7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
UD I SOLOPGANGEN PÅ RYGGEN AF VILDE ELEFANTER
18890
post-template-default,single,single-post,postid-18890,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

UD I SOLOPGANGEN PÅ RYGGEN AF VILDE ELEFANTER

Ud i solopgangen på ryggen af vilde elefanter

af Emilie Bessing

Maria Gerhardt døde torsdag d. 16. marts efter lang tids kræftsygdom. Gerhardt debuterede som forfatter i 2014 med romanen ‘Der bor hollywoodstjerner på vejen’. Derefter kom digtsamlingen ‘Amagermesteren’ i 2015 og nu, sluttelig, ‘Transfervindue’. Maria Gerhardt er også kendt som DJ under navnet DJ Djuna Barnes. Denne anmeldelse er skrevet før dødsfaldet. Floret kondolerer til de pårørende.

I bogen ‘Transfervindue’ skriver Maria Gerhardt i skarpe og kompromisløse prosaglimt om at være forbandet syg, og om hvordan kroppen bliver en nådesløs begrænsning for det brændende ønske om at kunne give al den kærlighed, man har.

‘Transfervindue’ fortælles fra og igennem erfaringen af at leve med en livstruende sygdom. I nogle tekststykker tænker bogens jeg tilbage på et liv som kræftpatient i en realistisk verden, hvor andre mennesker er raske, men hvor jeg’ets sygdom praktisk talt gør det umuligt at leve og være til stede i et hverdagsliv. I bogens nutid har jeg’et indskrevet sig på et kæmpemæssigt hospice – blot kaldt Hospice – som dækker et stykke af Nordsjællands kyststrækning fra Tuborg Havn og op til Bellevue. Regeringen har inddraget området fra de rige og givet det til de syge. Nonner fra Sankt Joseph-stiftelsen laver cannabisolie til at dulme de syges smerter. Alle er klædt udelukkende i hvidt, der er obligatorisk morgenbadning i Øresund og rationering af sodavand og andre usunde ting.

Det slår mig som uhyggeligt passende at koble skildringen af at forsøge at leve med kræft med dette syret futuristiske Hospice scenarie. De liv, der beskrives udenfor og indenfor murene, fremstår nemlig begge urimelige, benhårde og absurde på hver deres måde. Naturligvis har begge steder det til fælles, at jeg’et er fanget i sygdommens skruetvinge, men jeg bliver ofte usikker på, om det er fortællingerne indenfor eller udenfor murene, der er mest uvirkelige og absurde. Som én der ikke ved noget om at leve med en livstruende sygdom, bliver jeg hårdtslående konfronteret med hvor barskt et liv som syg i de raskes verden kan være. Det er generelt noget Gerhardt gør godt, at pege på de raskes fejl og på, hvordan den syge bliver stemplet godt og grundigt som Den Syge.

Bogens fortælling udfoldes i glimtvise scenarier, og denne form udstråler en overskudsagtig knaphed. Beskrivelserne af livet på Hospice og livet før udpensles ikke, i stedet holdes der stilfuldt igen, fortællingen knitrer og sci-fi scenariet overforklares ikke. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at den knappe fortællestil og det stof der skrives om, spejler hinanden. Altså, at det knappe også er en konsekvens af, at jeg’et taler fra et sted, hvor sygdommen er herre over kroppen og kræfterne.

De scenarier, Gerhardt skriver frem med sin Hospice fiktion, er befriende opfindsomme og humoristiske. For eksempel når jeg’et og vennen Mikkel snyder sig til mere cannabisolie og spionerer på de raske udenfor murene. Hospice beskrives på bogens bagside som en form for utopi. Og jo, det er bestemt et fristed for de syge. Men der er altså samtidig noget, hvis ikke ligefrem dystopisk, så i hvert fald uhyggeligt over stedet og dets zen-agtige kontrol af beboerne. Det er forbudt at forlade Hospice, når du først er der, og jeg får kuldegysninger ved tanken om alle de hvidklædte beboere, der ikke må høre musik fordi det provokerer følelser, og hvis samtaler overhøres af en medarbejder, der skal sørge for at de ikke bliver for mørke.

Virkeligheden på Hospice fungerer samtidig som en kommentar til nutidens mangfoldige helsetrends. Den næsten kultiske måde helbredet kan dyrkes på. På et tidspunkt er jeg’et og vennen Mikkel til begravelsesmesse, hvor det nyeste nye indenfor kister og andet begravelsesmerchandise vises frem.

”Vi er gået op til den halvårlige begravelsesmesse. Mikkel synes, det er sjovt, jeg er ikke så begejstret. (…) Der er en stand med et avanceret hologramsystem, så man praktisk talt kan være med til sin egen begravelse. Man kan så indspille en lille tale på forhånd, som kan afspilles i kirken”.

Dette sted opfatter jeg som en ret tydelig kommentar til den virkelige verdens kommercialisering af livet, kroppen og helbredet i en forvrænget udgave.

Det helt store omdrejningspunkt i bogen, der hvor den henter sin energi, og noget af det hårdeste at læse, er jeg’ets beslutning om at tage på Hospice og alt det, der ligger bag. Det handler hele vejen om kærlighed og omsorg. Om brændende at ønske at kunne være nærværende for dem, man elsker, og samtidig hade tanken om at være en byrde. Et evindeligt tovtrækkeri mellem frygten for at miste og ønsket om ikke at slide kærligheden og det smukke i livet tyndt. ”Jeg ønskede ikke at han skulle komme hjem fra skole med en fodbold under armen til et større opbud af det palliative team. (…) Den evige skam over at være moren fra sofaen, kæresten fra helvede”. Karakteristisk for Gerhardt bliver dette meget noble, selvopofrende ønske ikke sukkerglaseret. Det sønderrivende hårde i det skildres også.

”Jeg sad og lukkede øjnene og prøvede at trække vejret på en bestemt måde, som jeg havde lært, og som skulle hjælpe, og jeg sagde til mig selv, igen og igen, at det var okay, at det var okay, at han ikke ville have mig som forælder, når nu jeg snart skulle dø”.

Det er en smuk drøm om at elske ego-løst, der skildres her. Men hvor mange mennesker kan det? Noget af det skønneste ved Gerhardts skrift er, at dens håb, længsel og den kærlighed, der vælter ud af den, står helt lysende og lægges frit frem. Bogen er en lang kærlighedserklæring til livet, kærligheden selv og til de elskede. Selv forestillingerne om det hinsides mødes med høj pande og sans for eventyr. ”Jeg vil ånde ud, i de minutter rummet bliver lyserødt, jeg vil ride videre på elefanter til templerne i Jaipur.”

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz