7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Tredje autistdigt (Autist reloaded: Return of autistens return)
2691
post-template-default,single,single-post,postid-2691,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Tredje autistdigt (Autist reloaded: Return of autistens return)

Tunnel_airfloreFoto Airflore
TREDJE AUTISTDIGT
(Autist reloaded: Return of autistens return)

ude på internettet siger autisterne at diagnosen er en udfrielse fra forvirringen og et møde med en stor sorg, jeg forstod aldrig sorgdelen, jeg var blot lykkelig for at finde termer for mine smerter var næsten fristet til at bede om diagnosen på skrift for at hænge den på mit væg som diplom, ja jeg mærkede noget der mindede om sorg da jeg indså at mine nyvundne ord var lige så meningsløse for normale som manglen på dem, at alle mine fine nye broer kun førte tilbage til mig selv, dér kom en gammel bitterhed jeg troede jeg var sluppet af med, en ildelugtende kat der zombier hjem pet sematary style og kræver at blive fodret for evigt,

men nu efter livsstilskaskade som sweatere i prøverum og lige så lang række velforklarede øjne på mig, nu begynder diagnosens sorg at gå op for mig: dens navn er skæbne: ikke et antikgræsk sæt af overnaturlove der binder os til forgravede usynlige tunneler gennem livet men de gener der står skrevet i os som små skræddersyede bibler i blodet,

og som grækerne så alt gennem deres metaforer sådan er generne de skæbnelænker de beskrev: jeg er dømt til altid at være forsinket:

siden teenageårene har jeg leget en leg hvor jeg i tankerne kan mødes med mit barnejeg og fortælle hende det hun skulle have vidst for at kunne fjerne ulykken fra sit liv: jeg har lært hende at lære jeg har indprentet hende at vie sit liv til sang jeg har påbudt hende at spare sine penge op til en massøruddannelse og dyrke pilates og tune sin familie ud, jeg har forklaret hende at universitetet ikke er det forjættede land at hun altid vil være alene, jeg har trøstet hende med autismediagnose og it gets better: men sandheden er at intet jeg kunne fortælle hende ville have været mere end en ekstra julegave en fjer i hatten et gavekort til en smootea: hun ville være modnet og have lært sociale koder i præcis det tempo autister har: og således var jeg fra vuggen dømt til først at nå voksenalderen som trediveårig, den dobbelte ventetid (og al den hån der fulgte med anden halvdel) så uforanderlig som det tempo årstider skifter i, så frustrerende som det velkendte faktum at visdom ikke kan videregives verbalt,

og hvis blot jeg så nu var voksen og forsinkelsen kunne virke til min fordel, senere gammel senere død, men nej, forsinkelsen venter ikke på nogen og gammel og syg var jeg fra fødslen:

ligegyldig hvor tidligt jeg står op vil min morgen vil altid ske om eftermiddagen: det tager et vist antal timer for cementlemmerne at tø til kød og hjernen at hærde til håndgribelige tanker efter nattens klistrede metamorfose, og sådan finder min dag kun sted i dagens anden halvdel, første halvdel er en frossen bil der forsøger at starte, jeg er dømt til livet på halv tid,

og sådan går også ugen: min weekend er andres arbejdsuge, for hver to dages normaltilstand kræver jeg fem dages downtime for ikke at brænde sammen:

og hvordan skal jeg overbevise min rasende mavefornemmelse om at det ikke er dovenskab (oh the shame), eller værre endnu mental fængselsstraf, som katten der er dømt til at sove 16 timer i døgnet (det er sjovt jeg misundte altid kattene deres udstrakte nætter indtil jeg indså at det ikke er et valg), som bjørnen der er dømt til syv måneders bevidstløshed mens resten af skoven chiller rundt i sneen og laver nye historier sammen, seriøst hvordan kan en sådan dvale skelnes fra at sidde i et fængselskælder og lave klemmer for 5 kroner i timen mens livet i vinduet forsvinder forbi som verdens mest nederen tv-serie der kun havde budget til ét ubevægeligt kamera, hvordan kan det skelnes på anden måde end at selv fanger kommer ud på den anden side med nye bekendtskaber og skills (ønskede eller uønskede), you’ve got time som orange is the new black synger, jeg har så meget fucking time og mine lange nætter flyder over med mareridt om for sent til arbejde for sent til eksamen for sent til vennerne tiden som en fysisk substans jeg kæmper mig igennem som at løbe sprint på bunden af en pool, og om morgenen er alle mine tanker druknet og der er så lang tid til næste eftermiddag næste forår næste gang jeg rebooter og så er der så kort tid til jeg skal i seng igen

Kommentera

1 Kommentar på "Tredje autistdigt (Autist reloaded: Return of autistens return)"

Meddela mig vid

Ordna efter:   nyaste | senaste | Flest röster

[…] tredje autistdigt er i Floret, her! (hvor er det altså et blæretflot tidsskrift, swoon, husk at kigge rundt derinde, der er meget […]

wpDiscuz