7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Udsnit af et helt almindeligt liv
2808
post-template-default,single,single-post,postid-2808,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Udsnit af et helt almindeligt liv

17_11_12
Bild ur boken.

Udsnit af et helt almindeligt liv

Signe Parkins & Drawings
Signe Parkins
Basilisk Tegneserie
104 sider

Vera bliver 4 år. Vera har supermandsdragt på. Og Veras mor har egentligt fortalt mere om den dag den 30. august 2014, men det er blevet streget ud igen med sort tusch.

En skadelignende orangefarvet fugl fortæller Signe, at hun altid må sende e-mails. Signe har en grøn jakke på og holder en død fugl med lyserøde pletter i hånden. Under billedet til lørdag den 19. april 2014 står der blot: “Levende og døde fugle”.

Signe er mor til Ella og Vera og Emils kæreste. Hun tegner meget og tænker en del på sin mormor, som nu som død har meget lettere ved at stå på hovedet. Og så deler hun navn med Signe Parkins, som har skrevet og tegnet dagbogsskitserne, der samlet blev udgivet på Basilisk Tegneserie i maj i år som den første i rækken af nye tegneserier. Signe Parkins & Drawings hedder den med undertitlen: “Tegnet dagbog”. En for én gangs skyld dækkende og passende genrebetegnelse i en nyudgivet bog.

På TV-kanalen DR3 læser unge mennesker op fra deres endnu yngre jegs dagbøger. Jeg har ikke set programmet, for jeg synes det er mere end rigeligt at udholde mine egne 15-årstanker. De sidste par år har også Lena Dunham i HBO-serien Girls stået for en vis portion selvudlevering opfulgt af bogen Not That Kind of Girl. Der er gået inflation i at afsløre sig selv. Autofiktionen var ikke længere stærk nok, I ved nok, den genre, hvor læsere, kritikere og forskertyper faldt over hinanden for at komme med det mest kvalificerede – men lige gættende – svar på, hvor stor en del af en given bog egentlig var forfatterens liv. Som om det gjorde en forskel. Som om litteraturens begivenheder havde mere at skulle have sagt, hvis de var ægte, autentiske.

Nå, men altså, hul i det. For Signe Parkins har lavet noget som er flot. Ikke bare sidder jeg her med en håndindbundet bog af genbrugsstof, jeg sidder her med noget nær et lille mesterværk. I skarp kontrast til dens dagbogskonkurrenter i mine egne skuffer og på DR3’s sendeflade. Den her vil mig noget vigtigt, føler jeg, men kun fordi de hele er så uvigtigt. Den er ikke ude på noget stort ærinde om at belære mig noget vigtigt om den virkelighed, jeg lever i. Den er ude på at vise mig en virkelighed, som den kan forekomme. Kærester skændes, børn brækker fødder, bedsteforældre dør. Livet går videre, side for side, billede for billede og den større sammenhæng er uvis for os alle. De enkelte dage er udsnit af et liv, snarere end dele af et forløb. De leder ikke frem til noget, de rinder blot ud efter 104 sider og to et halvt år.

Som så mange andre tegneserier, der udkommer for tiden, befinder vi os her i krydsfeltet mellem visuel kunst og litteratur. Ikke nok med, at hver enkel bog er unik og håndindbundet, hvad i dag i sig selv er en bedrift af de større – så fortjener hvert eneste stilbillede fra dagbogen den samme opmærksomhed, som udstillet billedkunst. Den underfundige kontrast, der tit opstår mellem tekst og billede, som tvinger sig ind på sin læser og insisterer på eftertanke, er ikke en let balance at finde. Lige så lidt som det er en let balance at vedholde.

Det er en dagbog i sin reneste form, men gudskelov blottet for enhver blottelse. Der findes ingen pinlige episoder, ingen situationer, hvor dagbogsskriveren kom i bekneb og nu forsøger at psykologisere sig selv i tegninger og skrift. Der findes efterveer fra hvad, man kun kan formode, har været sørgelige eller ligefrem traumatiserende oplevelser. Men dagbogen forbliver en antydningens kunst. Og netop dét gør den til det lille mesterværk, jeg oplever.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz