7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Tidssvarende tidsrejse
18819
post-template-default,single,single-post,postid-18819,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Tidssvarende tidsrejse

Tidssvarende tidsrejse

Af Josefine Højholt

Sternberg har skrevet en digtsamling om at rejse i tiden. Det er den fjerde samling i den konceptuelle serie af digte fra forskellige tider. Paradoksalt nok siger den mest om hans egen tid.

At rejse i tiden er at leve. Sådan er det i hvert fald for jeget i Tidsrejsedigte. På godt og ondt har han denne særlige gave og forbandelse, at han kan rejse i tiden. Gave fordi det er en frihed og et privilegie. Forbandelse fordi det er ensomt og fremmedgørende. Samlingens projekt er nu at videregive disse oplevelser til os almindeligt tidsbundne dødelige.

Tidsrejseuniverset er en kaotisk, fragmenteret størrelse, hvor dinosaurere og sneaks eksisterer side om side i det samme digt. Det tidsrejsende jeg længes efter helhed og sammenhængende fortællinger. Han sørger over, at han skal dø fra sine børn og således kun kommer til at opleve deres liv som de første sider i en bog. På samme måde har han det godt med væsener, der lever i kort tid, det være sig hamsteren eller døgnfluen. Bare hele forløbet kan komme med, som der står. Solen og kloden hyldes, som det der overlever tiden. Hans eget liv er det imidlertid ikke muligt at få overblik over:

”det ville ikke være ærligt
hvis jeg fortalte om mit liv

som om det var
ét sammenhængende hele”

Der er opbrud både tematisk og formelt. Linjeafstand skaber gabende tomrum midt i en ellers sammenhængende sætning. Tidsrejserne afslører, at jeget ikke er en konstant størrelse. Tvært imod forandrer de forskellige tider hans måde at tænke og handle på. I én tid giver han penge til de fattige, i en anden pudrer han sit ansigt, danser på marmor og vil ikke så meget som se på et fattigt menneskes ansigt.

De menneskelige fællesskaber er lige så vakkelvorne som hans egen identitet:

”i én version af historien
kan vi lide hinanden

i en anden version
hilser vi ikke engang”

Jeget føler sig fremmed og alene med sine livsvilkår, og han grunder over, hvad ordet ”vi” indebærer. Kan man tale om menneskeheden som et fællesskab – på tværs af tider? Har ”vi” noget til fælles i kraft af, vi er mennesker?

Konklusionen på tidsrejserne forsoner spørgsmålet:

”jeg har rejst så meget
frem og tilbage

at den eneste nutid
jeg forholder mig til

er den hvori
min krop er nu”

Den kropslige erfaring af at være til stede her og nu er en almenmenneskelig erfaring, der kan opleves til alle tider. Denne erfaring står som en håbefuld modpol til de foranderlige konstruktioner. Ja, den bliver ligefrem en etisk fordring, når jeget funderer over at dø i en fjern fortid:

”så kan mine venner
ved et tilfælde

se min grav
førend

de lærer mig at kende

blive opmærksomme på
hvor vigtigt det er

at nyde de stunder
vi får sammen”

Konklusionen på tidsrejserne bliver paradoksalt nok en art tidløs tilstedeværelse.

Jeget gør en dyd ud af sin særlige skæbne som tidsrejsende. Han lever i den film om for- og fremtid, som vi andre kun kan opleve på anden hånd, hævder han. Men er det nu også helt sandt? I min optik siger tidsrejsedigtene til syvende og sidst mest om den tid, vi lever i. Fragmentering og individualisering er nøgleord. Den store sammenhængende fortælling er for længst lagt brak. Alt er allerede gjort og sagt. Tilbage er at tage det bedste af det allerede brugte og stykke det sammen til en egen fortælling, en egen historie.

At jeget skænker os en banebrydende ny og berigende oplevelse er altså lidt af et postulat. Vi får en sjov idé, en underholdende læseoplevelse og ansatser til interessante filosofiske erkendelser. Måske skal man være let for at rejse i tiden, hvad ved jeg, men digtsamlingen er lige let nok. Den er fysisk let, sproget er let forståeligt, digtene er lige ud ad landevejen fremfor fortættede med betydning. Et digt lyder for eksempel:

”min tid
er et rum”

Det kan jo i og for sig være ganske rart at læse digte uden at føle sig for dum til at forstå, hvad der foregår. Desværre er der ikke ét uforglemmeligt digt i samlingen. Den er stærkest og mest troværdig i sine – somme tider smertelige, somme tider håbefulde – betragtninger over menneskets forgængelighed og dets søgen efter mening. Hø hø-sjov, men lidt letbenet i sine humoristiske indslag:

”jeg er i gang med
at sadle hesten

og så kommer jeg i tanke om
et spil wordfeud
som jeg var midt i”

Hypotetisk er det spændende at forestille sig, man kan rejse i tiden. Men Tidsrejsedigte når ikke rigtigt ud over denne hypotese. Genstande fra de forskellige tider fremstår løsrevne som rekvisitter, og det bliver aldrig konkret hvor og hvornår, jeget rejser i tiden. Sommetider er han 800 år ude i fremtiden, andre gange er han bare i ”fortiden”. Det gør det svært at opleve tidsrejserne, sådan som det ellers bliver os lovet af jeget. Snarere lader det til at være jegets ønske at være den særligt udvalgte tidsrejsende (og digtergeni).

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz