7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Vågeblus
1066
post-template-default,single,single-post,postid-1066,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Vågeblus

Jacob_WaltiFoto: Jacob Walti

/

Stadiet før søvnen fremkalder mindet, som har ligget hen, mindet der har fortabt sig i sig selv. Dengang vi stod bag gymnastiksalen med en hullet vandflaske fyldt med cigaretrøg, dengang månen faldt ned og træernes kroner strakte sig langt op i himmelrummet uden noget at holde fast i.
Stadiet før søvnen er lydenes og lydene kommer fra hullerne i dybet. Inde bag øjnene er der tomt og langt til synet af de næste fire mure, fire adskilte flader, der danner et rum.
Stadiet før søvnen kaldes en døs. Det første stadie af søvnens fire. Stadiet, hvor man venter på drømmene, men er langt fra dem. Ude af stand til at vide, om man er vågen eller ej.
Stadiet efter døsen er søvnspindlernes stadie. Små jordskælv i hjernen, der hjælper med at holde os sovende. Ved bevidsthed, men uden forbindelse til den. Stadiet efter søvnspindlerne er søvnens. Den dybe, stille ro. Følelsen af at ligge på en eng i solskin, nøgen mod kornet, men uden at mærke det stikke på huden.
Stadiet efter søvnen er drømmenes.
Så forfra.



/ /

Det er aften eller tæt på nat og jeg ligger og tænker på, hvordan jeg har haft ondt i kæben det meste af eftermiddagen. En jævn smerte, hver gang jeg har tygget min mad eller følt mig begejstret. Hver gang jeg har råbt eller forsøgt at spænde scenerne i halsen ud som en øgle. Når jeg lukker munden i, er smerten til at holde ud. Kæben lægger sig næsten og hviler på kinderne, som små lykkeben, klar til at blive delt i to af et søskendepar under en thanksgiving-middag.

Men smerten ligger altid der og lurer for enden af mine kindben, klar til at tage fat, når jeg har et af de få øjeblikke, hvor jeg føler mig helt tilpas. Den bliver den centrale bekymring, som ikke kan måle sig med andre, større bekymringer i dens smålighed og ubetydelighed, men trods alt stadig er til stede. Den lader sig ikke overbevise om, at den først skal forholde sig til andre bekymringer, for at kunne forholde sig til sig selv.

De større bekymringer er der altid, konstant tilstede i alt hvad jeg ser, læser, gør. De fungerer som et spor under tilværelsen. Som en dronelyd, der bevæger sig op og ned i intensitet, som under en melankolsk Hollywood film, der sætter alle verdens store følelser på spil. Nogle gange fylder de alt, andre gange intet. Nogle gange hører jeg bekymringerne, andre gange forsvinder de i deres egen stemning. Nogle gange føler jeg, at min søvn er en film, jeg skal tænde for. Nogle gange er Matt Damon med i den. Den mindre bekymring blokerer noget i øjeblikket. Kæben, der føles som om, den har sat sig på tværs af mit kranie. Højre side værst. I værelset er kun mig og min tunge krop, nu lidt lettere og nu, lette krop.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz