7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Spæde stemmer søger stadig et jeg
5199
post-template-default,single,single-post,postid-5199,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Spæde stemmer søger stadig et jeg

photo-1422039254883-17c2746e03cb

Spæde stemmer søger stadig et jeg

I Forfatterskolens Afgangsantologi 2015 afsøger seks forfatterspirer den litterære forms muligheder. Hos enkelte udtrykker formlegen en velkendt jeg-eftersøgning, mens andre driver det til at åbne op for nye perspektiver på en nutidig, globaliseret identitet.

Seks unge mennesker sidder i en sofa. Sådan ser den ud, forsiden på Forfatterskolens Afgangsantologi. De sidder der sammen, de seks forfatterspirer – Mirian Due, Niels Henning Falk Jensby, Emma Bess Fløe Jørgensen, Cæcilie Højbjerg Poulsen, Jonas Eika Rasmussen og Duncan Wiese – men de er samtidig i hver deres verden: En kigger intenst ind i kameraet, en anden kigger ned, smilende og indadvendt, og en tredje kigger ud i luften, måske på nippet til at sige noget til de andre.

Forsiden virker sigende for det Pablo Llambias, netop afgået rektor på Forfatterskolen, skriver om i forordet: Forfatterskolen er både en kollektiv og individuel uddannelse. Og ligeledes rummer bidragene trods individuelle særpræg også et slags fællesskab. For det første viser alle seks forfattere en meget legende og bevidst tilgang til det formmæssige. For det andet kredser de alle omkring mennesket, omkring jeget.

Mirian Due, Emma Bess Fløe Jørgensen og Cæcilie Højbjerg Poulsen behandler et meget velkendt lyrisk motiv: Et fragmenteret jeg søger fodfæste og heling i verden. Hos Mirian Due udtrykker det sig igennem et diffust jeg, der søger en relation til verden og finder, at dette – måske – er muligt gennem kroppen. I en række korte, situative tekster prøver jeget at finde kontakten til det kollektive igennem sin krop. I de første tekster sker det på et lokalt sted, fx fødselskirken i bethlehem: ”de mange menneskekroppe i den lille stenkælder gør rummet varmt. der er kroppe til stede, som tilhører forskellige lande, forskellige trosretninger. min krop er også til stede”. Anden halvdel af teksterne har ikke samme lokale perspektiv, men kredser ligeledes omkring at være en fysisk afgrænset person. Her er jeget dog sværere at fastholde. Det står klarere frem på et fysisk sted end i sig selv.

Emma Bess Fløe Jørgensens tre tekster med titlerne Sol og sol, Idéerne og Den dag havde allerede min opvågnen været skilt i to kredser også om kroppen, om jeget og dets kommunikation med omverden gennem sin egen krop. Der er stærke antydninger af kønnets betydning, og af udviklingen fra barn til voksen, men sproget er langt fra Dues vage registreringer, jeget broderer sprog på sprog sammen, i en kunstnerisk udført tankestrøm:

De lange fingre der kurrer ad blåroben. Frikadellehår. Slangehår. To piger i deres blå himle. Og jeg troede, lyset var noget min søster tabte lige før. Ned ad sin jakke.

I denne pærevælling af sansning og refleksion udtrykkes til stadighed en splittelse, om at være skilt i indre og ydre dele. Om at være en fragmenteret identitet, et u-helt menneske, der ikke formår at opretholde kontakt til verden.

Hos Cæcilie Højbjerg Poulsen er det især en udforskning af digtet som formrum, der er på spil. Udforskningen falder i to forskellige dele: Det starter ud med en række digte med et forsvindende lille jegs sansninger af sig selv og den nære verden: ”klar pyt / m bundfald af jord og vand / fra fra oven”. Midt i det hele forvandles digtuniverset til en slags performance, en leg med digtets form og digtets jeg. Jeget udskiftes med fire karakterer: Bror, Søster, Ængstende Skulder og ”Fortæller”, samt en dramatisk instruks om, at det skal ”munde ud i dialog”. Karakterernes monologer tenderer til det usammenhængende og fabulerende, helt anderledes end hos det forsvindende jeg i første del. Det er en mærkværdig performance, Højbjerg Poulsen udfører. Men som formleg er det et interessant forsøg på at afdække nye uafsøgte rum i digtets univers.

Niels Henning Falk og Jonas Eika Rasmussen afsøger i forlængelse af Due, Fløe Jørgensen og Højbjerg Poulsen også det fragmenterede jeg, men i et mere samtidigt og samfundskritisk perspektiv.

Falks tekster med titlen European Boy handler om en ung homoseksuel, der vil overraske sin elsker i Syden, men aldrig får kontakt til ham. Teksterne består af en række stillestående scenarier, hvori european boy ensomt færdes og således understreger den uudholdelige venten på elskeren. Ord som Iphone, Google og ”The International E-work Network” signalerer, at vi befinder os i nutiden, men teksterne minder dog mest af alt om et interiør fra et 1960’erne kunstværk, hvor det moderne menneske bevæger sig rundt i en tom, materialiseret tilværelse. Denne fragmenterede tilstand markeres visuelt gennem brugen af skråstreger, der bryder scenerne – og sproget – op i dele:

Mmh //// Another continental european morning / Han ligger indhyllet i // silkelagner // Han glemte at fjerne sin makeup // i går aftes.

Og læseren får da også et tip til at læse teksterne som ekfraser over 1960’er-kunst af David Hockney: ”Han havde fået bildt sig ind / at de havde et // Hockney // værk hængende / Han ledte efter Peter Getting out of Nick’s Pool”. Men det paradoksale er, at Hockneys værk skurrer ved sit fravær, idet european boy ikke kan finde det på museet. Dialogen med Hockney trækker perspektiver tilbage til 1960’ernes samfundskritik, men rummer også en sorg over fraværet. Måske handler den sorg om manglen på noget, der kan udtrykke vilkårene for nutidens europæiske, globaliserede menneske.

Det er også en globaliseret identitet, der udtrykkes i Jonas Eika Rasmussens historie Bad Mexican Dog. Men helt modsat Falk er historien drevet af en handling, et drive, der også er et forsøg på at række ud over individet. Historien fortælles af et jeg, en ”beach boy”, på en strandbar i Mexico. Han er en diffus identitet, han kunne være alle og ingen: ”Jeg kan huske stranden i Essaouira, Marseilles, København, hvor det aldrig skete”. Historien udtrykker jegets oplevelse af en kompleks verden, fyldt med spejlinger og dikotomier – mellem rig og fattig, vestlig og ikke-vestlig, indre og ydre – der gennemlyses, brydes op. Sproget er vulgært og sexistisk, enkelte steder skruet helt op med versaler: “PERVERS STODDER DER STIKKER NÆSEN MELLEM BENENE PÅ MIN KÆRESTE”. Men sproget søger også det skønne og sublime i den grimme tilværelse, og åbner op for ”hullet” i jeget: ”Havet, der er toppet af skum og bølger, og det er, som om alle tingenes skønhed går mig i kroppen og bliver en smerte, der holder hullet åbent”. Ligesom hos Falk kan man se det som et forsøg på at åbne op for sorgen over at være fængslet i det globale menneskes krop.

Duncan Wieses bidrag er to kapitler fra Thomas, en historie, der åbner op for flere mystiske, forunderlige perspektiver. I det ene kapitel drager Thomas fra byen og ud på landet med vennen Jannsen, og i det andet kapitel leder han efter og læser gamle beretninger om et blåt, giftigt farvepigment. Wiese lægger sig her i forlængelse af en fornyet interesse for at blande fakta og videnskab ind i det litterære rum. Beretningen om pigmentet overtager næsten Thomas’ fortælling, glider ind over den. Man fornemmer, at Thomas i større omfang kunne blive en roman om at forlade sin egen realitet, men kapitlerne og Thomas’ karakter giver os kun en uklar og diffus fornemmelse, hvilket medfører en noget uforløst stemning hos læseren.

Der hænger et stort billede bag de seks forfattere på forsiden af Forfatterskolens Afgangsantologi. Billedet forestiller et sofalignende møbel uden ryglæn, en puf. Det kan anskues som en slags fordobling af sofaen, de seks sidder i. Deres stemmer bevæger sig på en måde et sted i mellem to rum, virkelighedens og kunstens, der reflekterer hinanden. I dette lys er Falk og Eika Rasmussen de to, der står klarest frem, idet deres formleg åbner op for perspektiver, der belyser noget meget samtidigt og nærværende: en nutidig, globaliseret identitet.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz