post,postid-3941,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Sommeren der bliver ved for evigt og stadig ender alt for tidligt

IMG_3874 Foto: Johanna Stenbeck

Sommeren der bliver ved for evigt og stadig ender alt for tidligt

Ida Holmegaard
Emma Emma
Forlaget Gladiator
114 sider

Karl Emil Rosenbæk har læst Ida Holmegaards debutroman og synes teksterne er som små sommerkys, som bidder af candyfloss; skrøbelige og luftige, lyserøde og mættet med sødme. Og ih, hvor de smager!

Der findes madretter der skal spises mens de spæde forårsknopper brister, film til efteråret og musik der gør sig bedst om vinteren – så som Monteverdi eller Ane Brun. Og så finder der tydeligvis også bøger der absolut må læses i den hedeste sommerrus. Sådan en bog er Emma Emma. Den er hyggelig i store dele, et adjektiv man sjældent anvender om bøger, men som jeg synes er berettiget her. For teksterne i Ida Holmegaards debutroman er som små sommerkys, som bidder af candyfloss; skrøbelige og luftige, lyserøde og mættet med sødme. Og ih, hvor de smager!

Helt kort så handler bogen om Emma der vender tilbage fra et treårigt studieophold i London og hendes veninde, bogens jeg-person Agnes, der lader hende bo hos sig sommeren over. Det bliver en sommer som ingen anden, en sommer som så mange andre, en sommer med Sankt Hans-bål, med badning og sommerhus, med is, campari og pizza. En sommer der klistrer sig til kroppen som solcreme og ikke vil give slip. Og selvfølgelig også en sommer med forelskelse:

For tiden har jeg hele tiden lyst til at give Emma gaver, og jeg tænker hele tiden på hendes krop, det er derfor, jeg ved, at jeg er blevet forelsket i hende, eller har været det længe, jeg ved det ikke, og det er derfor, jeg nu vil forføre hende, eller måske er det hende, som allerede er begyndt at forføre mig, jeg ved det ikke.

Agnes forelsker sig i Emma. Emma forelsker sig i Agnes, og en kort overgang synes alt at være helt fantastisk. Men som vi kender det så godt fra musicalen Grease er sommerforelskelsen et helt særligt rum. Et rum der ikke kan overleve på den anden side af august. Hertil kommer den lille krølle at Agnes også ser noget til en der hedder Anton, men det er egentlig ikke et problem. Ikke for Agnes i hvert fald, ikke før hun finder ud af at Emma rejser til Californien når sommeren slutter for at studere videre. Hun beslutter sig for at bekende sin kærlighed til Anton, men måske er det allerede for sent:

“Jeg mener virkelig det, jeg sagde, at jeg elsker ham, selvom jeg ikke kan sige mig fri for at have sagt det nu, for første gang, med en vis desperation. Jeg vil ikke at han skal forlade mig. Og hvis han forlader mig, vil jeg have, at jeg skal have sagt de ord, og at han skal tage dem med sig, som var de en del af mig, en afskåret tå eller lillefinger.”

Det er med en velkendt tristesse at den evige sommer slutter. Emma rejser og Agnes sidder tilbage med en mail-udveksling, en flad kommentar om skype og besøg til jul, og et sidste farvel: “Jeg forestiller mig, at jeg vil genkende dig på gaden i andre menneskers træk […] På den måde vil du på en gang blive ved med at forlade mig og samtidig sprede dig ud over hele København.”
Og jeg sidder som læser tilbage med en slagen erkendelse af sommerens flygtighed trods alt. En erkendelse som minder mig om nogle sætninger af Rune Christiansen i Fraværet av musikk: “Sollysets spiraler i regnet, sommeren på hell, snart føyer den seg inn i rekken av andre utilstrekkelige årstider. Og flyene som krysser himmelen, hva kjennetegner dem? Hvilke gåter rommes i de vakre sølvskrogene, og i lyden som fra avstand antar de mest vederkvegende former?”

Emma Emma er historien om sommeren der bliver ved for evigt og stadig ender alt for tidligt. En smuk og smertefuld kærlighedserklæring til den grønne stråle i solnedgangens sidste lys der gør en i stand til at se både egne og andres følelser klart.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz