7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Subjektive straffrihedsgrunde
6357
post-template-default,single,single-post,postid-6357,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Subjektive straffrihedsgrunde

beata ratuszniak

Beata Ratuszniak

1.
Der findes et sagn om en mand, der ridende en sen nattetime ser en elverhøj på gloende pæle. Betaget af de skønne elverpiger lader han sig besnære af deres dans, men da han med den sidste rest af sin værdighed modstår deres opfordringer til at følge dem ind i højen, giver elverkongen ham som hævn et ulivssår. Han slæber sig hjem til sin gård, hvor han dør, mens hans udkårne ser på.

2.
Der findes et sagn om en mand, der ridende en sen nattetime ser en elverhøj på gloende pæle. Betaget af de skønne elverpiger lader han sig, ikke specielt overraskende, besnære af deres dans, men da han alligevel modstår deres opfordringer til at følge dem ind i højen, giver elverkongen ham som hævn et ulivssår. Med den sidste rest af sin værdighed slæber han sig hjem til sin gård, hvor han dør, lutret af sin protestantiske skyldmoral, mens hans udkårne hadefuldt ser på.

3.
Der findes et sagn om en mand, der ridende en sen nattetime ser en elverhøj på gloende pæle. Betaget af elverpigernes skønne dans følger han, som en diffus hævn mod kvinden, der ikke længere er som han gerne vil have hende til at være, men mere som hun nok selv gerne vil være, deres opfordringer til at gå med dem ind i højen, hvor han får et ulivssår af elverkongen – stikker man næsen i andre folks sager på den måde, risikerer man at få en på snotten – og han rider hjem til sin gård, hvor hans udkårne med den sidste rest af sin værdighed ser ham dø (tænk Karen Blixen, der ædelt kæmper for sin farm).

4.
Der findes et sagn om en mand, der med den sidste rest af sin værdighed ridende en sen nattetime ser en elverhøj på gloende pæle. Betaget af de skønne elverpiger lader han hånt om enhver form for integritet og ansvarsfølelse og besnæres af deres dans og deres opfordringer til at følge dem ind i højen og gøre ting, hans frigide forlovede i hvert fald aldrig ville drømme om at gøre, selvom han måske siger noget andet til ”drengene”, når de er til fodbold. Da han langt senere rider hjem til sin gård, giver elverkongen ham et ulivssår, så han dør, mens hans elskede hævngerrigt, men ikke uden en hvis tilfredshed, ser på. Der hersker en vis tvivl om, på hvem præcis det er, hun ønsker at hævne sig.

5.
Der findes et sagn om en mand, der ridende en sen nattetime ser en elverhøj på gloende pæle. Han glemmer den sidste rest af sin værdighed – der var alligevel ikke meget tilbage efter alt det porno på laptoppen – lader sig besnære af de skønne elverpigers dans og deres opfordringer til at følge dem ind i højen og gøre ting, hans snerpede forlovede i hvert fald aldrig ville drømme om at gøre, selvom han måske siger noget andet til ”drengene”, når de er til fodbold, og han tager en eller anden form for diffus hævn. Mod hvem er uklart. Da han senere, hævngerrig og fuld af lyst til at fortælle sin såkaldte elskede om sine eskapader, slæber sig hjem til sin gård efter at have fået et ulivssår af elverkongen, dør han, mens hans udkårne målløs ser på. Hun troede det hele var planlagt, også bryllupsrejsen, de skulle på safari i Kenya, ligesom hende der Karen Blixen. Kusine Lone skulle passe hunden imens.

6.
Der findes et sagn om en mand, der ridende en sen nattetime alt for stiv og alt for desperat leder efter og finder en elverhøj på gloende pæle. (Den slags fuld, der tit spøger, når man ”dårligt nok kan huske, hvem man selv er længere – alting handler bare om hende. Hun er også blevet tyk.”) Besnæret af elverpigerne – eller i hvert fald for et syns skyld benovet over dem, for mon ikke, han var gået derind lige meget hvad – følger han deres opfordringer til at købe flasker i VIP-sofaen og måske også knalde ude på lokummet eller hjemme i en eller anden venindes latterlige halvandetværelses kollegielejlighed, som de kan låne, for de kan i hvert fald ikke være hjemme hos hende, hun kender ham jo slet ikke (og gad vide, hvem der i øvrigt ligger og sover imens hjemme i hendes egen lejlighed?), og han siger til sig selv imens, at han næsten føler noget som skæbnens uafvendelighed i deres møde. Da han senere har sagt farvel til elverkongen og fået en på snotten – sådan går det, når man stikker næsen i andre folks sager – slæber han sig, sølle og ude af stand til at vurdere, om han har taget hævn over en eller anden diffus brøde begået af hans såkaldte elskede, eller om han blot har latterliggjort sig selv, hjem til sin gård. Der giver hans udkårne ham med den sidste rest af sin værdighed (den finder hun langt om længe, da hun opdager, hvor stort et pjok, han rent faktisk er), et ulivssår som hævn, eller måske skrider hun bare, og han kan få lov til at beholde den skide hund – hvem fanden i helvede vil dog have en hund, når man bor på tredje sal – og han dør, fuld af undskyldninger og de kønsvorter, som han måske og måske ikke har nået at give hende i løbet af deres håbløse maskerade af et samliv. Det sidste, han hører hende sige er, at han kan få lov til at beholde sin fucking safari i Kenya. Alt det romantik om en eller anden idiotisk bog af Karen Blixen, hvem gider dog høre på det. Og så alt det ævl om mikrobryg.

Aske Munk-Jørgensen er født i 1979 og bor på Frederiksberg.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz