7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
To digte
5862
post-template-default,single,single-post,postid-5862,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

To digte

photo-1450131265492-91dc0479d541

To digte

Jeg lever bag min lukkede mund

Rygsækken tager form som min kat i udkanten
af mit synsfelt, ikke det her igen, tænker jeg
og kommer til at skære mig selv med brødkniven,
snitsåret på langefingeren er en del af min virkelighed nu
og gør ondt, ingen diskussioner dér,
bare få et plaster på og komme videre med dagen,
at spise mad er som at gøre holdt på en togstation,
jeg vil hurtigt videre, skrive alle mine hallucinationer ned
og kalde dem digte, det går ikke, siger de ude på Kunstskolen,
ligesom rygsækken ikke er min kat, jeg går rundt og lyver
for mig selv, måske har jeg ikke noget talent
ligesom en brumbasse ikke kan flyve,
holder jeg mit høje humør oppe, selv om det gør ondt
at se syner og tænke mærkelige ting og ikke blive forstået,
nu kan jeg skære i rygsækken med brødkniven
og forestille mig, at spækhuggere glider ud som blod,
men jeg er bange for, at det faktisk er min kat,
det er det ikke, ligesom min chokoladepålægsmad
ikke er sund, det er et faktum, jeg kan holde mig til,
når køkkengulvet rejser sig som et ocean og griber fat
om mine ankler med bølger som hænder, og nej,
det er ikke virkeligt, nu må jeg hellere gå ind på værelset
med kroppen som tog til næste station.





Til de levende

Døren med ansigtstræk som min mor
griner af mig,
gulvet ligner en kirkegård
for rugbrødsmadder, snotpapir
og mit selvværd i det smadrede tøj,
jeg var en inkarnation af dagdrømmen,
en hydra med syv hoveder af poesi
lige her i forstaden, syv haglgeværer
med patroner af billedsprog til de levende,
nu er jeg en sammenkrøllet influenzaknægt,
ordene hager sig fast til i min hals
med sugekopper
og nægter at udfordre verden,
ingen bryder gennem muren nu
med motorsav eller boremaskine
for at fiske sygdommen ud af mig,
ingen bryder op gennem gulvet
og inkassokræver min manglende betaling,
nej, jeg lader mig bare synke ned
i sengens balje af depression
uden iltmaske eller snorkel,
snart må nogen komme og hænge mig
ikke til tørre over en gren i baghaven,
men ud i en avisartikel på nettet
til andre digterspirers skræk og advarsel.




Christian de Groot-Poulsen (f. 1991), bosat i København. Har skrevet seks digtsamlinger, hvoraf den seneste hedder Hvordan det føles at være et spøgelse? (2014).

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz