7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Udover kanten sammen med ordene
18961
post-template-default,single,single-post,postid-18961,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Udover kanten sammen med ordene

Fotograf: Fryd Frydendahl, 2017

Udover kanten sammen med ordene

Af Camilla Howalt

Som et vandfald farer udover kanten og ned, farer ordene i denne digtsamling afsted. I tusindvis af små sitrende og livsnødvendige bobler, nedover siderne, sirligt, i venstre side, uden punktummer eller kommaer, faktisk helt uden tegnsætning. Opdelt i otte kapitler, hver med sideinddelinger 1-11/11, med en overdådighed af referencer til nutidens multifacetterede undergrundskultur, den politiske informationsstrøm samt den online encyklopædi Wikipedia. Via en struktur der minder om de sociale medier, formidles og former teksten sig som en mangefarvet prisme.

Hvert kapitel er et kortvarigt indblik i jegets humør som får mig til at læse teksten som en vertikal liste af online opslag, flettet sammen med jegets sociale gøren og laden. For eksempel, ”en lørdag i august / hvor jeg er fuldstændig knust / kan de fleste af mine venner / virke mere fremmede / end visse personer fra popkulturen” (kap. 1, s. 2/11). Med en slags indre grå stilfærdighed spejler jeget sig i forskellige socio-politiske sammenhænge, der fremkalder et væld af følelser og ubehag. Hvert af disse indblik har et omdrejningspunkt, et indre emne, som er tydeliggjort gennem titlerne på hvert kapitel og dets dertilhørende noter. I disse indblik foregår der en bevægelse, der med udgangspunkt i jegets liv, bevæger sig hen mod slutningen på en måde der minder, læseren her, om en gentagende opløsning af episke proportioner.

Afslutningen på forrige kapitel udgør starten på det næste kapitel, og kapitlerne tager næsten altid afsæt i jeget selv. ”Altid står jeg her i centeret / med min handlende krop” (kap. 2, s. 2/11). Der er tale om et jeg der oplever, men måske ikke altid overlever, verden i tusindvis af små eksplosive stroboskopiske vandmolekyler, der med vedblivende hast farer afsted nedover papiret. Gåsehud. Teksten minder om en konstant twitter strøm, og formen brydes kun i midten af digtsamlingen af en oversigt over forfattere, der ved selvmord døde i det 21. århundrede.

Som en køligt observerende bevidsthed, en form for meta-narrativ, der minder om Sigmund Freud’s Id’et, følger jeg jeget ind i en skæbne af hemmelige hjørner til rytmen af en lind strøm af nyheder, billeder, videoer og lyd og tanker og meninger og holdninger. Flere følelser og flere observationer og flere refleksioner om politiske, jeg føler mig tilbøjelig til at sige stilstande i stedet for tilstande, grundet reificeringen nyheder kan få på de online medier; vold og folkedrab, race baserede uretfærdigheder i lande langt herfra, og alligevel rykker det hele, det tyngende, nærmere som ”…om at alle de fuckede ting jeg føler / i virkeligheden hænger sammen / med at jeg bærer rundt på / et hemmeligt kemisk våben / en sort virus af sorg” (kap. 1, s. 10/11).

Vi er alle på skift bærere af både det onde og det selvudslettende, og som læser finder jeg mig reflekterende over følelsen af både at være den jagende og den jagede, et skygge af at man ligger som man har redt stryger hastigt henover siderne: ”I en verden hvor mange kører rundt / i kampvognsinspirerede superbiler / til en ufattelig benzinpris / der holdes nede… og ingen snakker om sammenhænge / mellem den måde vi lever på / og hvorfor mon der findes mennesker / der gerne vil udslette os (kap. 2, s. 8/11). Jeg, som læser, føler at jeg spunser afsted, snubler, ikke så få gange, men læser alligevel videre. Jeg rejser mig op, løber videre. Det er en tekst, afhængig af, ”… her forestiller (han sig) / at sidde på en seng / og skyde stoffer ind i kroppen / og lade nålen sidde i armen” (kap. 3, s. 9/11), jeg forestiller mig, en blanding af E og ‘håbløshed’.

Måden ordene formerer sig på, får digtene til at fremstå som var de i konstant bevægelse, og de bryder med tiden, det tager at læse dem, ud i større og større fantasmagoriske fakkelbevægelser fra en vild og umedgørlig anarkisk flamme, der med lysets hast suser afsted i en ramme af indre død der gør jeget ”oprigtigt bange… fordi folk giver en fuck for facts (kap. 2, s. 9/11). På de sidste sider og i særlig grad på den allersidste, tales der til et ’dig.’

Jeg oplever det som læseren. Pludselig befinder jeg mig ikke som den anonyme læser, men som den sete læser, i den samme ”parallelle virkelighed” som jeget, men har ikke længere mulighed for at ”logge ud”. Jeg føler mig på en gang inderligt fortvivlet og fængslet som om alle mine lemmer har mistet førligheden. Han skriver, at han ikke kan leve i ’din’ fantasi længere. Mener han læserens? Jeg begynder at tvivle. Måske mener han den virtuelle verden som var den en altafgørende enhed, på samme måde som Gud engang var subjektets altafgørende objektivitet? Det føles både og. Til det skriver han, at han ikke vil tvinges ”til at klappe” med mere. Publikummet trækker sig. Det føles som om, han er træt af konstant at skulle konfirmere andres opslag. Som jeg forstår det, får det ham til at føle sig ”hjemløs” (kap. 8, s. 11/11). Fjern fra sig selv. Han skriver ikke, at han ikke orker det længere, men det føles sådan. Og med det ender bogen. På godt og ondt.

Efter at have læst samlingen færdig føler jeg mig nødsaget til at kravle tilbage til teksten for at få has på løse ender og for at finde en rød tråd. For at forløse min ængstelse ved det, jeg læste som jegets sidste dåd. Adskillelsen af verdener. Det gør jeg helt enkelt ved at analysere strukturen i det skrevne, tjekke for gentagelser af ord, sammenligne begyndelser og slutninger i hvert kapitel. Findes der mon én bevægelse i det skrevne, som vil hjælpe mig til at finde en sammenhæng? Jeg vender tilbage til listen af navne i midten af bogen. Listen indeholder flest drengenavne, nogle få pigenavne stikker ud. Jeg må rejse mig fysisk op nu. Jeg føler, jeg vakler. Jeg føler også sorg. Jeg græder nu ved bruddet, serveret som et meta-brud. Med det virkelige. Virkeliggøres. Jeget. Siges det.

Jeg rækker hånden ud, men han, jeget, samt alle de andre døde forfattere, er fysisk eller psykisk alt for langt borte. Jeg føler, mere end jeg ser, den jordstængelagtige forbindelse mellem titlerne på kapitlerne, der for det meste refererer til kendte navne på personer i en eller anden form, de relativt ukendte navne på forfatterne i midten, eksempelvis ”NICK SANTINO / SAM SARPONG / ROBERT SCHOMMER / TOM SCHWEICH” (kap. 4, s. 9/11) og det fuldkommen ukendte i forholdet mellem jeget, og mig, læseren. Dog består vi, både læseren, jeget, samt personerne der står nævnt, hver og en, som et lille undseligt tegn af et levet liv. Vi er ikke eksistenserne fra teksten i en sang fra de ultra-kendte, eller karaktererne fra en film, eller arketype-figurerne i et online spil. Det var der, jeg skred udover kanten sammen med ordene, ved den sidste side, ved det sidste ord. Uden spor følte jeg at jeget forlod denne kunst(-ige)verden ”for lykkeligvis at plante en ny fortid,” en slags virkelig virkelighed i en for os, endnu, ukendt fremtid.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz